EU forsøger med en sidste anstrengelse at få FN's racismekonference, Durban II, på ret kurs. Per Stig vurderer, at EU-landene går sammen eller bliver sammen.
16. marts 2009, 18:23
Danmark og resten af EU gør et sidste forsøg på at forhindre en total fiasko for FN's omstridte racismekonference, Durban II. På et møde i dag i Bruxelles blev EU's udenrigsministre enige om en europæisk ønskeseddel til konferencens slutkonklusioner.
- Vi vil nu levere et papir med de europæiske synspunkter til vores folk i Geneve. Hvis det papir imødekommes, så bliver vi i processen, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K).
Det betyder omvendt også, at et afslag til de europæiske ønsker fra Organisationen af Islamiske Lande, OIC, formentlig vil være ensbetydende med en samlet EU-boykot af konferencen.
- Min vurdering er, at vi går alle sammen, eller at vi bliver alle sammen, siger Per Stig Møller.
Landene i IOC mener ikke, at religionskritik skal være tilladt, men det går direkte mod et af nøglebudskaberne i EU's papir om, at der ikke må kunne stilles spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. Et andet EU-ønske er, at kritikken af Israel ikke må være stærkere, end ved den første Durban-konference i 2001.
Netop Israel har sammen med USA og Canada allerede meldt ud, at de ikke vil deltage i konferencen, som finder sted i Geneve i slutningen af april. Også Italien har tidligere meldt sig ud af forberedelserne, men de er klar til at gå med ind igen, hvis EU's forslag nyder fremme, ifølge Per Stig Møller.
/ritzau/
































