Dræberbølge ligger på lur i Atlanten

Inden for de næste par tusinde år vil en vulkan på Atlanterhavsøen La Palma kollapse. Den vil udløse en dommedagsagtig katastrofe, hvor en over 100 meter høj flodbølge vil ramme det østlige USA. Den store tsunami

Før eller siden vil USA og Europa blive ramt af en katastrofe, der får terrortruslen og faren for asteroider fra det ydre rum til at blegne.

Vulkanen Cumbre Vieja på De kanariske Øer vil nemlig gå i et så voldsomt udbrud, at den vil bryde sammen, og enorme mængder og af klipper, sten og lava vil vælte i havet og udløse en gigantisk flodbølge.

Megabølgen, en såkaldt tsunami, vil derefter sprede sig ud i Atlanterhavet med flere hundrede kilometer i timen, og når den rammer Nord- og Sydamerika, vil det være med en altødelæggende styrke.

Ganske få timer efter vulkanens kollaps vil bølger på omkring ti meters højde ramme den spanske og portugisiske kyst samt Nordafrika. Senere kommer turen til det sydvestlige England, og efter så lidt som ni timer vil bølgen nå over på den anden side af Atlanten.

På det tidspunkt vil den være 50 meter eller højere, og den tårnhøje mur af vand vil udslette Boston, New York og Miami, mens de utallige små og store øer i Caribien vil blive oversvømmet.

Så slemt vil det ikke gå i Europa. Dels fordi Cumbre Vieja - Den gamle Tinde - ligger på vestsiden af den vestligste af kanarieøerne, hvilket betyder, at monsterbølgen primært vil bevæge sig vestpå. Dels fordi de andre kanarieøer vil virke som en slags bølgebrydere, der vil afbøde tsunamiens effekt på Europas kyster.

En realitet
Tanken om, at en megatsunami udløst på øen La Palma i den Kanariske øgruppe engang inden for de næste par tusinde år vil vende op og ned på verden, lyder som et urealistisk mareridt. Men den er en realitet, og det er på tide, at politikere og beslutningstagere begynder at forholde sig til den tikkende bombe ude i Atlanterhavet.

Sådan lyder budskabet fra professor Bill Mcguire fra Benfield Hazard Research Centre i England, der har undersøgt vulkanen. Han beklager, at Spanien for nylig har droppet at overvåge vulkanen, og at der på nuværende tidspunkt så godt som ingen overvågning er af den potentielle massedræber.

»Den amerikanske regering bør være klar over truslen. Fremtidige amerikanske præsidenter må beslutte sig for, hvad de vil gøre, når La Palma kollapser,« siger Bill Mcguire til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Begrænset asteroid-trussel
McGuire vurderer, at det kun vil koste ganske få millioner kroner at overvåge vulkanen, så der er tid til at reagere og få foretaget evakueringer, når den viser tegn på at bryde sammen. Et stykke af vulkanen begyndte allerede i 1949 at glide i vandet. I vulkanens historie har et udbrud fundet sted i gennemsnit med 25 til 200 års mellemrum. Sidst var i 1971, 1949 og i 1712.

Bill Mcguire kom med advarslen på en pressekonference forleden, hvor en anden forsker, Benny Peiser fra John Moores University i Liverpool, kom med et noget mere opløftende budskab. Truslen fra asteroider bliver mindre og mindre.

Der bliver nemlig brugt flere og flere penge på at holde øje med og overvåge dem, og i løbet af 10-30 år har forskere kortlagt alle asteroider med potentiel fare for Jorden.

Når de først er kortlagt og under observation, er det nemmere af få bragt dem ud af kurs, hvis de begynder at komme faretruende tæt på Jorden.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.