4. maj 2008, 19:12 – opdateret 4. maj 2008, 20:35

En dansk diplomat beskrev en gang det europæiske samarbejde som bestående af det, som Frankrig og Tyskland kan blive enige om – og som Storbritannien ikke modsætter sig.

Og sådan har det også været i årevis med EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Når man er enige mellem de tre store hovedstæder; Berlin, Paris og London, sker der noget. Hvis de tre falder ud med hinanden som under Irak-krigen i 2003 eller i begyndelsen af 1990erne med Jugoslaviens opløsning, begynder Europa at se latterlig ud på den udenrigspolitiske scene.

Men nu ser der endeligt ud til at ske noget, så Bruxelles kan begynde at tage over fra de tre store nationale hovedstæder.

MAN skal nok ikke fortælle Pia Kjærsgaard noget om det. Men hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen vil have et rigtigt sjovt job i Bruxelles, så bliver den kommende stilling som EUs »udenrigsminister« både mere spændende og mere magtfuld end den noget fade stilling som EUs faste formand (eller præsident om man vil), som han ellers er udråbt som en favoritterne til.

I Bruxelles er forhandlingerne nemlig begyndt med at oprette en diplomatisk stab på flere tusinde medarbejdere, som udenrigsministeren kan trække på fra næste år, Det sker ved en sammenlægning af EU-Kommissionens hidtidige diplomatiske repræsentationer og apparat med Ministerrådets og med forstærkning af nationale diplomater. I en lang række lande verden over bliver der fremover en fælles EU-ambassade til afløsning for diverse nationale.

Samtidig barsler Frankrig med en plan om, at EU også skal have sit eget militære hovedkvarter til at planlægge og styre EUs militære opgaver, hvilket EU ventes at indgå aftale med NATO og USA om næste år.

Og endelig bliver EUs udenrigsminister også næstformand i EU-Kommissionen med den nye traktats ikrafttrædelse næste år. Og vedkommende bliver dermed også den øverste ansvarlige for EUs budget på flere milliarder euro i udviklingshjælp.

SÅ den kommende udenrigsminister får nogle helt andre midler til rådighed end dem, som EUs hidtidige udenrigspolitiske chef Javier Solana har haft til rådighed, siden posten første gang blev oprettet i 1999.

Spørgsmålet er så, om den øgede pondus for udenrigsministeren – som han faktisk stadig ikke officielt må kaldes på grund af britisk modstand – også vil resultere i en mere effektiv fælles udenrigspolitik.

De seneste måneder har ikke lige frem været et fremragende eksempel på de europæiske landes evne til at handle og løfte i flok. Først nægtede en række lande – hovedsageligt på Balkan samt Cypern – at følge det store flertal og anerkende Kosovo som en selvstændig nation. Så hev Grækenland den gamle strid om Makedoniens navn op og blokerede for yderligere fremgang for dette land mod EU-medlemskab. Der er vild uenighed blandt landene om, hvor langt man skal gå i en politisk boykot af De Olympiske Lege i Kina til sommer. Og på det sidste møde mellem EUs udenrigsministre nedlagde Litauen som det eneste land veto mod, at EU indgår en partnerskabsaftale med Rusland.

Det kan ikke blive ved med at gå på denne måde, vrisses der. Derfor er der store forhåbninger til, at den kommende udenrigsminister vil kunne strømline udenrigspolitikken noget mere, idet han fast kommer til at sidde i formandsstolen og lede udenrigsministermøderne.

På papiret bevarer de 27 medlemslande imidlertid deres veto-ret, når den nye traktat er trådt i kraft. Så Grækenland og Litauen eller Cypern kan teoretisk set fortsætte med at sidde og blokere vigtige beslutninger om, hvordan Europa skal fungere på verdensscenen.

MEN der er ingen tvivl om, at man i Washington, Beijing og Moskva fra næste år vil begynde mere at tage telefonen og ringe direkte til udenrigsministeren i Bruxelles frem for at tage runden til London, Paris og Berlin.

Okay. Og hvem skal så have jobbet?

Der er bred enighed mellem hovedstæderne om, at Javier Solana har gjort en god indsats i de sidste ni år, men at tiden nok er kommet til at hente friske kræfter ind. Den svenske udenrigsminister Carl Bildt er stærkt interesseret. Men forventningen er, at posten går til et af de store lande. Frankrig har både den nuværende udenrigsminister Bernard Kouchner og den tidligere Michel Barnier at hive frem. Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer er en joker i spillet, mens den nuværende udenrigsminister i Berlin, Frank-Walter Steinmeier, er et mere sikkert bud.

Det bliver ikke en politiker fra Grækenland, Cypern eller Litauen.