19. december 2008, 22:30

BERLIN: Da Helmut Schmidt i slutningen af 1970erne var til EU-topmøde i Danmark, var der på et tidspunkt optræk til uro. Tysklands forbundskansler var pludselig forsvundet, ingen kunne finde ham, og i betragtning af, at hans hjemland var hærget af terrorgruppen Rote Armee Fraktion, var der ikke noget at sige til, at såvel hans egne som danske sikkerhedsfolk var noget hektiske.

Schmidt var væk i flere timer. Til sidst blev han opsporet. Han sad i baren på Royal Hotel i København, helt alene. Han nød en drink og røg mentolcigaretter, hvad man dengang kunne inden døre uden at komme i konflikt med ordensmagten. Han virkede glad og afslappet og en smule stolt over at have spillet sine vogtere et puds.

Historien fortæller tre ting om Schmidt. For det første, at han altid er gået egne veje. For det andet, at han har en vis forkærlighed for Danmark. For det tredje, at han ryger som en skorsten.

Det er tredive år siden, og de færreste tyskere kan huske klart, hvordan det var under Schmidts regeringstid. Mange var ikke født dengang. Alligevel er han allestedsnærværende. Han gik af 1982, men blev for nylig på forsiden af magasinet Vanity Fairs tyske udgave udråbt til Den evige Kansler. Lillejuleaften fylder han 90 år, og ikke mange øjne vil være tørre.

Arrogancen
Hans popularitet er i første omgang uforståelig. Han lefler ikke, han sætter tvært­imod en ære i at fornærme folk, om end det sker sjældnere nu end tidligere. Han er formentlig den af Tysklands otte forbundskanslere, der har virket mest arrogant, og han har jævnligt drevet sit eget parti, det socialdemokratiske SPD, til vanvid. Ikke desto mindre blev han i begyndelsen af året kåret til landets sejeste fyr i en meningsmåling. Skuespilleren og muskelmanden Til Schweiger, der kunne være hans barnebarn, måtte nøjes med andenpladsen.

Schmidt har en kvalitet, som efterhånden er sjælden, også hos ledende politikere. Han tror på sig selv, er overbevist om, at han har ret, og gennemfører, hvad han mener er rigtigt, skønt store dele af befolkningen, tvivler eller er imod. »Når man i dag sætter pris på hans dømmekraft skyldes det først og fremmest, at han er i besiddelse af den,« som en af hans politiske modstandere, Antje Vollmer fra partiet De Grønne, siger.

Presset
Han har ikke mindst vist det som krisemanager. Han bekæmpede Rote Armee Fraktion, der bortførte og myrdede politikere, embedsmænd og almindelige borgere, og afviste tidligt at lade sig afpresse af terrorister. Det var Schmidt, der beordrede et kapret Lufthansa-fly i Mogadishu stormet 1977; alle passagerer og besætningen – med undtagelse af kaptajnen, som var blevet myrdet tidligere – overlevede. Siden udviklede og forsvarede han NATOs såkaldte dobbeltbeslutning, som truede Sovjetunionen med et øget atomarsenal, hvis ikke russerne gik med til nedrustning. SPD var ved at flække på tværs over initiativet, det samme var Socialdemokratiet i Danmark og andetsteds. Den sidste, sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov har siden sagt, at det var dobbeltbeslutningen, som fik ham til at opgive at holde sammen på det totalitære imperium.

Schmidt så også de store linjer i økonomien. Han var en af idémændene bag den fælles møntfod, euroen, og de såkaldte G 8-møder, der begyndte som en mindre kaminpassiar på et slot i Frankrig. Han var også en ivrig forfægter af transatlantiske forbindelser, om end han ikke var den store beundrer af den daværende præsident Carter. »Hvordan kan man blive amerikansk præsident og hedde Jimmy,« som han fnyste.

Presset, som hviler på enhver regeringschef, ikke mindst i en krisetid, gik ikke sporløst over Helmut Schmidt. Han måtte igennem flere hjerteoperationer og fik en pacemaker. Da det var værst, besvimede han med jævne mellemrum, og hans korttidshukommelse kunne sætte ud uden varsel. Da hans hustru Loki – de har kendt hinanden siden skoletiden – engang besøgte ham under en indlæggelse og nævnte, at den sovjetiske leder Bresjnev snart ville komme til Tyskland, spurgte han: »Hvem er Bresjnev?« Hukommelsen kom hurtigt tilbage, men helbredet har været en konstant udfordring.

Faderfiguren
Schmidt var god til at optræde som faderfigur. Svendeprøven aflagde han tidligt, som indenrigsminister i delstaten Hamburg, da et digebrud satte byen under vand 1962. Forbundskansler Angela Merkel, fra det borgerlige CDU, holdt forleden en tale for Schmidt og fortalte, hvordan hun som barn havde fulgt med i dramaet bag Muren i DDR. Merkel er født i Hamburg og havde stadig familie i hansestaden, og hun glemmer aldrig, hvordan hun opfattede Schmidt som en hurtig og ubureaukratisk redningsmand. »Han formåede, gennem sit nærvær i nødens stund, at formidle en vigtig følelse til min familie: Tillid. Hvad, mine damer og herrer, kan man sige mere om en politiker?«

Det usædvanlige er, at Schmidt stadig udløser stor tillid hos tyskerne. Hvis han stillede op til et direkte kanslervalg i morgen ville han være sikker på at vinde, viser opinionsmålinger. Han har noget at have det i, fordi han har vist sig skridsikker under vanskelige forhold. Køligt set er det tvivlsomt, om han kunne være en god regeringschef i dag. Dels var også han i 1970erne omdiskuteret, og delvis hadet, af sine partifæller, der mente han var kold og konservativ. Dels er tiden i dag en anden. Schmidt havde medierne i sin hule hånd, TV-udbuddet var beskedent, og der var intet internet. Alt fungerede langsommere. Han var heller ikke en ubrudt succes. I hans sidste regeringsår eksploderede ledigheden, og selv om han så, at velfærdsstaten styrede mod ruinen, hvis den ikke blev beskåret, veg han tilbage for reformer – lige som, i øvrigt, hans efterfølger Helmut Kohl fra CDU. Helmut Schmidt havde heller ikke den umiddelbare varme og folkelige egenskaber som forgængeren, SPD-lederen Willy Brandt. Denne var elsket af sine tilhængere. Schmidt var respekteret.

Forbilledet
Sådan er det for så vidt stadig, selv om Brandt for længst er død. Schmidt er en slags levende monument over en svunden tid, som dog ikke ligger så langt tilbage, at man ikke kan lære af den. Merkel søger jævnligt råd hos ham, det samme gjorde forgængeren Gerhard Schröder. Finansminister Peer Steinbrück betragter ham som sit forbillede, og de to spiller jævnligt skak. I reglen vinder Steinbrück, afslørede nyhedsmagasinet Der Spiegel for nylig. Die Zeit, Tysklands svar på Weekendavisen, hvor Schmidt er medudgiver, har markeret fødselsdagen med to særtillæg med bidrag af Merkel, Frankrigs tidligere præsident Valery Giscard d’Estaing og USAs tidligere udenrigsminister Henry Kissinger. De to sidstnævnte er nære venner, men man er stadig De’s. Ingen kunne drømme om andet, og slet ikke den brøsige Schmidt.

Måske fælder han alligevel en tåre på tirsdag. I det store regnskab har han, siger også tidligere modstandere, gjort det godt. Han er en stor tysker, og den 85-årige Kissinger fortalte i en fødselsdagsudsendelse tidligere på ugen, at han håber at dø først, »for jeg vil ikke leve i en verden uden Schmidt«. Mere kan man som evig kansler vel ikke ønske.