Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Eksplosion ryster Colombo

Sri Lankas hovedstad rystet af eksplosion. Uklart om det er en bombe fra et fly.

Colombo, hovedstaden i Sri Lanka, er i aften blevet rystet af en eksplosion, siger vidner.

Meldingerne kom kort efter, at luftværnskanoner i byen havde åbnet ild, men det var ikke klart, om der var tale om et luftangreb, eller om eksplosionerne skyldtes noget andet.

- Noget eksploderede i Fort. Det er ikke klart, om det er et fly, der er skudt ned, eller om det er en bombe, siger en talsmand for forsvarsministeriet.

Samtidig siger kilder i luftvåbnet, at to fly angriber Colombo, og at luftforsvaret fortsat prøver at bekæmpe dem.

Inden skyderiet begyndte, havde militæret beordret storbyen mørkelagt, fordi der var mistanke om, at fly fra oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre var på vej for at angribe mål i Colombo.

En embedsmand i militæret sagde, at regeringssoldater havde observeret to fly, der var på vej imod Colombo.

Oprørsgruppen De Tamilske Tigre, der kæmper for et tamilsk hjemland i det nordøstlige Sri Lanka, har en flåde af små fly, som tidligere er brugt til at gennemføre luftangreb.

/ritzau/Reuters