12. juli 2008, 17:42 – opdateret 12. juli 2008, 19:52

GROSNYJ: Timurs ene hånd hviler på et godt skrammet Kalasjnikov-automatgevær.

Fra mundvigen spytter han skaller af gennemtyggede solsikkefrø ud på jorden, mens han med et halvt øje iagttager de forbipasserende i den grønne park i centrum af Grosnyj.

Her, over for det splinternye tjetjenske nationalteater, virker byen næsten fredelig. Der er springvand, blomsterkummer og nyplantede asketræer. Her er en udendørs café og skyggefulde bænke. Et øjeblik er det svært at se, at det meste af Grosnyj, Tjetjeniens hovedby, for få år siden bestod af ruiner.

Men de bevæbnede mænd kaster deres lange skygger over den »normalisering«, som ifølge myndighederne har indfundet sig. Krigens værktøj flyder stadig. Geværmændene er overalt. Uden for caféerne, på hvert andet gadehjørne og ved checkpoints på indkørselsvejene. De skæggede mænd, klædt i skudsikre veste og med automatgeværer, skuler efter de forbipasserende.

»Vi har fred den ene dag. Den næste rammer en bombe,« siger 25-årige Timur, der holder vagt i den lille park.

Som bevis hiver han mobiltelefonen op af militærbukserne og starter en grynet videooptagelse. På de rystede billeder ser man røgen vælte ud fra en café. Folk omkring råber og skriger. Så brager en eksplosion ud af telefonens lille højtaler. Skikkelser falder omkuld.

»Der var blod overalt. To af mine kolleger blev såret,« siger han om det dobbelte bombeangreb, der få dage forinden sårede seks i centrum af Grosnyj.

Timur er 25 år. Han mistede sin far og sin bror, da han var 16 år gammel. I dag fortsætter han selv kampen. Nu som en del af de tjetjenske politistyrker under kommando af den tidligere krigsherre og nuværende tjetjenske leder, Ramsan Kadyrov.

Officielt er der fred i Tjetjenien. Spørger man myndighederne, er krigen, der siden midten af 1990erne anslås at have kostet mindst 100.000 civile og 10.000 russiske soldater livet, for længst forbi. Oprørerne, der ønsker Tjetjenien løsrevet fra Rusland, er gradvist trukket op i bjergene og er nu mere aktive i Tjetjeniens naboregioner.

I stedet er konflikten blevet »tjetjeniseret«. Bid for bid har russerne overdraget magten til Ramsan Kadyrov og hans mænd. Mange af de spredte sammenstød, der lejlighedsvist rammer helt ind i hjertet af Grosnyj, foregår i dag mellem Kadyrovs tjetjenske sikkerhedsstyrker og de tjetjenske oprørere.

Som belønning til Ramsan Kadyrov poster Moskva nu – efter næsten ti års tøven – millioner af rubler i genopbygningen af en region, den russiske hær knuste med bombefly og kampvogne. Langsomt genoplives byen. Grosnyj, der for få år siden blev sammenlignet med Stalingrads eller Dresdens ødelæggelse i 1945, har nu nybyggede boligblokke, et bowlingcenter og butikker, der sælger alt fra vaskemaskiner til vandpiber. Selv Kadyrovs mange kritikere medgiver, at levevilkårene er drastisk forbedret de seneste tre år. Vand, varme og elektricitet – basale fornødenheder der blev fejet bort af krigen – er vendt tilbage til de fleste dele af byen.

Ramsan Kadyrov tager uden blusel æren for det hele. Han markedsfører sig som en frelser på enorme plakater og bannere overalt i byen. Hans skæggede ansigt byder velkommen i den genåbnede lufthavn og langs indfaldsvejene. Skoler, fabrikker og en bokseklub er opkaldt efter den 31-årige tjetjenske præsident. Personkulten omfatter endda en børneafdeling, som opfordrer skolebørn til at indrullere sig i »Kadyrov-klubben«.

»Tak, Ramsan Kadyrov. De har rejst vores by fra asken,« står der på et banner langs Kadyrov-boulevarden, den tidligere Lenin-boulevard.

Kører man uden for centrum, får det skinnende nye Grosnyj dog hurtigt ende. I Oktober-forstaden holder den lokale skole til i en udbombet tidligere fabriksbygning, hvis tre øverste etager består af forkullede murstumper og tomme vindueshuller. I stueetagen går børnene i skole.

»De lovede os, at vi kunne flytte til nye lokaler sidste år. Nu siger de, at der mangler penge,« siger Malika, en 23-årige skolelærer med et mut ansigt og grågrønne øjne.

Både hendes og børnenes generation lever med krigens ar. Malika var ni år gammel, da hendes egen skole blev brændt ned, og den første krig slog hendes familie i stykker. Hun mistede sin far, da en bombe ramte den boligblok, hvor de boede. Hun og hendes to år yngre søster fandt faderens lig i murbrokkerne.

»Mange af mine elever har heller ingen fædre. De er aggressive og urolige, fordi de aldrig er blevet opdraget,« mener hun.

Da myndighederne for nylig ville renovere en børnehave i kvarteret, fandt de en massegrav i bygningens kælder. Børnene talte længe om »knoglerne nede i kælderen«, fortæller hun.

»Selvfølgelig har vi det bedre nu end under krigen. Men børnene er ikke normale. De ved for meget om krig,« siger hun.

De opgravede lig er en makaber bivirkning af byggefeberen i Grosnyj. Fra sit rodede kontor i det centrale Grosnyj forsøger Sjamil Tangijev at kortlægge massegravene. Nye grave dukker op, i takt med at bulldozere og gravkøer river gammelt ned for at bygge nyt. I Kirov-parken fandt bygningsarbejdere 57 lig, da de skulle grave ud til et fundament. Det er sandsynligvis ofre for bombardementerne 1999-2000, da pårørende i hast måtte begrave deres familiemedlemmer, fortæller han.

Sjamil arbejder for Memorial, den eneste menneskeretsorganisation, der har et kontor i Grosnyj. Gruppen modtager jævnligt trusler fra myndighederne, efter at den gentagne gange har kritiseret Kadyrovs mænd og deres angivelige involvering i bortførelser og tortur. Det tolereres ikke. En af Memorials medarbejdere måtte for en måned siden flygte til Storbritannien, efter at hun i et interview på russisk TV havde sat spørgsmålstegn ved Kadyrovs politik.

»Vi må gerne tale om de russiske styrkers forbrydelser. Men al kritik af Kadyrov og hans mænd er forbudt. Det er nærmest ulovligt, hvis man ikke roser Kadyrov,« siger Sjamil Tangijev.

Den nu dræbte russiske journalist Anna Politkovskaja anklagede flere af Kadyrovs nære medarbejdere for at stå bag tortur og henrettelser. Også Memorial har dokumenteret sådanne tilfælde.

Ifølge Tangijev er der mellem 3.000-5.000 uløste sager om »forsvindinger«, mennesker, der er blevet taget af sikkerhedsstyrkerne – russiske og tjetjenske – og aldrig set siden. Det seneste år er antallet af nye menneskeretsbrud dog faldet markant, efter at lederen af den frygtede politienhed, ORB-2, blev udskiftet.

Men kun en brøkdel af sagerne er blevet opklaret. Krigsforbrydelser, som fandt sted under og efter de to blodige krige, har aldrig været underlagt en systematisk retsforfølgelse i Rusland.

»Kadyrov vil kun snakke om genopbygningen. Han foretrækker at glemme fortiden,« siger Sjamil Tangijev.

Sjamil mistede selv begge sine egne forældre i 2000 i en af de notoriske »udrensninger,« der blev gennemført af russiske soldater i kølvandet på den anden tjetjenske krig.

Krigens skeletter lades bedst urørte, hvis man vil leve i det nye Tjetjenien. Den lære har 25-årige Timur draget for længe siden.

Timur – med tyndt fuldskæg, sort T-shirt og militærbukser – patruljerer i dag som en del af det tjetjenske politis specialstyrke, OMON. En af hans opgaver er at jage »terrorister«, som han kalder dem.

Men sådan har det ikke altid været.

For blot to år siden sluttede han sig til sikkerhedsstyrkerne. Før det kæmpede han på den modsatte side i konflikten. Han var »i bjergene« sammen med oprørerne, der opererer fra højlandet i det sydlige Tjetjenien, fortæller han, mens han piller utålmodigt ved sit gevær.

Under et amnesti i 2006 overgav Timur sig til Kadyrovs folk. Der gik mindre end en måned, før han fik et nyt våben og blev sluset ind i sikkerhedsstyrkerne – nu for potentielt at rette geværet mod sine gamle våbenbrødre.

»Jeg forlod bjergene, fordi jeg ville hjem til min familie. Jeg får også løn nu, når jeg arbejder i politiet,« siger han med et grin.

Han bor sammen med sin mor i en lejlighed med varmt vand, gas og nyt køkken. Og hans historie er langtfra enestående. Kadyrovs sikkerhedsstyrker består næsten udelukkende af tidligere oprørere, som får både tilgivelse og lønseddel, hvis de erklærer loyalitet over for Kadyrov.

Det samme gør sig gældende for Ramsan Kadyrov selv. Hans far, Akhmat Kadyrov, kæmpede på oprørernes side i den første krig, men skiftede behændigt til den russiske side under den anden. Den unge Ramsan fulgte sin far, der blev Tjetjeniens præsident. Efter at Akhmat Kadyrov blev dræbt ved et bombeattentat i 2004, overdrog Vladimir Putin magten til den faderløse Ramsan Kadyrov.

På Minutka-pladsen, hvor nogle af de blodigste kampe fandt sted under begge krige, hænger to enorme fotografier af de to statssanktionerede helte: Den tidligere russiske præsident, Vladimir Putin, der beordrede Tjetjenien bombet i 1999, og den evigt smilende Ramsan Kadyrov. Ikke alle de handlende deler dog begejstringen for de to mænd.

»Putin sagde, der var banditter i Tjetjenien, og så bombede han vores by ned til grunden. Er der ikke banditter i Moskva? Så lad os også bombe den,« siger Magomet, der sælger kød på det lille marked.

Men mens Putin får hårde ord med på vejen, så er mange tjetjenere åbenlyst utilpasse ved at tale om Kadyrov. I dag er der ingen opposition i Kadyrovs Tjetjenien, der åbent tør kritisere præsidenten.

De fleste vil hellere tale om, hvordan byen har ændret sig.

»Tidligere turde vi ikke gå på gaden om aftenen. Vi havde intet vand og ingen el. Sammenlignet med det er livet nærmest eventyrligt nu,« siger Vakhna, der sælger kiks og chokolade på det lille marked.

Men mange tjetjenere har svært ved at tro på freden, selv om den har materialiseret sig i skinnende nye bygninger.

»Jeg spørger mine elever, hvad de vil være, når de bliver store. Mange svarer: soldater eller politifolk,« fortæller Malika fra skolen i Oktober-forstaden.

Hun ønsker ikke at vente på den nye skole, de har lovet at bygge. Hun vil hellere forlade Tjetjenien og bo et andet sted i Rusland. Eller i Europa. Hun lytter til popmusik og prøver på den måde at lære engelsk, fortæller hun. For tænk, hvis hun en dag fik chancen for at leve et andet sted.

»Her bliver det aldrig som før krigen,« siger hun.