6. april 2004, 09:30 – opdateret 10. maj 2004, 15:00

Baggrund

Hun havde været så smuk, da hun sad der bøjet over ildstedet. Nu lå hun som et gabende sår midt i en blodpøl. Hun havde fået skåret maven op, mens hun stadig var i live, og de havde tvunget ham til at spise fostret. Hans kone var død, fordi hun var tutsi. Dræbt af naboer. Og han, en hutu, havde spist deres fælles barn, som straf for at være gift med en tutsi.

I 1994 kogte Rwanda over. Hutuer greb mancheter og slagtede tutsier i et væk. På 100 dage mistede mere end 800.000 mennesker livet i Rwanda. Folkemordet i Rwanda bliver kaldt det 20. århundredes mest effektive folkemord, og det er ikke uden grund. Med et gennemsnit på godt 10.000 dræbte om dagen var hutuernes udryddelsesmetoder mere effektive, end nazisternes koncentrationslejre var det.

Tutsier og hutuer havde frem til folkemordet levet fredeligt side om side. De giftede sig med hinanden, talte samme sprog og delte traditioner. Så hvorfor kunne det gå så galt? Hvorfor kunne familiemedlemmer og naboer dræbe hinanden på den grusomste facon i alle kroge og egne af Rwanda?

Borgerkrig i Rwanda

Fire år før folkemordet havde en tutsidomineret hær, den Rwandiske Patriotiske Front, RPF, angrebet Rwanda. Det angreb udløste allerede dengang drab på tutsier.

RPF krævede, at Rwandas præsident Juvenal Habyarimana og hans hutudominerede parti åbnede for den magt, som præsidenten havde tilkæmpet sig under et kup i 1973. Frem til 1992 var der kun et parti, og det var præsidentens.

RPF krævede også, at eksil-tutsier kunne vende tilbage til Rwanda. De var flygtet til nabolandene i 1959, da hutuer gjorde oprør mod den dominans, som kolonimagten Belgien havde givet tutsierne.

Kravene fik de opfyldt i 1993. Den rwandiske regering og RPF nåede i august frem til en fredsaftale, der både gav RPF en plads i regeringen og lod flygtningene vende hjem. I 1994 var aftalen bare ikke sat i kraft endnu.

Arkitekterne bag folkemordet

Udsigten til at miste magten til tutsierne gav fælles fodslag for en gruppe ekstremister. De dannede et netværk, der gik under navnet Zero Network. Tre af dem var præsidentens kones brødre. De øvrige var militærfolk, offentligt ansatte og forretningsfolk. Alle havde de det tilfældes, at de sad i magtfulde stillinger.

Zero Network udviklede planen for folkemordet i løbet af to - tre år og fik hjælp af ekstremistiske journalister, intellektuelle og lokale politikere til at forme den stemning, der fik almindelige hutuer til at dræbe.

Siden 1993 havde en ekstremistisk radiostation for eksempel tudet hutuernes ører fulde af had. De havde messet om og om igen, at det demokratiske mindretal, tutsierne, ville undertrykke og dræbe det demokratiske flertal, hutuerne. Hutuerne skulle derfor gribe til våben for at redde deres liv. Og det gjorde de.

Hutuerne går amok

Den 6. april 1994 omkom præsidenten sammen med Burundis præsident Cyprien Ntariyamiras, da deres fly blev skudt ned af ukendte gerningsmænd. Da nyheden blev kendt, begyndte massakrerne.

Nedslagtningen startede i hovedstaden Kigali og spredte sig derfra som en steppeild til resten af landet, fordi tutsier angiveligt skulle have skudt flyet ned, påstod ekstremisterne.

Det var to store militser, der ledte an i myrderierne i Kigali. Den ene milits tilhørte præsidentens eget parti. Den anden blev skabt af et nydannet ekstremistisk parti to år før folkemordet.

Belgien fodrer planen

De første, der blev ofre, var hutuer, der ikke støttede ekstremisterne. Det var politikere og menneskeretsfortalere. Dagen efter gik det ud over ti belgiske soldater fra FN's fredsbevarende styrke og Rwandas moderate ministerpræsident, som de ekskorterede.

Den fredsbevarende styrke havde FN allerede sendt til Rwanda i 1993.

Soldaternes død fik Belgien til at trække alle sine tropper ud af Rwanda øjeblikkeligt, selv om de udgjorde en stor del af den fredsbevarende styrke. Efterfølgende overtalte Belgien FN's Sikkerhedsråd til at skære ned på resten af styrken.

Sikkerhedsrådet bakker Belgien op

Den 21. maj trak FN hovedparten af den fredsbevarende styrke ud af Rwanda. 270 soldater blev tilbage. Og det selv om efterretningerne på det tidspunkt pegede på, at der var tale om et folkemord.

I 1993 havde Belgien og Frankrig blandt andet modtaget en rapport, som advarede om, at etnisk had, styret af en magtelite, prægede Rwanda. En anden rapport fra samme år udarbejdet af FN konkluderede direkte, at der var optræk til folkemord.

Så sent som i februar 1994 havde den daværende belgiske udenrigsminister, Willy Claes, desuden besøgt Rwanda. Han beskrev dengang situationen som "fem minutter før midnat" og havde i den forbindelse anbefalet, at den fredsbevarende styrkes mandat skulle ændres til et fredsskabende. Det ville give styrken mulighed for at gribe ind, mens det fredsbevarende mandat, som de havde, kun gav soldaterne lov til at observere.

Alligevel vendte Belgien på en tallerken, da de ti soldater blev dræbt, og med sig tog Belgien resten af FN's Sikkerhedsråd.

Frit slag

I det øjeblik de fredsbevarende styrker forlod kirker og andre steder, hvor tutsierne havde søgt tilflugt, rykkede hutuerne ind med mancheter og slagtede løs på de forsvarsløse tutsier.

Belgien har efterfølgende erkendt, at de fredsbevarende styrker kunne have begrænset antallet af døde, hvis de havde fået mandat til at gribe ind, og flere styrker var sendt til landet.

Verden er ved at vågne

Tre uger efter flystyrtet begyndte verden så småt at få øjnene op for situationen i Rwanda. På det tidspunkt havde 100.000 mistet livet, og mere end 1,3 millioner mennesker var på flugt.

Men fordi Frankrig holdt fast i, at det var en borgerkrig mellem RPF og Rwanda, der var årsag til urolighederne, koncentrerede medlemmerne i Sikkerhedsrådet sig om flygtningene. De lyttede til Frankrig, der var engageret i Rwanda, som en af de få.

Men Frankrig havde for længst valgt at lytte til Rwandas præsident og de partikollegaer, der overtog magten efter flystyrtet. Frankrig havde støttet Rwandas præsident og hans styre i kampen mod RPF både militært og politisk lige fra starten af 90erne.

FN's Sikkerhedsråd nøjedes derfor med at anerkende, at der var behov for at beskytte flygtningene, der strømmede ud af landet, men der var ikke tale om at gribe ind i en borgerkrig i et suverænt land. Det var en sag, som Rwanda selv måtte løse.

Halvanden måneds forsinkelse

Ikke før halvanden måned efter folkemordets begyndelse besluttede FN's Sikkerhedsråd sig for at gøre noget ved situationen. Den 17. maj vedtog rådet at øge sine styrker i Rwanda til 5.500 mand og ændre mandatet, så de kunne gribe ind.

Det på trods af USA's modstand. USA ville ikke kalde drabene i Rwanda for et folkemord, men kun, da de blev presset, 'folkemordslignende handlinger'.

I et internt notat dateret 1. maj advarede en embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium mod at bruge ordet. I notatet står der: "Genocide finding could commit [the US Government] to actually "do something".

USA havde kort tid forinden vedtaget et afgørende direktiv. Det krævede, at risikoen ved at sende amerikanske soldater ud i en humanitær intervention blev vurderet til bunds, før man ville sende soldater af sted. Direktivet blev vedtaget efter, at 18 amerikanske soldater blev dræbt i Somalia.

FN glemte at informere

FN's Sekretariat, som skulle holde Sikkerhedsrådet løbende orienteret, undlod desuden at videregive vigtige efterretninger.

Blandt andet fik Sekretariatet en fax i januar fra den fredsbevarende styrkes kommandør i Rwanda, General Romeo Dallaire. Han havde modtaget informationer fra en militsmand, som indikerede, at tutsierne skulle udryddes.

Jean Pierre, som kilden blev kaldt, fortalte, at alle tutsier i Rwandas hovedstad Kigali var ved at blive registreret. Han fortalte, at der var planer om at dræbe oppositionspolitikere og belgiske styrker. Og så fortalte han også, at hans milits havde 1.700 grupper af 40 mand fordelt rundt omkring i Kigali, og de var alle trænet til at dræbe.

Efterfølgende har undersøgelser vist, at FN's Sekretariat havde alle de efterretninger, der skulle til. De vidste, at det var et folkemord ti dage efter massakrernes begyndelse, men ville som alle andre ikke se det.

Ingen må begå folkemord

De 5.500 fredsskabende styrker var først reelt på plads i Rwanda 24. august, fire måneder efter folkemordets begyndelse. FN's medlemslande var for langsomme til at bidrage med mandskab og materiel. Men på det tidspunkt var det for sent. Folkemordet var overstået.

USA's tidligere præsident Bill Clinton har efterfølgende undskyldt sig med, at han ikke vidste nok om situationen i Rwanda.

I 2000 udtalte USA's nuværende præsident, George W. Bush: "Hvis, Gud må forbyde det, et nyt Rwanda skulle forekomme, vil vi ikke sende vores tropper ud for at stoppe et folkemord, hvis det foregår udenfor vores strategiske interesser."

Frankrig er heller ikke kommet med en undskyldning for forløbet.

Tværtimod fremhæver Frankrig, at de i første omgang overtalte Sikkerhedsrådet til at engagere en fredsbevarende styrke i Rwanda. De fremhæver også, at de sendte en midlertidig fransk styrke til Rwanda, mens FN's fredsskabende styrke blev samlet.

Den styrke brugte Frankrig blandt andet til at hjælpe flere af folkemordets arkitekter til Zaire i beskyttelse for det retlige efterspil.

FN's konvention om forebyggelse og straf, i populær tale Folkemordskonventionen, forbyder folkemord på alle tider, alle steder og i lande, som ikke har underskrevet konventionen.

Men når verden ikke vil se, at der foregår et folkemord, så hjælper et forbud ikke. Man kan jo ikke forbyde noget, som ikke sker.