Ellen og Ellen styrer Liberia

Ellen Johnson-Sirleaf, Liberias og Afrikas første kvindelige præsident, får dansk assistance. Den lokale FN-chef, Ellen Margrethe Løj, hjælper hende.

En gang om ugen mødes to kvinder i Liberias hovedstad Monrovia. De hedder begge to Ellen. Et almindeligt navn, men to meget ualmindelige kvinder. Sammen leder de den lille afrikanske stat Liberia.

Den ene Ellen er Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Hun vandt i 2005 det første demokratiske valg i Liberia efter 14 års borgerkrig og diktatur. Både i Liberia og i udlandet er der stor respekt for hendes evner til at lede landet.

Den anden Ellen er danskeren Ellen Margrethe Løj. Hun er FN's chef i Liberia. FN har en freds-styrke på 15.000 soldater i Liberia. FN hjælper også med at genopbygge landet efter borgerkrigen.

Kvinder gør en forskel
Men gør det en forskel, at kvinder sidder ved magten?

- Ja, siger Dominic Sam, som leder FN's Udviklings-program i Liberia.

- Det betyder meget. Ellen Johnson-Sirleaf er Afrikas første kvindelige præsident. Det viser, hvor langt vi er kommet, og hvor langt vi kan gå. Ellen og Ellen er en inspiration for alle piger og kvinder i Liberia.

- Vi kan også se, at kampen mod seksuelle overgreb mod kvinder er sat på dagsordenen. Det har begge Ellen'er sørget for, siger Dominic Sam. Han forklarer, at mellem 40 og 60 procent af Liberias kvinder blev voldtaget under borgerkrigen.

Vigtigt for Afrikas kvinder
Selv nedtoner Løj det faktum, at hun er kvinde. Men hun understreger, at det, at landets præsident er en kvinde, "klart har betydet meget for Liberias kvinder".

- Hun er et eksempel til efterfølgelse for Liberias markedskvinder og for de unge piger. Men det er ikke kun det, at hun er kvinde. Hun er også fagligt kompetent, siger Løj, der betegner sit forhold til den anden Ellen som "professionelt".

- Vi mødes mindst en gang om ugen. Det er vigtigt for os i FN at vide, hvad regeringen tænker og gør. Samtidig har hun også behov for at vide, hvad vi observerer rundt om i landet, hvor vi har FN-soldater og FN-politi på plads, siger Løj.

Intet privatliv
Selv om hun som udgangspunkt skal orientere FN's hovedkvarter i New York, før hun træffer beslutninger i Liberia, så må hun ofte træffe beslutninger her og nu.
Som da den franske flåde for nylig opbragte et skib med to ton kokain ud for Liberia.

De liberiske myndigheder fængslede besætningsmedlemmerne, og Løj måtte sammen med sine underordnede hurtigt sikre, at skibet blev bevogtet, og at kokainen blev brændt.

Men posten som chef for FN's fredsbevarende styrker i Liberia har også omkostninger.

- Jeg har ikke noget privatliv. Alle ved, hvad jeg laver. Og jeg skal passe på med ikke at se nogle personer mere end andre.