10. juli 2005, 03:30

Det var ikke Mohamed Atta, der gjorde det.

For hans had blev forløst for knap fire år siden. Formentlig mens han anråbte sin gud og fordømte sine fjender, styrede han en Boeing 767 og 92 mennesker ind i et højhus i New York.

Så det var ikke Mohamed Atta, der gjorde det.

Og alligevel var det.

Det var mænd som ham, det var had som hans, der 7. juli førte til bombeangrebet i London.

De fleste eksperter er i dag enige om, at al-Qaeda stod bag bombningen af den britiske hovedstad. Det er islamisternes modus operandi, deres trosiver og massesociopati, og »ingen andre kan have gjort det,« siger en analytiker.

Dermed bliver Mohamed Attas historie endnu engang så aktuel som terrorangrebet selv.Heldigvis kan vi lære af historien om Atta, for den prisbelønnede amerikanske journalist Terry McDermott har netop udsendt »Perfect Soldiers«.

I bogen kortlægger han for første gang hele optakten til terrorangrebet 11. september 2001. Han begynder i de arabiske lande, hvor terroristerne kom fra, og han følger dem til Europa, til Pakistan og Afghanistan og frem til New York, og bagefter har man lyst til at råbe ét spørgsmål ud fra hustagene:

Hvorfor - hvorfor i alverden - stoppede de dem ikke? Hvorfor var især de europæiske efterretningstjenester så godtroende, så håbløst naive?

De skyggede jihadisterne, lyttede til deres selvmordsforherligende prædikener og sange, fulgte pengene og mændene til konfiktområder - og gjorde lige præcis ingenting. De tyske myndigheder kendte til muslimske fanatikere med forbindelse til Osama bin Laden, personlige og økonomiske forbindelser, og de iagttog, hvordan mændene rejste til Afghanistan, og hvordan de agiterede for hellig krig, men - konkluderede den tyske anklagemyndighed - mændene havde for såvidt ikke forbrudt sig mod tysk lov, og sagerne blev skrinlagt.

McDermotts bog dokumenterer, at vi i Europa lever med fjenden i vores midte og ikke gør noget ved det, og det er præcis den konstatering - og de afledte spørgsmål - som efter angrebet i London endnu engang trænger sig på.

Hvad gør vi ved det?Mohamed Atta var ikke en fanatiker, før han kom til Europa; han kom fra en forholdsvis verdslig familie i Egypten, han var intelligent og troede fuldt og fast på, at hans intellekt og flid kunne føre ham langt.

Men i Europa mistede han troen på sig selv og vandt i stedet troen på noget større. Han følte sig i en fjern og anderledes verden og søgte selskab blandt sine egne, i hans tilfælde i al-Quds moskeen i Hamburg. Dermed er hans rejse også mange andre araberes rejse, og de er - ensomme og frustrerede - nemme ofre for de allestedsnærværende jihadister, skriver McDermott. For det er mere reglen end undtagelsen: Selv i det mindste islamiske samfund synes der altid at være mindst én uforhærdet islamist. En af 11. september-terroristerne kom f.eks. til Greifswald, en by med blot 50.000 indbyggere i et - skulle man tro - gudsforladt hjørne af Nordøsttyskland, men selv her mødte han en lokal ekstremist, som insisterede på at bede til klokken to om natten og overbeviste terroristen-in-spe om den helt bogstavelige udlægning af begrebet jihad.

I al-Quds i Hamburg mødte Mohamed Atta også til overflod ektremister.

En af dem var marrokaneren Mohammed Fazazi, som holdt foredrag om, at Vesten okkuperede den arabiske verden, at de vantro måtte dræbes, og at sande muslimer »skal elske døden lige så meget, som de ugudelige elsker livet«.

En anden var Mohammed Zammar, en langskægget tyksak, som på bistandshjælp forsørgede sine seks børn og agiterede for håndgribelig hellig krig. Han havde kæmpet i Afghanistan og Bosnien, talte for at slå ihjel og blive slået ihjel i den store og gode sags tjeneste, og han havde forbindelser til al-Qaedas træningslejre og opfordrede unge proselytter til at tage af sted. I 1997 underrettede den tyrkiske efterretningstjeneste den tyske ditto om, at Mohammed Zammar drev et regulært rejsebureau for jihadister, han sendte dem via Istanbul til Afghanistan, men »det var ikke en forbrydelse«, konstaterede tyskerne.Zammar agiterede videre - og ikke for døve ører.

Mohamed Atta lyttede og lærte, og han var snart lige så rabiat som sine mentorer. Andre unge arabere, som følte sig strandede i Vesteuropa, kom til; nogle af dem havde søgt asyl, andre var studerende, og »det er svært at begribe hvor meget tid, de unge mænd reelt brugte på at læse, tænke på, tale om og debattere islam. For mange af dem var det det eneste, som de foretog sig«, skriver McDermott. De sang sange med tekster som »Når jeg dør som en martyr, dør jeg som et bedre menneske«, og en af dem, en falsk asylansøger ved navn Ramzi bin-al-Shib, kunne besøge ti moskeer på en dag og forsøge at samle meningsfæller.

Det var hans - deres - raison d'etre.

Med tiden blev de moderate elementer bortdestilleret, de radikale blev tilbage og »forstærkede hinandens ideer og drev mod islams yderste grebning«, fastslår McDermott. De lyttede til videoptagelser med den fremtrædende London-imam, Abu Qatada, som talte om at »frigøre sig fra de vantros åg, dræbe deres børn, fange deres kvinder og ødelægge deres marker og hjem. Gud har allerede bekendtgjort sin dom over dem, og de fortjener kun at dø«. Somme tider når Mohamed Atta og hans studiegruppe sad fordybet i deres religiøse diskussion, kunne en af deltagerne pludselig råbe: »Vores vej!« Og de andre ville råbe tilbage: »Jihad!« Det ville udvikle sig til en regulær messen, udbrud efter udbrud, og de ville drive hinanden i nær-ekstase.Vesteuropæerne - af alle - burde vide bedre, men i den gamle verden er der en udbredt ide om, at politisk og religiøs lidenskab ikke kan overskride så ultimativ en grænse; at der er andet og mere end en tynd kridtstreg mellem militante holdninger og militante handlinger.

Blandt islamisterne er virkeligheden imidlertid en ganske anden, fremgår det af »Perfect Soldiers«. Når unge arabere i Vesteuropa har begivet sig ud på rejsen, når de har passeret mennesker som Mohammed Zammar og Abu Qatada, når de - mens resten af Hamburg sover - sidder i en prunkløs lejlighed og råber »Jihad!«, når de kan sanse selve paradiset, er afstanden fra debat til dåd ofte teoretisk, et spørgsmål om logistik snarere end logik, og som i tilfældet Mohamed Atta kan ekstremismen forstærkes af, at deres hjemlande ikke syntes at have brug for dem.

De arabiske lande føder og uddanner millioner af unge, som ikke kan få et job, og som ikke har andet at få tiden til at gå med end at sidde i moskéen eller på caféen eller derhjemme og lære Koranen udenad, og Mohamed Atta fandt under et besøg i Egypten ud af, at han ikke havde de rette forbindelser til at få et ordentligt job.

Dermed havde han intet at tabe, alt at vinde, og med sine venner rejste han i 1999 til Afghanistan.Afslutningen på historien er i al sin gru kendt, men i denne sammenhæng, i lyset af London, er begyndelsen den mest interessante.

For den viser, at den rabiate islamisme er over alt, selv der, hvor moskéen og moskéens imam tilsyneladende repræsenterer en anden form for islam; så optræder den i et hjørne af moskeen, som i al-Quds, hvor Mohamed Atta og hans trosfæller sad til højre for indgangen, som en hård kerne, »de hårdeste af de hårde ... de truede dem, som ikke var enige med dem, de tævede dem, som ikke ville indrette sig. Nogle flygtede i frygt, andre blev tiltrukket af flammen og hærdet af den«, skriver Terry McDermott.

Og agitatorer som Mohammed Fazazi fortalte dem, hvad de gerne ville høre: »Den hellige krig er hård for de vantro, for vores religion har beordret os til at skære halsen over på dem og dræbe deres arvinger ... Den nådige gud har skabt helvede for de vantro lige som han har skabt paradiset for de troende.«

Tre medlemmer af kernen, »de hårdeste af de hårde«, stod i spidsen for terrorangrebet 11. september 2001.

Det var ikke Mohamed Atta, der fire år senere stod bag angrebet i London.

Men - vil det formentlig vise sig - alligevel var det.