21. september 2007, 19:46 – opdateret 28. april 2009, 22:27

Lad mig begynde, hvor også Barack Obama selv indledte, da han for nylig holdt foredrag på Georgetown University i den amerikanske hovedstad – med en påmindelse om læren af Jesu Bjergprædiken.

Gode træer bærer gode frugter, mens dårlige træer bærer slette frugter – og kloge mennesker bygger deres huse på den solide klippegrund, som kan klare al stormvejr, mens kun en dåre bygger sit hus på sand, fordi dets fald bliver så stort, når vinden blæser.

Præsidenten, der har betegnet sig selv som ’den særligt udvalgte’, og som bramfrit har glædet sig over at være ’tildelt en særlig gave’, vælger gerne de store lignelser, når han skal forklare sig – og pointen fra Mathæus-evangeliet skulle forklare, hvor stor en opgave, han mener, at han står foran:

Hele den amerikanske samfundsmodel skal simpelthen bygges om.

Hverken mere eller mindre.

Den økonomiske krise har, ifølge præsidenten, anskuelig­gjort, at USA alt for længe har opført sig som en ’dåre’ – og bygget dets succes på sand. Nu er tiden inde til at lære af Jesus – tænke klogt, bygge samfundets fundament på fast klippegrund. Det nye amerikansk hus skal, ifølge præsidenten, bygges på fem stærke søjler:

For det første: Nye regler på Wall Street – slut med grådighed, ind med ordentlighed.

For det andet: Uddannelse til alle – fordi USA ikke har råd til andet.

For det tredje: Sundhedssikring til alle – det er forudsætningen for et stærkt arbejdsmarked.

For det fjerde: Grøn energi – fordi det land, der først skipper olien og kullet, vinder det 21. århundrede.

For det femte: USAs enorme underskud skal væk – så også fremtidige generationer kan stå stærkt.

De fem søjler, som hver for sig er udtryk for en revolution, vil samlet set omkalfatre det USA, som vi kender i dag – og de er udtryk for, at Obama ikke bare ser sig selv som en præsident, der i nogle år skal videreudvikle samfundet. Hans plan er så meget større – han vil indskrive sig i historien som en af USAs allerstørste ledere på niveau med George Washington, Abraham Lincoln og Franklin D. Roosevelt.

Det er Joe Klein, en af USAs bedste kommentatorer, som i Time Magazine minder os om, hvilken enorm dagsorden, som Obama har valgt. Oven i købet midt i en krisetid. De værdier, der har præget USA i flere årtier, skal gentænkes. De normer, som har hersket, skal omdefineres. Gode gamle dyder, der altid har været omdrejningspunkterne i den amerikanske drøm – hårdt arbejde, ydmyghed, hjælp din næste, kæmp for sagen, pas på hinanden – skal igen i centrum.

Men det er som bekendt ikke kun den ’det amerikanske hus’, der skal bygges om. Det er hele verden.

I løbet af de første 100 dage i Det Hvide Hus har Obama ændret den amerikanske kurs på næsten alle tænkelige felter: Afvist krigen mod terror som amoralsk. Åbnet for dialog med Nordkorea, Iran, Syrien, Taleban og Cuba. Placeret USA i front i kampen for en klimaaftale. Indledt fredsforhandlinger i Mellemøsten. Plus alt det løse.

Man bliver næsten stakåndet, når man følger den nye præsidents dagsorden. Hans holistiske tilgang til krisen betyder, at han afviser den traditionelle tankegang om, at Washington højst kan håndtere to-tre store kriser ad gangen. Alt skal på banen på en gang. Det er, ifølge Obama, ikke nok at tage fat om nældens rod – man skal have fat i alle dens rødder på en og samme tid.

Amerikanerne elsker ham i en grad, som vitterlig er historisk. Tre ud af fire støtter ham og kalder ham en stærk leder – tal, som ikke er set siden Ronald Reagan overtog magten i 1981. Dengang meddelte Reagan, at den daværende krise i udstrakt grad skyldtes for meget statslig indblanding – i dag er Obamas holdning den stik modsatte. Staten skal styrkes til at tøjle den løbske kapitalisme, som har ført til krisen.

Derfor har præsidenten iværksat en vækstpakke, der pumper milliarder af dollar ud i samfundet – og Obama er i dag reelt bestyrelsesformand for nogle af USAs største banker, bilfabrikker, kreditforeninger og forsikringsselskaber, fordi staten med dens mange støttemilliarder har overtaget styringen. Amerikanerne bakker i langt overvejende grad op om præsidentens historiske styrkelse af statens indblanding i markedsøkonomien. Nye målinger viser, at 50 procent nu mener, at USA er på rette vej. Et tal der for 100 dage siden blot var på 30 procent.

Men er Obama ligefrem den genopstandne Messias, som magter alt?

Næppe. Han kan i hvert fald ikke gå på vandet endnu, hvis man kigger på tørre tal og kedsommelige kendsgerninger:

Ledigheden er rekordstor og ventes at nå over ti procent i år. Antallet af tvangsauktioner har aldrig været større og vokser stadig. Væksten er fortsat negativ. De toneangivende børslister er fortsat under det lave niveau ved præsidentindsættelsen. Problemerne i Afghanistan, Irak, Pakistan, Iran, Nordkorea og Mellemøsten stiger i omfang. Europa nøjedes med at tage imod Obamas undskyldning for Bush-æraen, men afviser fortsat at bidrage yderligere med militær støtte i Afghanistan.

Det mest imponerende ved Obamas første 100 dage er derfor ikke hans resultater. Det er ganske enkelt for tidligt at vide, om hans talrige og kostbare initiativer virker. Den nye præsidents evne til at sætte en hidtil uset ambitiøs dagsorden er derimod fabelagtig. I dag kender vi de mål, som Obama vil blive målt på. Om målene er skrevet i sand eller mejslet i klippegrund kan kun tiden vise os.