20. april 2005, 03:30

Portræt

BERLIN: »Det, kirken ikke kan forhindre, velsigner den,« sagde den tyske forfatter Kurt Tucholsky engang.

Kurt Tucholsky kendte ikke sin landsmand, den 78-årige kardinal Joseph Ratzinger, der i går blev valgt som den 265. pave og i fremtiden vil virke under navnet Benedikt XVI. Ratzinger er kommet frem i verden, fordi han søger at afværge, hvad mange katolikker ønsker, og anbringer dem på et sidespor, hvis han ikke kan overbevise dem.

Det nye overhoved for den katolske kirke er således så konservativ, som det kan lade sig gøre i det 21. århundrede. Der var engang, hvor han troede på reformer, men studenteroprøret 1968 forskrækkede ham. Han søgte tilbage til det oprindelige. Derfor, og for sine meningers mod, udnævnte pave Johannes Paul II ham 1981 til præfekt for Troslærekongregationen i Rom, en slags kommissær til nedkæmpelse af afvigende meninger. Ratzinger, søn af en landbetjent fra Bayern, udførte sin opgave til pavens tilfredshed. En srilankansk præst blev udstødt af kirken, fordi han stillede spørgsmål omkring fundamentale, katolske begreber som synd og jomfrufødsel. En amerikansk gejstlig fik et fur, fordi han gik ind for den såkaldte befrielsesteologi, der blandede marxistisk tankegods med religiøse bestræbelser for at hjælpe fattige i Den tredje Verden. Selv den schweiziske teolog Hans Küng, der 1966 ansatte Ratzinger ved universitetet i Tübingen, måtte se sig skubbet ud i kulden, fordi hans udlægning af den katolske lære var for liberal. Er man positiv, kan man sige, at Benedikt XVI ikke lader sig forlede af personlige bekendtskaber. Andre vil kalde ham en kold teoretiker, en fundamentalist, for hvem troen er vigtigere end tanken.

Professoren
Ratzinger er kun den ottende pave fra Tyskland i løbet af godt tusind år, og han er en tysk skæbne på godt og ondt. Faderen var antinazist, men moderen og børnene deltog i Det tredje Riges foreningsliv, næppe af overbevisning, men fordi de fleste i den lille by Marktl am Inn gjorde det. Han var lige fyldt 18 år, da Anden Verdenskrig sluttede, og fik en kortvarig karriere som antiluftskytshjælper. Han blev taget til fange af amerikanske soldater. Broderen Georg, tre år ældre, var soldat i Frankrig, Holland, Tjekkoslovakiet og ved fronten i Italien.

Selv Georg, et musisk menneske og pensioneret kapelmester ved domkirken i Regensburg, kalder sin lillebror »meget rationel«. De blev viet som præster samme dag. Joseph Ratzinger blev professor i dogmatik og fundamentalteologi med embeder i Bonn, Münster og Tübingen. Det var han god til. Som sjælesørger var han elendig. Et fornemt embede som ærkebiskop af München holdt han kun til i tre år. Hans udstråling var kold. En af hans tidligere studenter fortæller, at han ikke er af den slags, som kunne finde på at lægge en hånd på en andens skulder.

Apostlen
I den katolske kirke, der ud over jævnlige skandaler lider af medlemstilbagegang i Europa og Nordamerika, fordi mange sognebørn ikke føler, at den følger med tiden, kan det blive et problem. Johannes Paul II, som Benedikt XVI afløser, var på linje med denne i grundlæggende, teologiske spørgsmål. Det var derfor, han hentede ham til Rom. Men den polskfødte pave havde en personlighed, der gjorde det konservative rundere. Johannes Paul II var en slags kirkens Ronald Reagan. Han var også en radikal politiker og et forsonende menneske. Han var en af de mænd, der muliggjorde Murens fald og demokratiets indførelse i Østeuropa, og han var den første pave, der gik hele vejen for at skabe bånd mellem den katolske kirke og jødedommen. Allerede som præst i Krakow nægtede han at døbe en ung mand, fordi denne under krigen af sin jødiske mor var blevet anbragt hos en katolsk familie for at redde livet. Karol Wojtyla, som paven hed dengang, respekterede drengens jødiske rødder, hvilket ikke mange i Polen - eller den katolske kirke - ville have gjort dengang. Ville Joseph Ratzinger have handlet tilsvarende?

Ikke desto mindre prøver Benedikt XVI at vise sig så menneskelig, som han kan. Optimister vil henvise til, at alene hans valg af navn vækker håb. Benedikt XV var pave fra 1914 til sin død 1922. Første Verdenskrig prægede hans virke. Han så sig som fredsapostel og forsøgte - forgæves - en mægling, der kunne have sluttet krigen et år tidligere. Krigen gjorde ham til internationalist, han foragtede det nationale. Den nye pave bliver leder af den måske største multinationale organisation i verden. Han vil stå i spidsen for én milliard mennesker i globaliseringens tidsalder. Det interessante bliver at se, om han vil handle som en humørløs koncernchef eller en humanistisk kosmopolit.

Limousinen
Benedikt XVI har næppe den star quality, som gjorde Johannes Paul II til den bedste pr-agent, den katolske kirke kunne ønske sig. Personlig er han beskeden. Broderen Georg siger, at Ratzinger hidtil har besøgt ham i Regensburg fire gange om året. Den nye pave har et hus i forstaden Pentling. De plejer at spise til middag hos Georg i byen og om aftenen hos lillebroderen. Bagefter vasker de op sammen. De ringer til hinanden hver søndag eftermiddag. Og der er faktisk en morsom historie om Joseph Ratzinger, selv om man ikke skulle tro det. Da Joseph var fem år, fortæller Georg, besluttede han, at han ville være kardinal. Han havde set den lokale indehaver af embedet ankomme til en højtidelighed i en limousine. Det imponerede Joseph, der indtil da havde murerfaget som sit professionelle mål. Nu har han overhalet sin egen drøm. Benedikt XVI er blevet pave. Det kan være, han i det begrænsede åremål, han synes at have til rådighed, kan udfylde sin plads på respektabel vis. Det er jo muligt, som Tucholsky også sagde, at man med tiden vænner sig til tiden.