19. september 2007, 21:21

Det var en begivenhed, som var middelalder i sin grusomhed og TV-alder i sin gennemslagskraft.

De to mænd var brændt til forkullet ukendelighed, og folkemængden havde gjort alt tænkeligt og utænkeligt nedvædigende ved dem, og nu – som et klimaks, og så alle kunne se deres værk – hejste de ligene op i stålkonstruktionen fra en bro over Eufrat-floden. De to døde mænd hang stille som blylodder i luften, og den eneste trøst var, at de i det øjeblik ikke kunne se reaktionen under dem. Kort derfra var irakere i gang med at maltraktere yderligere to amerikanske lig, og rundt omkring dansede andre en glædesdans. Det var 31. marts 2004, og det var tydeligvis en stor dag i Fallujah.

De fire amerikanere var elitesoldater. De havde fået den bedste uddannelse, soldater kan få, og de havde før været i krig, men efter hjemsendelsen havde de alle haft svært ved at finde sig til rette i den u-uniformerede verden. Wesley Batalona var en sergent hos faldskærmstropperne, han var en af de første soldater, som landede i Panama i 1989, han ledte sin deling i befrielsen af Kuwait i 1991, og han var med under operationen i Mogadishu i 1993. Og så var det slut. Han fik et job som sikkerhedsvagt på et hotel på Hawai, hvor han – som avisen News-Observer har beskrevet det – skulle sørge for, at de lokale ikke sneg sig ind om natten og brugte swimmingpoolen.

De andre tre havde tilsvarende historier. Scott Helverston, Jerry Zovko og Michael Teague.

Helverston var en frømand, som var så stærk, at han syntes at kunne gøre hvad som helst med de bare næver, men efter militæret arbejdede han som sikkerhedsvagt på en campingplads, hans bare næver skulle der ikke gøre andet end at pege campister ind på de rigtige pladser, og han var truet af personlig fallit. Krigen i Irak gav de fire mænd en mulighed – en mulighed for at tjene mange flere penge, mellem 100.000 og 200.000 dollar skattefrit om året, og det gav dem en mulighed for at vende tilbage til det liv, som for dem alle var et meget bedre liv. Det militære liv.

10. september 2001 – dagen før dagen, dagen før historien slog et meget stort slag – holdt forsvarsminister Donald Rumsfeld en tale til sine medarbejdere i Pentagon. Talen er siden druknet i begivenhedernes gang, men journalisten Jeremy Scahill fremhæver den i sin nys udkomne bog »Blackwater«.

Rumsfeld advarede i talen mod »en alvorlig trussel mod De Forenede Staters sikkerhed. Det er en trussel, som forstyrrer vores forsvar af USA og udsætter vores mænd og kvinder i uniform for unødige risici. Måske tror I, at jeg taler om nogle af verdens værste diktatorer (...) men truslen er meget tættere på os. Det er bureaukratiet i Pentagon.«

Militæret skulle omkalfatres; det skulle være mere som et kapitalistisk foretagende, sagde Rumsfeld, og som han senere skrev i Foreign Affairs: »Vi må fremavle en iværksætter-ånd, en ånd, som opfordrer folk til at være pro-aktive og ikke retro-aktive, og som opfordrer folk til ikke at opføre sig som bureaukrater men som forretningsmænd.«

I Irak fik Rumsfeld sin forretningskrig – sin i mere end én forstand private krig.

Under den første golfkrig havde én ud af 60 amerikanske soldater været privatansatte. Det var chauffører, kokke, mekanikere og andre støttejobs. Men 13 år senere – da den amerikanske hær endnu engang stod på irakisk jord – var tallene helt anderledes. Nu var mellem 100.000 og 180.000 privatansatte en del af krigen, det svarede i runde tal til én privatansat for hver halvanden soldat, og de lavede ikke længere kun mad og kørte lastbiler. De kæmpede i krigen, de var, hvad man i gamle dage og i gamle krige ville have kaldt lejesoldater, og ifølge oplysninger fra den irakiske regering er der i dag 48.000 privatansatte, som arbejder med »sikkerhedsopgaver«.

Arabiske TV-folk var på pletten den dag i Fallujah. De optog det hele, folkemængden, forkullelsen, forbrydelsen, og billederne gik verden rundt, og den mere nysgerrige del af offentligheden spurgte: Hvem i alverden var de fire mænd, som kørte ind i Fallujah, ind i en by, som selv marineinfanteristerne undgik, og som tilsyneladende var så hadede, at de skulle udsættes for sådan en maltraktion?

Svaret var relativt intetsigende. De fire arbejdede for Blackwater, meddelte nyhedsbulletinerne. Blackwater? Hvem i alverden var Blackwater – og hvad foretog Blackwater sig i Irak?

Fallujah ændrede krigen i Irak, og Fallujah bragte Blackwater på den store radar, og det er ikke et tilfælde, at den irakiske regering netop nu har slået ned på Blackwater og midlertidigt frataget virksomheden retten til at operere i Irak.

For Blackwater er så meget mere end de øvrige private enterpriser i Irak. Det er lejesoldater, som verden aldrig har set lejesoldsater før. Sortklædte, med deres egne sorte helikoptere og pansrede køretøjer, med den største og mest avancerede private træningslejr på kloden, med de bedste soldater, der ikke blot er – for at citere Frederick Forsyth – »dogs of war«, nej, det er de hårdeste af krigens hunde. Det amerikanske udenrigsministerium har siden 2004 betalt firmaet 750 mio. dollar, trekvart milliard dollar, for at bevogte amerikanske diplomater og politikere i Irak, og Blackwater har endnu ikke mistet en klient.

Så diplomaterne og politikerne respekterer firmaets mænd, men irakerne – irakerne hader dem.

Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Lejesoldater har altid været mål for et helt særligt had, og det er illustrativt, at det tyske forbund af lejesoldater fra det 15. århundrede – landsknechts – i dag er blevet et synonym for personer med en anstrengt moral og veludviklet frækhed. Lejesoldater har ofte fået tildelt de farligste opgaver, og branchen har ofte tiltrukket de farligste personer.

Blackwater har da også opereret i dele af Irak, hvor ingen andre ville operere, og deres folk var kendte for at skyde først og spørge bagefter, og uden konsekvenser. I juledagene sidste år kom en Blackwater-vagt op og toppes med en irakisk sikkerhedsvagt i den grønne zone i Bagdad. Blackwater-vagten tog sin pistol og skød irakeren ti gange i brystet, og amerikaneren blev bagefter fragtet ud af landet og er nu tilbage i USA. Foreløbigt uden sigtelse eller tiltale.

Chefanalytikeren Peter Singer fra tænketanken Brookings nævner i en nylig kronik i TechDefense et andet eksempel: En ung mand stod i kø for at komme ind i den grønne zone, hvor han ville ansøge om et job. En Blackwater-vagt mente, at drengen kom for tæt på hans bil, og han skød ham.

For hver af disse konfirmerede historier er der dusinvis af ikke-konfirmerede og ikke mere løfterige historier om Blackwater, skriver Singer, og eftersom Blackwater ind til for nyligt ikke kunne retsforfølges under hverken irakisk eller amerikansk civil- eller militær lov, så var de deres egne herrer, en hær i hæren, en stat i staten, og – mente mange irakere – helt ude af kontrol.

Noget af kritikken er sikkert korrekt, men Blackwater må også lide samme skæbne som andre industriledere – de får skylden for, hvad andre i industrien foretager sig. Hvis andre fastfood-kæder gør noget forkert, peger mange fingre af McDonalds. Hvis andre discount-kæder gør noget forkert, peger mange finge af Wal-Mart, og når andre sikkerhedsvirksomheder i Irak gør noget forkert, så peger alle fingre på Blackwater – og der har unægteligt været nogle opsigtsvækkende fejlskud i Irak, bogstaveligt og mindre bogstaveligt.

Afhøringseksperter hos firmaerne CACI International og Titan var nøglepersoner i Abu Ghraib skandalen; ifølge flere af de militære involverede var det de civilt ansatte, som bad dem om at gå hårdt til de irakiske fanger og ydmyge dem. Private soldater fra selskabet Aegis offentliggjorde i 2005 en videooptagelse fra Bagdad. De kørte i en mandskabsvogn, og tilsyneladende uden mening eller motiv begyndte de at skyde efter irakiske civile køretøjer. En Mercedes blev ramt og kørte ind i en taxi, og en hvid varevogn blev beskudt med maskinpistol-ild, og i baggrunden på videoen kunne man høre Elvis Presley synge »Mystery Train«.

Ingen af de private soldater er blevet retsforfulgt.

Og så er der alle de farverige personer, som er dukket op i Irak. Robert Baer, tidligere CIA-stationschef i Mellemøsten, har i Vanity Fair beskrevet nogle af dem:

Gray Branfield, som i 1970erne arbejdede for en paramilitær enhed i Rhodesia, og som i 1980erne flyttede sin gesjæftighed til Sydafrika. Han var en nøgleperson i »Operation Barnacle«, der snigmyrdede anti-apartheid ledere. Han ledede en aktion mod et ANC-hus, hvor 14 sovende personer, bl.a. et barn, blev dræbt. I Irak arbejdede han for virksomheden Hart, og hans identitet kom først frem, da han døde under en aktion i Kut i 2004.

Francois Strydom arbejdede i 1980erne for Koevoet, en paramilitær sydafrikansk enhed, som fik dusører for antallet af Swapo-partisaner dræbt i Namibia. Strydom var ansat af virksomheden Erinys og blev dræbt ved et bombeangreb i 2004.

Deon Gouws tilhørte en anden paramilitær sydafrikansk gruppe, Vlakpaas, og han tilstod at have bezinbombet mellem 40 og 60 anti-apartheidaktivister, dræbt en sort minister i et af de sydafrikanske hjemlande, dræbt en ANC-leder og myrdet ni andre aktivister. Han var også ansat af Erinsys. Gouws kom levende ud af Irak, og han har for nyligt opfordret andre lejesoldater til at holde sig væk: »At tage til Irak er at underskrive sin egen dødsdom. Det er et helvede. Folk vil ikke have os der. Det er ikke alverdens penge værd.«

Gouws har sandsynligvis ret – irakerne vil ikke have de private soldater, og det er også derfor, at den irakiske regering nu gør, hvad den gør. Men problemet for amerikanerne er, at der intet alternativ er.

Den amerikanske venstrefløj hader Blackwater næsten lige så meget som irakerne gør, både af principielle og personlige årsager. Bagmanden bag Blackwater hedder Erik Prince.

Han er formentlig den rigeste person, der nogensinde har tjent i det amerikanske frømandskorps. Hans familie er god for over en milliard dollar, og familien er blandt de helt store bidragsydere til republikanske og konservative formål, så venstrefløjen bryder sig ikke om Prince og Blackwater, og Jeremy Scahills bog om »Blackwater« beviser det. Scahill hører til på venstrefløjen.

Men det er svært for demokratiske kongresmedlemmer at finde deres egne ben. For hvis de kræver Blackwater og private soldater ud af Irak, skal andre militære soldater afsted for at fylde deres pladser, og det vil være alt andet end populært, og dermed er selv oppositionen blev sært afhængige af de private soldater, som ikke fylder i statistikken, hverken i live eller i døden; de er voksne mennesker, som selv melder sig for at tjene penge, og de fylder heller ikke på de militære sygehuse eller som kritikere i avisspalterne, og de gør, hvad de bliver betalt for at gøre, og så er der ikke mere pjat med dem.

I Pentagon opererer man da også ganske sigende med begrebet »total force«, som betyder den hele allierede styrke i Irak, og her regnes de private soldater med.

Det betyder imidlertid ikke, at de private soldater kan gøre, hvad de vil gøre, og derfor forsøgte Kongressen for nyligt at få snor i dem. Kongressen ændrede et enkelt ord i den militære straffelov, og den lille ændring betyder nu, at Blackwater og alle andre private bliver undlagt militærets jurisdiktion.

»Det er temmeligt epokegørende,« siger Peter Singer fra Brookings. I film og på TV bliver private soldater straffet, men det er ikke sket i virkeligheden, og »først nu indhenter politikerne Hollywood«. Lovændringen betyder, at det amerikanske militær for første gang kan efterforske en Blackwater-episode og stille de private soldater til regnskab.

Det var mere end folkemængden i Fallujah nogensinde blev.