26. juni 2009, 21:24 – opdateret 26. juni 2009, 22:18

LOS ANGELES: En enlig lyserød ballon hænger i luften, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at der var tale om et tryllenummer fra et Michael Jackson show.

Men magi er et illusion, akkurat som ideen om en virkelig Peter Pan er en illusion, og den hjerteformede ballon bliver fastholdt med en næsten-usynlig snor, som ender ved et intermistisk sørgealter.

I baggrunden søjler Ronald Reagan Medical Center sig grim og sandfarvet op, men på fortorvet foran er der denne lille parentes af vågelys og kort med den slags dedikationer, som normalt forbeholdes den helt store kærlighed. Her er en enkelt tennissko, her er en forsølvet handske, og her er navnet »Michael« skrevet med røde rosenblade.

»Det er lige som Diana,« råber en TV-journalist ind i sin mobiltelefon. »Det er så stort.«

Han skal muligvis sælge sin historie til en redaktør i den anden ende, men hånden på brystet – det er ikke lige som Diana. Her er kun et par enkelte fans, og de virker mere som den slags professionelle sørgeartister, man finder i de varme lande, og andre steder i Los Angeles er den synlige sorg ikke meget større.

Hos familiehjemmet i Encino står en snes sørgende fans, oplyser CNN, og ved Michael Jacksons stjerne på Hollywood Boulevard er der lidt flere. »Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med min sorg,« klager en kvinde til Los Angeles Times. »Der er ingen, der forstår mig.«

OG DET ER selvfølgelig paradokset i Michael Jacksons død.

En af de mest populære radiostationer i Los Angeles har ryddet morgenfladen og taler kun om Jackson og spiller kun Jackson, og den tidligere rockstjerne Spencer Davis er i studiet for at give sit besyv med. »Han var så stor, at det er svært at forstå,« siger Spencer Davis.

Ingen tvivl om det. Michael Jackson var stor, og nøgleordet er »var«. I radioprogrammet taler de ørerne hudløse med lange opremsninger om, hvor mange plader han solgte – »Thriller er verdens mest solgte album, den solgte i 50 mio. eksemplarer, 50 millioner eksemplarer, hvem kan gøre det i dag!« – og hvor mange Grammy-statuetter, han modtog, og hvor mange nummer-ét singler, han havde, og det er altsammen enestående og historisk, men det var ikke i går eller i forgårs eller i sidste måned. Det var en generation siden, og Michael Jackson var ved sin død kun en brøkdel af, hvad han var engang.

Så selvfølgelig er det ikke Diana. Diana døde, mens hun stadig var Diana. Michael Jackson døde, mens han var – uanset om det er fair eller ej – et excentrisk og tabloidt fænomen, og han døde på et tidspunkt, hvor han dårlig kunne leve længere.

Det gør en forskel.

NÆSTEN SOM EN real-time bekræftelse tikker en nyhed ind til radioprogrammet.

»Ifølge TMZ« – et velunderrettet sladdersite – »er politiet nu på jagt efter Michael Jacksons læge, der boede i Michael Jacksons hjem. De vil tale med ham om den smertestillende medicin, som han gav Michael, men de kan ikke finde ham. Derfor har de nu konfiskeret hans bil, og de er ved at undersøge den.«

Hvis radioen havde haft tid til at finde passende musik, kunne de måske bagefter have spillet sangen »Morphine« fra Michael Jacksons album »Blood on the Dance Floor«. »Stol på mig, stol på mig, stol kun på mig, for du er på morfin, Demerol, Demerol,« sang han.

For det er præcis den excentriske og tabloide retning, som historien nu bevæger sig i.

Kort efter bekræfter politiet nyheden fra TMZ. Ordensmagten er ganske rigtigt på jagt efter Jacksons huslæge, som de ikke vil navngive, men de amerikanske medier fandt i løbet af aftenen ud af, at det drejede sig om Conrad Murray, en hjertelæge fra Las Vegas. Først mente de ellers, at det drejede sig om Jacksons eks-manager, en ikke-praktiserende fodlæge ved navn Tohme Tohme, som også engang hævdede at være senegalsk ambassadør i USA – hans lægelige baggrund er meget mystisk og formentlig ikke-eksisterende, skrev Hollywood Reporter – men ud på aftenen oplyste politiet så, at de havde talt med Tohme Tohme, og at de ville have fat i Conrad Murray.

Murray var hos Jackson umiddelbart før Jacksons død. »Politiet talte kort med ham torsdag,« oplyste Los Angeles Times, men politiet »ønsker flere oplysninger om den behandling, som han gav Jackson,« og ifølge en udskrift af opkaldet til alarmcentralen, så var Murray alene med Jackson på dødstidspunktet.

UMIDDELBART LYDER DET som den farligste af alle læge-patient kombinationer: En læge, som er temmelig ulden og forsvinder efter dødsfaldet, og en patient, som er en hypokonder.

Jacksons familie lagde da heller ikke i går skjul på deres mistanke om årsagen til dødsfaldet. En advokat for familien sagde til CNN, at han og resten af Jackson-familien længe havde advaret mod medicinmisbruget, som bare syntes at tage til, og advokaten, Brian Oxman, sammenlignede det med nøgenmodellen Anna Nicole Smiths meget lidt glamourøse død.

»Vi har forsøgt at tage os af Michael i månedsvis, men de mennesker, der omgav ham, hjalp ham med hans misbrug; hvis man mener, at Anna Nicole Smith-sagen var misbrug, så lad mig sige, at de var ingenting ved siden af, hvad der foregik i Michael Jacksons liv.«

»Og jeg vil ikke tie stille med det.«

Derfor var kun pludseligheden i hans død en overraskelse. Ikke dødsfaldet i sig selv.

Aftenen inden sin død havde Michael Jackson øvet sig på sit kommende mega-show i London. Han skulle optræde 50 gange i den store O2-Arena, som var udsolgt. Der var solgt billetter for 85 mio. dollar, og presset var umenneskeligt. Michael Jackson kompenserede for presset ved at tage medicin, og han kompenserede ved at smyge sig om ved prøverne, oplyste Fox News. Men lige præcis aftenen før sin død var han overraskende meget sit gamle jeg. Sit moonwalker-jeg. Sit tyngdeloven-gælder-ikke-for-mig-jeg.

»Han viste os, hvad han kunne,« sagde en lystekniker, Patrick Woodwoffe, til BBC. »Han var elektrisk oppe på scenen. Det var som om, han havde holdt det hele tilbage, og nu optrådte han med ét, som jeg husker, han engang gjorde.«

Prisen var tilsyneladende stærke smerter den følgende morgen.

Michael Jackson forlod prøverne onsdag klokken 22 lokal tid, og han vågnede op torsdag morgen og klagede over, at han havde ondt i ryggen og benene, og Conrad Murray blev tilkaldt.

En talsmand for familien har oplyst, at lægen gav Michael Jackson »den daglige indsprøjtning med Demerol klokken 11.30,« og – siger familien – han gav formentlig stjernen alt for meget. Kort efter fik Michael Jackson besvær med at trække vejret, han gled ind i bevidstløshed, og til sidst holdt han op med at trække vejret.

Huslægen forsøgte selv at genoplive Jackson, og først klokken 12.21 slog han alarm til alarmcentralen, og ambulancefolkene blev sendt ud til en »en 50-årig mand,« som »slet ikke trækker vejret«.

En af de mest kendte amerikanske retsmedicinere, Michael Baden, sagde i aftes til Fox News, at netop tilstedeværelsen af store mængder receptpligtig medicin kunne »forklare hele forvirringen og forsinkelsen«. Eller sagt med andre ord: Huslægen havde absolut ikke lyst til at tilkalde myndighederne, og derfor forsvandt han også umiddelbart efter Jacksons død.

Demerol er en form for syntetisk morfin, som er så vanedannende, og som har så store bivirkninger, at medicinen er forbudt i en række europæiske lande, og i USA er Demerol på en særlig liste over medicin, som myndighederne holder ekstra øje med. Det fremgår af den amerikanske sundhedsstyrelses hjemmeside, at Demerol netop kan besvære vejrtrækningen og føre til et hjertestop, og hvis ikke en patient i løbet af mellem tre og fem minutter bliver bragt tilbage til live, vil koma-tilstanden føre til permanent hjerneskade, og hvis genoplivningen tager længere, vil han dø, fremgår det.

RADIOPROGRAMMET SPILLER EN sang fra Michael Jacksons tid i Jackson 5; falsetto-barnesemmen synger en tralalalala-sang om den store og halv-kødlige kærlighed, og stemmen synger med en uskyld, der står i skærende kontrast til de aktuelle begivenheder, og den måde, som det hele endte på.

Læge Conrad Murray har nu selv meldt sig til politiet, og han vil snarligst lade sig afhøre, meddeler TMZ, og alle afventer bare resultatet af obduktionen, siger CNN. Men de kan komme til at vente et stykke tid. Det vil tage mellem seks og otte uger at finde de eventuelle medicin-rester i den døde Jackson. »Hvordan finder man medicinresterne,« spørger en journalist, og hvad med børnene, spørger en lytter. Moderen til to af dem har opgivet sin forældremyndighed, og moderen til den yngste var en surrogatmor, og foreløbig vil broderen Jermaine tage sig af Prince, Paris og Prince Michael II, forklarer studieværten.

Og sådan bliver det ved, og sådan endte det. Så langt fra det, der var engang; så langt fra ham, der var engang, og derfor tager TV-journalisten fejl. Derfor er det ikke Diana.

Michael Jackson – dengang han var Michael Jackson – ville have fået mere end en lyserød ballon, og måske ville den endda have være snorløs og magisk.