5. november 2008, 22:30

Nogle ting er så store, at man er nødt til at betragte dem på afstand for at få det hele med.

Så vi er nogle stykker, som trækker os ud af folkehavet og bevæger os bag ud på pladsen. Helt ned til en lille ståltribune bagerst i parken, hvor øverste række giver os et flot overblik – ud over Grant Park i Chicago.

Vi er en fem-seks stykker, og vi har tribunen for os selv. Vi kan se 100.000 mennesker, der er stimlet sammen foran en scene svøbt i blåt stof og amerikanske flag. Vi kan se byens højhuse omkranse parken, som var de i sig selv tribuner i et romersk cirkus. Vi kan se storskærmene, hvor CNN er sekunder fra aftenens sidste, store »Breaking News«. Den nyhed, alle venter på. Den, som er så stor, at vi er nødt til at betragte den på afstand for at forstå den. Vi kan høre gispet, da alle trækker vejret dybt, fordi de ved, at de ikke vil være i stand til at gøre det igen i mange sekunder. Vi hører stilheden. Og så hører vi brølet.

TIRSDAG AFTEN, få sekunder efter klokken 22 lokal tid, får USA en ny præsident. Han er sort. Søn af en kenyansk far og en mor fra Kansas. Opvokset på Hawaii og i Indonesien. Uddannet på de bedste universiteter i USA. Bosiddende her i byen. Hans ansigt ligner ikke ansigterne på de andre præsidenter, som pryder nationens dollarsedler. Hans navn lyder alt andet end amerikansk. Men Barack Hussein Obama er amerikaner. Han er ansigtet på det nye Amerika, som bliver født denne aften.

Men her på tribunen når man også at tænke, at dette ikke kun er en fødsel. Det er måske i virkeligheden mere en begravelse. Selv om Barack Obama er løftet om noget nyt og endnu meget ukendt, er han først og fremmest et farvel til noget meget velkendt.

VALGET AF OBAMA lukker to traumatiske kapitler i USAs historie. For det første racespørgsmålet, som har splittet landet siden borgerkrigen mellem syd og nord. Dermed ikke sagt, at racismen døde i denne uge. Sortes uforholdsmæssige høje andel af unge mænd i fængsel og teenage-graviditeter er ikke forsvundet som ved et trylleslag. Den sorte borgerrettighedsbevægelse er ikke blevet overflødiggjort. Men sorte forældre skal ikke længere fortælle deres børn, at de kan drømme om at blive til alt: Læger, ingeniører, politikere, alt – med undtagelse af én ting. Sorte forældre skal ikke længere fortælle deres børn, at de ikke bør drømme om at blive dét, som hvide forældre fortæller deres børn, at de selvfølgelig kan drømme om at blive: USAs præsident. Det betyder ikke, at Amerika er trådt ind i en postracisme-æra, men et traume er afgået ved døden.

»Vi må ikke fornægte det historiske skifte, som nu er sket,« som den afroamerikanske filminstruktør Spike Lee siger til TV-stationen MSNBC næste morgen: »Noget er forandret. Vi har langt om længe sluppet vores slavefortid.«

BARACK OBAMA HAR SELV udtrykt det på den måde, at den ældre generation af sorte var »Moses-generationen«. Den, som ofrede og kæmpede. Hans egen generation af sorte er »Joshua-generationen«. Den, som har nydt godt af forældrenes kampe, og som nu er parat til at føre flokken mod nye tider.

Lidt på samme måde med det andet kapitel i historiebogen, som lukkes denne aften. Obama er den første præsident, som er barn af babyboomerne. Den første siden Vietnamkrigen, som enten ikke demonstrerede, kæmpede eller på anden vis valgte side dengang. Han var stadig blot et barn. Vietnam-generationen har i 40 år holdt nationen som gidsel i en strid, som har handlet om seksualmoral, om patriotisme, om en ubændig vilje til aldrig at give sig en tøddel i forhold til den anden side. Babyboomerne har, som David Remnick redaktør for magasinet The New Yorker udtrykker det, været den mest »vedholdende og insisterende generation af alle, og det er på høje tid, at vi, som er yngre, men allerede midaldrende, nu smider den på porten. Den har ikke efterladt os meget godt.«

DET ER SÅDANNE TING, som dukker op i tankerne, når man står her på tribunen. Det – og kærlighed. I Barack Obama har amerikanerne fået den mest folkeligt elskede præsident siden Ronald Reagan. Han vil gå ind i Det Hvide Hus med 52 procent af stemmerne, men med over 70 procent af folkets kærlighed. Så mange siger, at de synes om ham. 44 procent siger endda, at de synes rigtig godt om ham.

Blandt dem er Kathrine. En kvinde på omkring de 35 år. Hun har også et efternavn, men det sømmer sig ikke rigtigt at spørge. For Kathrine sidder i en varm omfavnelse med sin kæreste Guillaume på tribunens kysserække, og de har kun tid og åndsnærværelse til at erklære, hvordan Obama fylder dem med håb og giver Amerika en chance til at starte på en frisk, hvordan de føler sig som tilskuere til historiens store motor, hvor meget de glæder sig til at være sammen i den nye verden. En verden, hvor en amerikansk kvinde og en fransk mand kan mødes i Asien og dermed symbolisere en ny tid, hvor verden igen taler sammen og ikke murer sig inde og skændes over Atlanten.

AT GÅ GENNEM CHICAGOS GADER nogle timer senere, er som at gå gennem en musical. Michigan Avenue, den lange og brede indkøbsgade, er lukket for biler. Vejen er i stedet fyldt med mennesker, som er nødt til at udtrykke sig og udtrykke sig, så det ikke kan misforstås.

Ved en rytterstatue har hashrygende unge sat deres guitarer på repeat, og Nirvana blandes med »We Shall Overcome«. To store collegefyre i Obama-trøjer løber hen ad gaden med store, schweiziske kobjælder, og højhusene kaster larmen fra bjælderne frem og tilbage. Folk griner, folk jubler, folk græder. Især græder. Det er én stor tudefest.

Natten har sænket sig over byen. På hjørnet foran hotellet står en gruppe af unge sorte. De spærrer det meste af fortovet. De har hættetrøjer på, deres bukser hænger langt nede på bagdelene, og de har alle noget i hænderne. For to dage siden ville folk være gået over på det andet fortorv. Men så ser vi, hvad det er, de har i hænderne. Det er skilte. På et af dem står »Obama«. På et andet »Durbin« – statens hvide senator. Og alle har de sat et badge på deres trøjer med ordene »I voted« – jeg stemte.

Dette er ikke en bande. Dette er demokratiets nye fortrop. De er det nye Amerika, som blev født tirsdag aften.