Dyrearter uddør så hurtigt som dinosaurerne

Ifølge forskere dør dyrearter i dag 10.000 gange hurtigere, end hvad der hidtil har været registreret som normalt.

En ny rapport udgivet af WWF Verdensnaturfonden, Londons Zoologiske Selskab (ZSL) og Global Footprint Network slår fast, at antallet af fisk, fugle og dyr i verden er blevet en tredjedel mindre indenfor de sidste 35 år.

Udviklingen er opsigtsvækkende, understreger rapportens redaktør, Jonathan Loh.

”Du skal helt tilbage til da dinosaurerne uddøde, for at finde en ligeså hurtig nedgang. Som mennesker oplever vi måske tingene forandre sig relativt langsomt, men i forhold til verdenshistorien går det her meget stærkt,” siger han til den britiske avis The Independent.

Mellem 1970 og 2005 faldt antallet af arter på land med 25 procent, i saltvand med 28 procent og i ferskvand med 29 procent.

Menneskelig aktivitet er hovedårsagen til udryddelsen. Synderne er bl.a. de voksende byer, der breder sig til naturområder.

Udover nedbringelse af den globale forurening peger forskerne på to veje, der kan øge arternes chance for overlevelse. Den ene er at undgå ødelæggelse af dyrenes naturlige habitat – den anden er at undgå alt for aggressiv landbrugsvirksomhed såvel som jagt af enkelte arter.

I næste uge vil mere end 5000 delegerede mødes til en international konference om biodiversitet i den tyske by Bonn. Deltagerne skal diskutere, hvordan arterne og deres leveområder kan beskyttes og bevares.