EU: Undgå rejser til USA og Mexico

EUs sundhedsministre mødes ekstraordinært torsdag for at drøfte svinepesten. Men på et EU-møde i går advarede man mod panik.

LUXEMBOURG: Hvis formålet var at undgå at skabe panik om en epidemi, så var ordene fra EU's sundhedskommissær Androulla Vassiliou i dag ikke lige frem med til at bidrage hertil.

Europas borgere bør lade være med at rejse til både USA og Mexico i den nærmeste fremtid for at undgå at bringe smitten med sig til Europa, sagde EU-kommissæren, da hun mødte op på et møde mellem EUs udenrigsministre i Luxembourg for at orientere om krisen.

- Kun de mest nødvendige rejser bør gennemføres, lød det fra den cypriotiske sundhedskommisær.

Flere af EU-landenes udenrigsministre gjorde det imidlertid klart, at de ikke ser behov for en sådan drastisk politik. ”Vi må ikke lade os gribe af panik,” sagde den svenske udenrigsminister Carl Bildt på mødet.

Her var der enighed om, at man skulle koordinere bekæmpelsen af svine-influenzaen, og EU's sundhedsministre vil ekstraordinært mødes herom på torsdag.

Her vil man forsøge at blive enige om fælles regler for, hvordan man skal behandle indrejsende fra risikofyldte områder som USA og Mexico og drøfte andre fælles indgreb. Blandt andet en fordeling mellem medlemslandene af medicin som Tamiflu, der allerede har vist sig som effektiv som svineinfluenzaen lige som den var effektiv, da offentligheden for et par år siden blev opskræmt af fugleinfluenzaen.