11. februar 2008, 22:30

MOSKVA: Fra Mikhail Kasjanovs kontor på 19. sal kan man skimte Kremls røde tårne. Dér bag murene bevægede han sig engang hjemmevant. Det var dengang han kørte i sorte ministerbiler med politieskorte. Dengang han sad for bordenden til regeringsmøderne. Dengang han som premierminister i Vladimir Putins regering var landets officielle nummer to.

I dag synes den tid at høre en anden verden til. Siden Putin fyrede ham fra posten i 2004 – efter et par kritiske bemærkninger om præsidentens kurs – er Mikhail Kasjanov gået fra absolut insider til en af landets mest indædte Putin-modstandere.

Fra sit kontor med udsigt til magtens centrum fører den tidligere regeringsleder nu kamp mod det styre, han engang var en del af. Han har arrangeret gadeprotester sammen med liberale aktivister, ungdomsbevægelser og rabiate nationalbolsjevikker. Han, der om nogen kender systemet indefra, kalder i dag Putins regime for et narre-demokrati og er overbevist om, at et folkeligt oprør lurer under den pæne overflade i Putins olie- og gasrige Rusland.

»Magthaverne er bange for den voksende tilslutning til de demokratiske kræfter. De er bange for de hastigt stigende priser på madvarer, der i løbet af det næste år kan udløse en virkelig folkelig protestbevægelse. De er bange, fordi de ved, at systemet i sit væsen er sårbart over for kritik,« siger Mikhail Kasjanov.

Derfor har myndighederne forhindret ham i at stille op ved præsidentvalget 2. marts, mener han. Kasjanov har som den eneste uafhængige oppositionskandidat afleveret de to millioner underskrifter, det kræver at komme på stemmesedlen som uafhængig kandidat ved valget. Alligevel blev hans kandidatur afvist. Den russiske valgkommission hævdede, at mange af underskrifterne var forfalskede, og at oplysningerne indeholdt »tekniske fejl«:

»Jeg er ikke i tvivl om, at afgørelsen er politisk, og at den er taget øverst oppe og med Vladimir Putins vidende. De ønsker ikke at risikere noget. Ingen oppositionsleder har været på landsdækkende TV de seneste tre år, og hvis jeg fik plads på stemmesedlen, var de tvunget til at give mig den sendetid, som loven kræver. De frygter, at nogen skal sige sandheden til folk,« tordner Mikhail Kasjanov.

Putins forvandling
Selvom Kasjanov i dag er meget langt fra sin fortid i den russiske regering, så minder hans velvoksne kontor med plasmaskærm på væggen og ivrige assistenter, der vimser omkring, fortsat mere om en velnæret ministers hovedkvarter end om et tilholdssted for en leder af gadens parlament. Han taler med en karismatisk myndighed, så man sagtens kan forestille sig, hvordan han ledte møderne i Moskvas hvide regeringsbygning, hvor han havde sin gang, fra Putin blev præsident i 2000 og indtil sin fyring i februar 2004.

Hans støtter sammenligner ham med den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko, der også brød med det gamle styre og stod i spidsen for en brusende folkelig opstand mod det gamle regime. Men i Ruslands rivaliserende oppositionsklima har hans ministerfortid sine steder været en belastning, især i forholdet til den mere radikale del af oppositionen, der ledes af Garri Kasparov. Her anser mange Kasjanov for at være en overløber, der må bære sin del af ansvaret for Putins regeringstid.

Spørger man Kasjanov selv, var bruddet med Putin en logisk konsekvens af en udvikling, der foregik bag Kremls mure. Putins politik skiftede gradvist karakter, mener Kasjanov, fra en reformvenlig kurs i de første par år på præsidentposten til en centralistisk og stadig mere autoritær ledelsesstil i de senere år.

»Der er to perioder i Putins år ved magten: Tiden før efteråret 2004 og alt det, som skete derefter,« siger han.

»Det endelige vendepunkt var den frygtelige tragedie i Beslan (en gidseltagning på en skole i september 2004, hvor 330 børn og voksne omkom, red.), som blev kynisk udnyttet af Putin til at indføre forfatningsstridige ændringer, som blev begrundet med argumenter om international terrorisme. Han afskaffede det direkte valg af guvernører og ændrede valgloven, så oppositionen fik næsten umulige vilkår. Alt dette betød, at jeg ikke længere kunne være en del af administrationen. Og til sidst indså jeg, at jeg måtte bekæmpe dette system,« siger Mikhail Kasjanov.

Oliens forbandelse
Fra starten var Kasjanov en slags fremmed­element i Putins regering. Modsat langt de fleste ministre i Putins nuværende regering tilhørte han ikke gruppen af Putins gamle bekendtskaber fra Skt. Petersborg. Kasjanov var minister allerede under den tidligere reformvenlige præsident Boris Jeltsin. Han blev i sine år som Putins premierminister set som den sidste bastion for den engang så magtfulde Jeltsin-klan, der samtidig havde nære forbindelser til de magtfulde russiske rigmænd, de såkaldte oligarker. Blandt andet udtrykte Kasjanov allerede som premierminister bekymring over statens angreb på Ruslands dengang rigeste mand, Mikhail Khodorkovskij, der nu afsoner otte år i et fængsel i Sibirien. Kort efter blev han fyret.

Hvad skyldes kursændringen i Putins politik i 2003 og 2004?

»Det er yderst interessant. Reformerne strandede, da prisen for en tønde olie steg fra 25 til 65 dollar inden for ganske kort tid. Så havde ingen pludselig brug for økonomisk nytænkning længere. Magthaverne satte i stedet al deres energi ind på at klamre sig fast til magten. De slog ind på en autoritær kurs. De følte, at de kunne betale sig fra enhver fejl, selvom reformerne netop på dette tidspunkt er mere nødvendige end nogensinde,« siger han.

Kasjanov afviser til gengæld at uddybe sit kendskab til Putins personlighed og arbejdsgangene bag murene i Kreml.

»Det er ikke min stil,« som han siger: »jeg angriber folks politik, ikke deres personlighed.«

Propaganda står for fald
Kasjanov afviser ikke, at det på nogle punkter går fremad, at mange russere har fået flere penge mellem hænderne de senere år.

»Men det er ikke Putins fortjeneste. Han har tværtimod gjort systemet farligt og skrøbeligt. Man kan ikke bygge et stabilt system, når man systematisk tømmer alle demokratiske institutioner for mening. Derfor kan jeg fortælle dig, at ustabiliteten kun vokser og vokser. Folk vil forstå, at vi efter valget 2. marts ikke vil have en demokratisk valgt præsident,« siger Mikhail Kasjanov.

Din opbakning i meningsmålingerne er nu under en procent. Tror du, det havde gjort nogen forskel, hvis du var kommet på stemmesedlen?

»Selv nu efter flere års propaganda, viser alle målinger, at mindst 25 procent af russerne er bekymrede for demokratiet og for menneskerettighederne. Denne gruppe ville være kernen i vores opbakning, hvis mit kandidatur var blevet godkendt. 80 procent af borgerne har jo slet ikke adgang til information om den demokratiske opposition. Vi er i den groteske situation, at medierne i Rusland beskæftiger sig indgående med det amerikanske valg, det georgiske valg og det serbiske valg, men intet fortæller om kandidaterne til valget i Rusland, hvor valgkampen startede i december og nu næsten er slut. Budskabet på TV er: »Lev godt, spis godt, køb en god bil, endda en fin udenlandsk bil, men du skal ikke bekymre dig om politik.«

Kan en sådan propaganda-strategi lykkes?

»Nej. Vi lever i en tid, hvor information ikke kan kontrolleres. Det russiske folk er højtuddannet, de rejser til Europa, de læser på fremmede sprog. Disse muligheder har vi allerede haft i 15 år. Derfor ved flere og flere, hvordan folk lever i den civiliserede verden. Regeringen forsøger at dæmme op for det, men det er håbløst. Vi må sige, at der igen findes politisk undertrykkelse i Rusland. Men denne gang kan den ikke forties. Selv politiske fanger kan udtrykke deres mening,« siger Mikhail Kasjanov.