Det kan ikke benægtes, at jordkloden bliver varmere for hvert årti, der går. 300 forskere bekræfter i amerikansk rapport konklusionerne fra FN's Klimapanel.
29. juli 2010, 12:25 – opdateret 29. juli 2010, 12:47
I en ny amerikansk rapport fastslår forskere, at den globale opvarmning er "ubestridelig".
Beviset er smeltende gletsjere, højere luftfugtighed, varmere havvand og syv andre indikatorer, som viser, at klodens temperatur er steget for hvert årti siden 1980'erne.
De mange data er samlet i rapporten "The 2009 State of the Climate Report", som udgives af U.S. National Oceanic and Atmospheric Administration. 303 forskere fra 48 lande har bidraget.
Rapporten udkommer, netop som USA's Senat har afvist at gennemføre lovgivning for at nedsætte amerikanernes udledning af CO2, der er verdens næsthøjeste. Kun Kinas er større.
De 10 nøgleindikatorer for en hedere jordklode er: Højere temperaturer over land, højere temperaturer over oceanerne, højere varmeindhold i havvandet, højere temperatur i troposfæren, hvor Jordens vejr dannes, højere fugtighed, højere temperatur i havoverfladen, højere vandstand i havene, mindre havis, mindre snedække og skrumpende gletsjere.
Rapporten har undersøgt forholdene fra toppen af atmosfæren til havets bund, og samtlige data bekræfter planetens opvarmning, påpeger Peter Thorne fra Cooperative Institute for Climate and Satellites i North Carolina.
- Hver eneste indikator forandres, som vi ville forvente det, hvis Jorden virkelig bliver varmere. Ikke en eneste analyse går imod, at det globale klima ændrer sig. Konklusionen på bundlinjen, at verden opvarmes, kan simpelthen ikke benægtes, fastslår Peter Thorne.
1998 er det hidtil varmeste år, der er målt. Men 2010 ser ud til at kunne slå rekorden, da første halvdel har været rekordvarmt.
/ritzau/Reuters

































