Lynkrigen i august 2008 mellem Rusland og den tidligere sovjetrepublik Georgien sendte over hundredetusinde mennesker på flugt. To år efter lever Gocha Khetaguri stadig som flygtning i sit eget land.
4. september 2010, 20:30
Den 8. august 2008: Han vågner ved en overdøvende motorlarm. Stiger ud af sengen og går ud i haven, hvor han straks kan se dem. Russiske bombefly på vej ind over Didi Liakhvi-kløften, hvor hans og otte andre landsbyer ligger i den georgiske udbryderrepublik Sydossetien mellem den russiske grænse og regionshovedstaden Tskhinvali. »Bombeflyene bevægede sig ind over dalen som store fugleflokke på træk.
De fløj ind og ud mellem hinanden og smed deres bomber over alt,« siger Gocha Khetaguri, 41 år og én blandt 128.000, der måtte flygte fra lynkrigen mellem Georgien og Rusland i august 2008. I dag, to år senere, bor han i en lejr for internt fordrevne i Georgien og venter som 26.000 andre på, hvad der skal ske med ham i fremtiden. »Vi var overladt helt til os selv.
Ud på eftermiddagen havde alle georgiske politimænd og soldater forladt området. Vi måtte flygte og efterlade alt bag os. Jeg har en stor lastbil, og vi kunne godt have taget alle vores ejendele med, men jeg kunne ikke få mig selv til at efterlade vores naboer,« siger Gocha Khetaguri. Et videoklip optaget med mobiltelefon, mens lastbilen kører ud af landsbyen, er det eneste vidnesbyrd Gocha Khetaguri har tilbage af sit nyistandsatte toetagers hus og dets marker med frugter og grøntsager. »Vi følte, vi var blevet ladt i stikken af alle: Den georgiske regering, Vesten og Rusland.«
SITUATIONEN FOR DE INTERNT fordrevne har stort set ikke ændret sig, siden konflikten i Sydossetien brød ud i 2008 - mellem Georgien på den ene side og Rusland og sydossetiske militser på den anden. »Sydossetien og Abkhasien (tidligere georgisk republik, der løsrev sig gennem oprør op gennem begyndelsen af halvfemserne, red.) er bare brikker i det store russiske udenrigspolitiske spil.
De har ingen reel betydning for Rusland,« siger Esben Emborg, der er dansk konsul i Georgien. Øjensynligt var der mere på spil for russerne end blot sympati for deres sydossetiske naboer i Kaukasus. Den russiske bjørns helt store politiske magtinstrument over for Vesten er olie og gas. Med BTC-olierørledningen (Baku-Tbilisi-Ceyhan), der går syd om Rusland fra Aserbajdsjan via Georgien til Tyrkiet og videre til Europa, er Ruslands energipolitiske magtposition truet. Mange observatører mener, at Rusland blandt andet gik ind i Sydossetien for at destabilisere forholdene i Georgien.
Under konflikten i august 2008 var der flere forlydender om luftangreb på selve olieledningen, og ifølge de georgiske myndigheder blev havnebyen Poti, der er et af de vigtigste knudepunkter for olieforsyningen i Sortehavet, udsat for særdeles hårde russiske luftangreb. Men det kan være politisk farligt at kritisere Rusland, og der var ingen politikere i Vesten, der nærede et ønske om at genoplive Den Kolde Krig i Kaukasus.
Ingen lande stod frem og krævede, at man direkte gik ind og forsvarede Georgien til trods for, at landet på daværende tidspunkt var i betragtning til at blive optaget i NATO og dermed blive en allieret på lige fod med USA og Tyskland. »Rusland er fredet på grund af olie- og gastilførslen til Europa, hvilket gør hele konflikten i Sydossetien til et energipolitisk problem,« lyder det fra Esben Emborg.
I EN ANDEN FLØJ af den gamle tekniske skole bor familier, der flygtede fra halvfemsernes konflikter i Abkhasien i det nordvestlige Georgien. De har nu boet i Saguramo i 18 år og har efterhånden mistet alle forhåbninger om engang at kunne vende tilbage til deres hjem. »Vesten og USA siger, at de anerkender et samlet Georgien inklusive Abkhasien og Sydossetien, men de lever ikke op til deres løfter,« siger Gogi, der er storebror til Gocha Khetaguri og ligeledes bor i Saguramo.
Walter Kälin, repræsentant for generalsekretæren for FNs Menneskerettighedsdomstol (UNHCR), sagde efter et besøg i Georgien sidste år, at indtil der er fundet en stabil politisk løsning på hele konflikten, er det højst usandsynligt, at de internt fordrevne vil være i stand til frivilligt eller ufrivilligt at vende tilbage. Det meste af tiden i Saguramo går med at hænge ud med de andre mænd og dele deres minder fra det hjem, der i fugleflugtslinje ligger under hundrede kilometer borte, men i lyset af deres situation synes så uendeligt langt væk. De venter. På en afklaring. Skal de tilbage til deres hjem - eller skal de leve som flygtninge resten af deres liv?
