17. september 2008, 18:49 – opdateret 17. september 2008, 20:40

Tyskland har haft syv forbundskanslere, man er på den ottende, og der er formentlig ingen, der har kunnet virke så arrogant som Helmut Schmidt, indehaver af embedet 1974-1982. Schmidt siger selv, at han »ofte har været utålmodig og undertiden næsten uhøfligt direkte«. Sådan kan man også kaldet det.

Men han var også en af de bedste af slagsen, og derfor er der grund til at lytte, eller læse, når han har noget at sige. Om tre måneder fylder han 90 år, og nu har han skrevet sin måske sidste bog. »Mod slutningen af mit liv ville jeg skrive op, hvad jeg tror, jeg har lært politisk i løbet af årtierne,« siger han beskedent i begyndelsen. Der følger mere end 300 veloplagte sider om alt mellem himmel og jord, men mest om Tyskland, om Europa og Amerika. Danmark nævnes overraskende ofte, om end ingen politiker fremhæves ved navn, i modsætning til kolleger fra andre lande.

En brugsanvisning

Schmidt er født i Hamburg og betragter sig som hanseborger, en slags patricier, der lægger vægt på at tjene fædrelandet, opføre sig anstændigt og i betragtning af Anden Verdenskrigs rædsler – han deltog som officer – arbejde for freden. Han er så gammeldags, at han sætter pligter før rettigheder.

Hans bog er en slags brugsanvisning til det 21. århundrede på baggrund af erfaringerne i det foregående århundrede. Den er bedst, når den kommer med praktiske råd fra det politiske maskinrum. Han kalder det »en ligefrem absurd forestilling«, at partiers og regeringers topfolk skal være personlige venner. »Hvad der tæller er loyalitet, solidaritet, tilforladelighed,« skriver han. Det gælder åbenbart i særdeleshed for forgængeren Willy Brandt. De var begge socialdemokrater, Brandt fik nobelprisen for sin udsoning med Østeuropa og var partiets bankende hjerte. Det synes ikke at imponere efterfølgeren. »Brandt var ikke tilhænger af forfatningsretlige, militærstrategiske eller økonomiske analyser, han søgte og fældede sine afgørelser mere gennem samtaler i sine umiddelbare, personlige omgivelser.« Han var altså en følelsesperson, påpeger Schmidt. Der er ikke noget at sige til, at Brandt blev elsket af sine tilhængere, mens Schmidt blev respekteret.

Det faldt i Helmut Schmidts lod mere at være krisemanager end at agere den store visionær, om end han hævder at være medopfinder af euroen. Måske svarede jobbet som politisk akutlæge mere til hans natur end udformningen af dristige tanker. Han måtte bekæmpe terrorgruppen Baader-Meinhof, der bortførte og myrdede politikere, embedsmænd og almindelige borgere. Han forsvarede den såkaldte dobbeltbeslutning, der betød, at man truede Sovjetunionen med en udvidelse af Vestens atomarsenal, hvis russerne ikke gik med til nedrustning. Baader-Meinhof ser han ideologisk forbundet med nazismen. Fredsbevægelsen, der – på et grundlag, som siden har vist sig forkert – søgte at forhindre dobbeltbeslutningen, kalder han psykotisk. Samme betegnelse bruger ham om modstanden mod social- og arbejdsmarkedsreformer de seneste år.

Politikerjaget

Schmidt er altså en hård banan, men han har haft tid til at tænke over politikerlivet. Således er det gået op for ham, at han nogle gange har haft bedre informationer om verden efter afgangen som regeringschef, end da han var i embedet. »En forbundskanslers eller ministers kalender tillader kun lidt tid til forberedelse af næste aftale,« skriver han. »Man jages fra den ene samtale til den anden, fra om morgenen klokken ni til om natten klokken tolv, og må i løbet af en dag drøfte fuldstændig forskellige emner med seks-syv-otte forskellige partnere. Indimellem skal man lige i Forbundsdagen og holde en lille tale,« sukker han. Som privatmand har man bedre tid og kan som pensioneret kansler alligevel få en aftale med hvem man ønsker, ræsonnerer han.

Den 89-årige, der stadig passer sit arbejde som udgiver af Die Zeit, Tysklands svar på Weekendavisen, er heller ikke imponeret af aktive tyske politikere. Han anerkender, at de fleste er drevet af viljen til at forbedre deres land, men mange tør ikke gøre, hvad der virkelig er nødvendigt, f.eks. modernisere samfundet, selv om det er upopulært, mener han. Adskillige har et indtryk af nabolandene og USA. »Men en, der aldrig har oplevet Kina, Indien, Rusland, Latinamerika og Afrika, er egentlig ikke rustet for sin politiske profession.« Man skal også kunne to fremmedsprog, mener han. Ud fra den målestok dumper de fleste i Forbundsdagen. Måske også i Folketinget.

Danmark misundes

Ikke desto mindre får Danmark gode karakterer. Sammen med bl.a. Østrig og andre nordiske lande fremstilles det gang på gang som eksempel på »en meget succesrig socialøkonomisk forandringsproces«, mens Tyskland, Frankrig og Italien ifølge Schmidt har sovet i timen. Det er pensions- og arbejdsmarkedsreformerne, det drejer sig om, og den gamle kansler er fuld af misundelse.

En stor del af bogen beskæftiger sig med Tysklands syn på omverdenen, og omverdenens syn på Tyskland. Den tyske befolkning slæber stadig, og med god grund, mener Schmidt, rundt på fortiden, og selv om naboerne er blevet mere forstående, skal man ikke stikke næsen for langt frem, siger han. Om danskerne hedder det f.eks., at de »også i underbevidstheden har en latent mistro over for tyskerne. Men de skjuler den godt med stor beskedenhed og er høflige og jovialt gæstfri over for os. Heller ikke her er det begivenheder fra den grå fortid, ikke den århundreder lange strid om Slesvig-Holsten og kampen om Dybbøl, men det tyske overfald 1940 og den følgende besættelse, som for danskerne gør det nærliggende at omgås tyskere med forsigtighed. Vi må ikke undre os, hvis danskerne hellere vil læne sig op ad deres skandinaviske naboer og det fjerne England end det nære, men alt for store Tyskland,« skriver Schmidt.

Nordtyske sejlsportsfolk – han er selv en af dem – kender hver lille havn i det syddanske øhav og næsten alle deres restauranter, hedder det. »Men i det øvrige Tyskland er det kun Den lille Havfrue i København og eventyrdigteren H. C. Andersen, som har kunnet trænge igennem. Alligevel har det mangeårige partnerskab i EU bragt danskere og tyskere nærmere hinanden,« skriver han.

Selv om Helmut Schmidt som kansler forstod at føre sig frem, maner han tyske politikere, herunder regeringen, til lav cigarføring, når det gælder om international indflydelse. »Vores felt er ikke verdenspolitikken. Vores felt er vore naboer i Europa, med hvilke vi vil leve i god fred,« hedder det. Han advarer især tyske ministre mod at blande sig i Mellemøsten og har svært ved at se fornuften i at sende tropper til Afghanistan, for ikke at tale om destinationer endnu længere væk. Selv i Europa »er det kun Frankrig, der har mulighed for at spille en lederrolle«, skriver Schmidt.

Sårene

Disse vurderinger virker en kende antikverede. I Mellemøsten har såvel Israel som palæstinenserne, og en række arabiske lande udtrykt anerkendelse af tyske mæglingsforsøg. Trods problemerne i Afghanistan – og projektets mulige forlis – kunne Tyskland dårligt undslå sig at medvirke efter 11. september 2001. Selv franskmænd vil formentlig betvivle, at de er de eneste, som har evnerne til at holde sammen på Europa. Mange udenlandske stats- og regeringschefer håber på lederskab fra den nuværende kansler Angela Merkel. Det er også tvivlsomt, om traktaten om en fast forbindelse over Femern Bælt kunne være underskrevet, eller SAS’ bejleri over for Lufthansa foregå uden protest, hvis ikke forholdet mellem Danmark og Tyskland var ændret markant den sidste snes år. Men Schmidt har formentlig ret i, at »de sår, som Tyskland har tilføjet sine naboer, kun delvis er helet; de kan bryde op igen«.

Det er mere diskutabelt, om »vi tyskere forbliver en udsat nation – udsat såvel i det indre som det ydre«, som det også hævdes. Man kan håbe, at Schmidt lider af den angst, han selv betegner som en form for nationalsport. Men det er en ærlig og meget læseværdig bog, og man må ønske, at der, trods alle omstændigheder, kommer en til.