19. november 2009, 22:30 – opdateret 19. november 2009, 23:24

Det var måske usædvanlige valg, som blev truffet på EUs topmøde i aftes, da man besluttede sig for at udnævne den belgiske premierminister Herman Van Rompuy som EUs første præsident og den britiske EU-kommissær Catherine Ashton som den første fælles EU-udenrigsminister.

Hvis man gik ned af et hovedstrøg i en by udenfor de to politikeres hjemlande og spurgte forbipasserende, var der næppe nogen, som kunne genkende deres navne.
Men det europæiske samarbejde er nu en gang bygget på kompromiser mellem nationerne, mellem højre og venstre i politik, og der skal også tages hensyn til, at kvinderne siden 1960erne har vundet en ny magtprofil. Så det endte ikke med to klassiske mandlige magtpolitikere, men med to politikere, der understreger, at det europæiske samarbejde er bygget op på den mere bløde magtpolitik.

»Selv om vores enhed er vores styrke, så er vores forskellighed også vores fælles formue,« sagde Herman Van Rompuy efter, at han i aftes var blevet kåret som den første europæiske præsident. På trods af at han kun har siddet ét år som belgisk regeringschef har han allerede imponeret sine EU-kolleger med sin analytiske sans og sin evne til at pege frem mod EU-kompromiser.

For hovedparten af EUs stats- og regeringschefer var han derfor det naturlige valg, idet man satser på, at EU-præsidenten mere skal være en »tænker« og en kompromismager end en præsident i amerikansk forstand.

Storitannien havde allerede tidligt under processen forsøgt at føre Tony Blair som EU-præsident, men han løb ind i voldsom modstand fra især de mindre EU-lande – heriblandt Danmark – og fra Tyskland, som ikke ønsker en for magtfyldig EU-præsident.

En kvinde ombord

For at få Storbritanniens accept til Van Rompuy måtte de øvrige EU-lande i aftes så gå med til, at Storbritannien besætter posten som EU-udenrigsminister. Det var der en del ballade over, idet den foretrukne britiske kandidat, udenrigsminister David Miliband, ikke var interesseret i posten. I stedet endte den hos den forholdsvis ukendte britiske EU-kommissær Catherine Ashton, der har begrænset udenrigspolitisk erfaring. Men som socialdemokrat og kvinde har hun alle chancer for at blive godkendt i Europa-Parlamentet i januar, og det stod klart for EUs stats- og regeringschefer, at de skulle have en socialdemokrat og helst en kvinde ombord i EUs nye magt-trio, der også omfatter EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso.

Tilfreds Løkke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede sig i aftes tilfreds med kompromiset.
Men han står nu over for at sikre Danmark en nogenlunde fornuftig post i den nye EU-Kommission, som EUs kommissionsformand José Manuel Barroso skal til at strikke sammen. Barroso har gjort det klart, at han helst ser den danske klima- og energikommissær Connie Hedegaard (K) som det danske bidrag til sit nye kommissionshold, men fra dansk side har man stadig ikke sikret sig, at Hedegaard får tilstrækkelig magt i den nye Kommission. Det vil kræve, at hun får både ansvaret for klimapolitik og energi, og ikke blot ender som en »klima-pinup«, som en dansk regeringskilde udtrykker det.

Ellers er Lars Løkke Rasmussen parat til at følge mange partifællers ønsker om at sende undervisningsminister Bertel Haarder (V) af sted som den næste danske EU-kommissær.
Statsministeren ville i aftes ikke udtale sig om kommissær-spørgsmålet.

Men for Lars Løkke Rasmussen er der måske visdom at hente hos den haiku-digtende Herman Van Rompuy i betragtning af, at Danmark kun er halvt medlem af EU på grund af forbeholdene.
Som Van Rompuy har skrevet i et af sine digte: »En flue flyver fortabt i kabinen / i en flyvemaskine / på den måde flyver den to gange.«