Fogh vil åbne dørene til Nato

Anders Fogh Rasmussen vil gøre Nato til en mere åben organisation, når han tiltræder som Natos generalsekretær. Det forudser Natos officielle talsmand.

Når tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fra på lørdag placerer sig i toppen af Nato, så er det også startskuddet for et opgør med lukkethed og hemmelighedskræmmeri i forsvarsalliancen.

Ifølge Natos talsmand, James Appathurai, vil Fogh nemlig afsætte meget af sin tid på at skabe mere åbenhed og flere offentlige høringer i Nato.

- Hr. Rasmussen har i sinde at gøre Nato mere åben og mere konsulterende, end det nogensinde har været, siger Appathurai.

- Han er fast besluttet på, at Nato skal være en så åben organisation som muligt, fortsætter talsmanden, som dermed løfter lidt af sløret for de strategiske visioner for Nato, som Fogh vil fremlægge på sin første officielle arbejdsdag i Nato-hovedkvarteret på mandag.

Den større åbenhed vil især komme til udtryk i forbindelse med udarbejdelsen af et nyt strategisk koncept for Nato, som skal opdatere de overordnede retningslinjer for alliancens arbejde og mål. Fogh vil nemlig have offentligheden til at engagere sig i arbejdet med det vigtige strategipapir.

- Der vil være omfattende offentllige høringer i Natolandene og diskussionsfora på Natos hjemmesider, som ikke blot vil blive overvåget. Jeg forventer, at der også vil være konklusioner på de kommentarer, som folk kommer med, siger Appathurai.

/ritzau/