Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Eksperter sår tvivl om arabiske organisationer

Politiken indgik forlig med en række pan-arabiske organisationer, der hævder at være i slægtskab med profeten. - Tvivlsomt, siger ekspert.

Der er god grund til at tvivle på, at de store pan-arabiske
organisationer, der hævder at repræsentere godt 95.000 af
muslimernes profet Muhammeds efterkommere, rent faktisk
repræsenterer mennesker, der er i slægtskab med profeten. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det siger en række internationale
islamforskere i forlængelse af sagen om dagbladet Politikens
forlig med otte organisationer. De mange organisationer har fået en undskyldning
fra Politiken for de krænkelser, som trykningen af tegneren Kurt
Westergaards Muhammed-tegning medførte.

- Der er god grund til
at betvivle gyldigheden af slægtskabet, selvom det i den
arabiske verden er almindeligt at acceptere dette, siger Valerie
Hoffman fra Illinois Universitet i USA, som i øjeblikket er på
forskningsophold i Oman.

Den saudiarabiske advokat Faisal
al-Yamani, der repræsenterer de pågældende organisationer - med
Elaph ahlo al-bait i Saudi-Arabien og Niqabat al-ashraf fra
Egypten som de vægtigste - gør gældende, at samtlige 95.000
medlemmer kan dokumentere, at de er efterkommere af profeten
Muhammed.

Men organisationerne, der nu kræver en lignende
undskyldning fra de øvrige 15 danske dagblade, der genoptrykte
tegningen i 2008, har næppe gyldig dokumentation for deres
medlemmers slægtskab, lyder det fra en anden islamforsker.

- Det
er et velkendt bluffnummer at skabe en slægtslinje med profeten,
nøjagtig lige som mange jøder snyder sig til at være cohanim
(ypperstepræster). De fleste muslimer kan slet ikke dokumentere
slægtskab med profeten, og derfor vil det altid være din påstand
mod deres, siger professor Moshe Sharon fra Det Hebraiske
Universitets Fakultet for Mellemøststudier i Jerusalem og kalder
den slags påstande for "tomme og uvidenskabelige".

Ifølge Valerie
Hoffman kan det faktum, at Elaph ahlo al-Bait blev oprettet
samme år, som kravet mod de danske aviser blev fremlagt, betyde,
at organisationen er blevet til af denne ene grund. Simpelthen
fordi grundlæggeren har tænkt, at en organisation med
profet-familien i ryggen vil have større vægt og slagkraft.

Internt i den muslimske verden udgør organisationerne imidlertid
en dalende magtfaktor, som er uden den politiske vægt, de havde
for cirka 200 år siden.

Efterkommernes organisationer har haft
deres historiske storhedstid, mener en forsker.

- Allerede i det
19. århundrede var efterkommernes store organisation i Egypten,
Niqabat al-Ashraf, ved at miste sin politiske indflydelse, siger
ifølge professor Michael Winther fra Tel Aviv Universitet.

Kilde: Kristeligt Dagblad