Jordans parlament holder et minuts stilhed for den irakiske journalist, der kastede sko efter præsident Bush.
18. december 2008, 09:58
Medlemmerne af Jordans parlament har holdt et minuts stilhed for at vise deres støtte til den irakiske journalist Montazer al-Zaidi, der tidligere på ugen smed sine sko efter USA's præsident, George Bush, under en pressekonference i Iraks hovedstad, Bagdad.
Jordanske aviser rapporterer, at parlamentarikernes aktion kom efter et forslag fra parlamentets næstformand, der også kræver Montazer løsladt.
Montazer har siden skokastet været tilbageholdt og har ifølge sin bror fået brækket en arm og nogle ribben i forbindelse med anholdelsen.
Najeh Momani, der er regeringstro parlamentariker, siger, at "Zaidi vil forblive et symbol på forsvar af arabisk ære".
Hamzeh Mansour, leder af Islamisk Aktionsfronts parlamentsgruppe, siger til den lokale presse, at Bush fortjente at blive mål for skokast, fordi han er "en arrogant despot, der forsøgte at gøre sig selv til Jordens Gud".
Mahmoud Mheidat, leder af parlamentets udenrigsudvalg, fremsagde i parlamentet et digt, der hylder skokasteren Zaidi.
/ritzau/dpa
































