Den russiske chefforhandler i det diplomatiske tovtrækkeri forud for FNs racismekonference i næste måned har fjernet de islamiske landes krav om forbud mod religionskritik fra sluterklæringen. Udkastet, som Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af, er også renset for den voldsomme og direkte kritik af Israel.
17. marts 2009, 22:30
De politisk betændte forhandlinger om en sluterklæring, forud for FNs Racismekonference Durban 2 i Geneve i næste måned, tog i går en ny overraskende drejning. Den russiske topdiplomat, der leder forhandlingerne, fremlagde det første gennemskrevne udkast, og det er renset for de islamiske landes omstridte krav om et forbud mod religionskritik.
Formuleringen »defamation of religion« (forhånelse af religion) optræder ikke i udkastet til topmødets sluterklæring. Netop den formulering har været en af årsagerne til, at de 27 EU-lande mandag i samlet trop truede med at boykotte Durban 2-konferencen. De islamiske lande har krævet et forbud mod forhånelse af religion og religiøse helligdomme, men det forbud er altså fjernet fra udkastet, som Berlingske Tidende er i besiddelse af.
Ikke et ord om Israel
Det samme gælder den voldsomme direkte fordømmelse af Israel som en særlig racistisk stat. Ordet Israel nævnes end ikke i udkastet – kun indirekte i henvisninger til tidligere FN-dokumenter om Israels behandling af palæstinenserne.
Netop de islamiske landes kritik af Israel i de hidtidige forhandlingstekster har været en væsentlig årsag til, at USA, Canada og Israel har boykottet forhandlingerne. Også EU-landene gjorde det mandag klart, at de ikke kan acceptere de verbale, ensidige angreb på Israel. Men nu hvor de er ude af forhandlingsteksten sammen med forbuddet mod religionskritik, er EU-landene pludselig mere optimistiske.
»Det er nu de islamiske lande, der har bevisbyrden,« som en kilde i EU-lejren udtrykker det.
Det er således de 57 stater i Organisationen af Islamiske Lande (OIC), der i kommende forhandlinger om udkastet, skal overbevise de andre FN-lande om, at det er nødvendigt at begrænse ytringsfriheden for at beskytte religionen. Det er også OIC-landene, der skal argumentere for en særlig kritik af Israel, og EU-landene satser på, at de islamiske landes hidtidige allierede nu falder fra og støtter det russiske udkast.
EU håber ikke mindst på, at de afrikanske lande vil støtte udkastet, som indeholder en række formuleringer, der stærkt fordømmer racisme, og den del lægger de afrikanske lande stor vægt på. Uden afrikansk opbakning kan de 57 islamiske lande ikke samle flertal, når sluterklæringen skal vedtages på Durban 2 konferencen.
S er tilfredse
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra OIC til udkastet. Men selv om de islamiske lande har et stærkt ønske om at beskytte religion mod kritik og forhånelse efter den danske tegningssag, så har OIC-landene ifølge organisationens generalsekretær, Cheikh Tidoane Gadio, under forhandlingerne erklæret sig villige til at droppe den omstridte formulering: Forhånelse af religion.
I stedet har OIC ifølge generalsekretæren foreslået, at slutdokumentet henviser til den beskyttelse af religionerne, der allerede fremgår af FNs eksisterende menneskerettighedskonventioner.
Herhjemme har den danske regering længe været under pres for at boykotte Durban 2, men det har udenrigsminister Per Stig Møller (K) gentagne gange afvist. Han henviser til, at der stadig forhandles, og at der ikke vil være nogen, der kan forsvare ytringsfriheden, hvis de vestlige lande alle boykotter Durban 2.
Den tilgang er det største oppositionsparti tilfreds med. Og partiets udenrigsordfører hilser det også velkomment, at EU-landene mandag besluttede at takle Durban 2 i fællesskab.
»Det er helt rigtigt at optræde samlet. Det giver ingen mening, at Danmark melder sig ud af forhandlingerne alene,« siger Mogens Lykketoft.
Han erklærer sig samtidig enig i, at det kan blive nødvendigt med en EU-boykot, hvis EUs synspunkter ikke kan blive varetaget.
Mogens Lykketoft vil i dag på et møde i Folketingets udenrigspolitiske nævn spørge Per Stig Møller, om EU-landene er blevet enige om de minimumskrav, der skal opfyldes for, at EU deltager i Durban 2.
»Hvis vi ikke kender spillereglerne, er det jo svært at forholde sig til, om vi skal blive i kampen,« siger Mogens Lykketoft.

































