16. maj 2008, 22:12 – opdateret 16. maj 2008, 22:29

Motorvejen er tætpakket med lastbiler i militærfarver, hvor ladene er tætpakket med soldater. De står mast ind mellem hinanden som sild i en tønde. Vi tæller elleve køretøjer i blot én enkelt kolonne, men selv hærens ressourcer er ikke nok, og mellem lastbilerne kører civile taxier proppet med nødhjælp.

At få nødhjælpen frem til de katastroferamte områder i jordskælvszonen nord for Sichuan-provinsens hovedstad Chengdu, er et logistisk mareridt. I titusindvis er stadig meldt savnet og ligger døde eller døende under tonsvis af murbrokker.

Vi er taget til Mianyang, 100 kilometer nord for Chengdu, der som den største by i katastrofeområdet er centrum for nødhjælpsarbejdet.

Stadionet, der ligger i den sydlige del af byen, er nu centrum for det enorme redningsprojekt, og området omkring bygningen er dækket af telte, både de store, blå presenninger uddelt af regeringen, men også mange andre, for i hundredvis af familier har måttet søge ly under en blanding af hullet plastik og stof.

»Jeg kommer fra Beishuan,« siger en stor mand, der står foran sit telt sammen med familien. Beishuan, en kommune på 160.000, er ifølge alle kilder blevet totalt udslettet af jordskælvet. Hans øjne er trætte, hans hår uvasket, hans arme dækket af hudafskrabninger:

»Vi har været her siden katastrofen, i dagevis. Der er mad nok og vand nok her – myndighederne har været meget hurtige, men der er simpelthen så mange af os. Der er ikke plads til at hente alle ind fra landet omkring Mianyang.«

Selv gik han og hans familie ud af den ødelagte by, hvor de blev samlet op af en bus, der kørte dem til Mianyang.

»Vi har mistet alt,« siger han.

VI GÅR VIDERE gennem lejren, ind mod den store hvælving, der er stadion. Teenagere har dannet lange kæder rundt mellem teltene, hvor de sender nødhjælpen ned fra de nyankomne lastbiler og hen til fordelingsteltene, så de mange dele af teltbyen kan blive forsynet. Det går hurtigt. Nogle børn griner over legen, andre er dødsens triste.

»Jeg hedder Wei Li,« siger en ranglet dreng på femten: »Men jeg kalder mig selv for ’seven’ på engelsk. Jeg kommer her fra Mianyang, men min families hus er væk.«

Han siger ikke noget et øjeblik og lader blot fem store roer passere hurtigt gennem sine hænder.

»Det er væk, helt væk,« siger han så.

»Jeg står her, fordi det er bedre end at sidde i vejkanten som de andre.«

Hvorfor kalder du dig for seven?

»Det var mit lykketal,« siger han.

OPPE VED stadionet er menneskemængden utrolig. Folk er pakket ind på hver en millimeter af gangene, og store bunker af doneret tøj ligger rundt i stabler omkring indgangene.

De hjemløse har ikke kunnet komme i bad eller vaske sig, da alt vand rationeres, og at kunne skifte skjorte er ingen lille luksus.

»Jeg kommer også fra Beishuan,« siger en ældre mand, der lige har rejst sig fra det tæppe, der har været hans hjem i tre dage.

Han har to blå øjne og hans kone en forbinding om hovedet. De stod i deres garage, da ulykken skete, men kæmpede sig ud og blev efter en nats gang gennem det ødelagte landskab til sidst samlet op og bragt hertil.

»Først kom jordskælvet, så faldt bjergene ned over os,« siger han.

»Der var jordskred på jordskred. Jeg regner ikke med at kunne tage tilbage til vores hjem nogensinde igen – alt er væk. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af os, hvor vi skal gå hen. Alle, vi kendte, boede i Beishuan.«

Han kender ingen andre, der også er kommet ud.

Rundt omkring står borde med frivillige, der hjælper med at uddele mad til de ekstra sultne eller eskortere dem til en af de lastbiler, der kan tage syge til Chengdu, skulle det være nødvendigt. »Det er et kæmpe arbejde at organisere det her,« siger Gou Ren Yan, der er leder af nødhjælpen for sin sektor.

»Der skal hele tiden gøres rent. Toiletterne her virker stadig, og vi har fem frivillige til hvert, der konstant gør rent. Der er jo i tusindvis af mennesker her – toiletterne må og skal holdes rene.«

Han peger ud på den enorme menneskemængde.

»Når folk kommer ind, tager vi deres navn, og hvor de kom fra, så det kan komme op på de store opslagstavler, hvor folk ser efter overlevende. Vi har lukket mødre med babyer ind et sted for sig, så det er mere sikkert for dem. Resten sendes videre til forskellige sektioner, alt efter hvor de kommer fra. Det er nemmere at styre, og så har folk en chance for at finde hinanden igen.«

Sker det tit?

»Nej,« ryster han på hovedet.

Han regner med, det kan tage flere uger for indbyggerne fra mange af de hårdest ramte områder at vende hjem, hvis nogensinde.

Vi går over til tavlen, hvor nyankomnes navne konstant bliver skrevet op. En stor gruppe mennesker skubber sig frem mellem hinanden og søger med febrilske fingre ned af listerne.

»Hun er her, hun er her!« skriger en kvinde i tyverne. Hun hedder He Yi, og selv om de begge bor i Mianyang, var hendes søster i Beishuan under ulykken.

»Hun er her!« skriger hun ud mellem tårer.

EN ANDEN PIGE på nitten år står stille og læser ned af listerne. »Jeg kommer fra Beishuan, men var i Mianyang, da det skete,« siger hun og ser på os.

»Alle mine venner, mine forældre, min familie, de var i Beishuan. Der er intet nyt fra dem.«

Jeg spørger, hvor hun sover.

»Jeg sover ikke,« siger hun.

Vi kører videre fra Mianyang dybt op i jordskælvszonen, hvor vejene er et kaotisk virvar af nødhjælp på vej frem og flygtninge på vej ud.

Nye jordskred fra efterskælv er stadig en overhængende fare. Vi tæller 54 ambulancekøretøjer i én lang række, der med sirener suser ned langs vejen, politibiler foran for at skabe plads, mens vi begiver os op mod katastrofens hjerte, den udslettede by Beishuan.

Oppe ved landsbyen An Xian bliver ødelæggelsernes omfang endnu mere tydelige, og her er der ingen vand og ordentlige toiletforhold til de tusindvis af flygtninge, der må bo på veje og mellem træer, indtil der er en bil, der kan samle dem op.

Lastbilerne kører mod Mianyang i rækker, pakket med de hjemløse – der er så mange, at jeg holder op med at tælle. Kampesten på størrelse med huse er rullet ned af bjergsiderne og har revet alt, huse, biler, mennesker, med sig på deres vej.

Asfalten er revet op, og bilerne må ofte zigzagge for at komme frem. En lastbil er væltet, og betjentene sjapper rundt i benzin mens de dirigere folk udenom.

»Vi har ingen mad, kun det, vi har kunnet redde fra ruinerne,« siger en mand i vejkanten.

Hans ansigt er blåt fra faldende sten.

»Nødhjælpen kommer frem, men herude er der ikke nok af den.«

Nede i gyderne lugter det grimt af ekskrementer, og en seng hænger halvvejs ud fra en smadret etage ovenover ham.

Tilbage i Mianyang stopper vi igen ved stadionet, da folkemængden er for stor til at køre lige igennem. Folk kommer løbende og slår på ruden.

»Har I fundet nogen, har I nogen med?« råber de.