De facto våbenhvile mellem Israel og Hamas

Israel og den islamiske gruppe Hamas, der har kontrol over Gaza, er holdt op med at beskyde hinanden. Parterne nægter, at de har indgået en aftale – men der er tale om en de facto våbenhvile.

Militante i Gaza har droslet markant ned for raket-affyringer mod Israel, og Israel har ikke angrebet Gaza i knapt en uge.

Både Hamas, der har magten i Gaza, og Israel afviser, at der er tale om en officiel våbenhvile-aftale. Men iagttagere og højtstående kilder i Israel og Det palæstinensiske Selvstyre bekræfter, at stilstanden er udtryk for en ”de facto våbenhvile” mellem parterne.

Israel har ikke udført angreb i Gaza siden torsdag, tre dage efter israelske tropper trak sig ud af landstriben efter en offensiv, der kostede mindst 115 palæstinensere livet, halvdelen civile.

Antallet af palæstinensiske raketter affyret mod Israel er også faldet drastisk siden onsdag, hvor premierminister Ehud Olmert sagde, at Israel ikke havde grund til at angribe Gaza, hvis militante indstillede raket-affyringer. Hamas, der erobrede Gaza-striben i et kup sidste juni, har ikke angrebet Israel i syv dage.

Samtidig forsøger Egypten med amerikansk opbakning at forhandle en våbenstilstand og videre aftale om Gazas grænser mellem parterne. USA har givet efter for måneders pres for indirekte at engagere Hamas og opmuntret Egypten til at tale med den islamiske gruppe.

Den såkaldte Mellemøst-kvartet – USA, EU, FN og Rusland – anser Hamas for at være en terrorgruppe og har hidtil pure afvist enhver form for dialog med Hamas. Medmindre gruppen anerkender Israel, tidligere indgåede aftaler og indstiller angreb på Israel. Men der har den senere tid været en vis opblødning overfor den afvisende attitude.

”Jeg talte med egypterne, og vi forventer fuldt ud, at de tager de initiativer, de har sagt, de vil med henblik på at skabe fred i regionen og forbedre situationen i Gaza,” udtalte udenrigsminister Rice under sit besøg i Egypten i torsdags. USA satte sig på den såkaldte Annapolis-konference i november som mål, at parterne skal indgå en fredsaftale inden udgangen af præsident Bushs præsidentembede i januar næste år.

I Israel sagde Uri Saguy, tidligere chef for Militærets Efterretningstjeneste i et interview i weekenden, at Israel og Hamas ikke vil blive enige om deres ideologiske diskussion, ”men vi narrer os selv ved ikke at tale med dem om de taktiske spørgsmål.”

”Den Palæstinensiske Befrielses Organisation PLO var tidligere en lige så inkarneret fjende af Israel, og organisationens pagt nægtede Israels ret til at eksistere,” udtalte han.

Nye bosættelser kæp i hjulet
Palæstinensernes chefforhandler Ahmed Qurie sagde imidlertid i går, at Israels beslutning om at bygge 750 nye huse i bosættelsen Givat Ze’ev på den besatte Vestbred var et ”slag mod fredsprocessen.” Han understregede dog, at de amerikanskstøttede forhandlinger vil fortsætte.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon har appelleret til Israel om at indstille byggeplanerne:

”Generalsekretæren opfordrer Israels regering til at standse al udvidelse af bosættelser,” lød det i en erklæring.

Ban Ki-moon pointerede, at han anser udvidelsen for at være i strid med Israels forpligtelser i forhold til den såkaldte Køreplan for Fred og med folkeretten.

Israel offentliggjorde sin beslutning om udvidelsen søndag – tre dage efter en 25-årig palæstinenser majede otte jødiske studerende på en rabbinerskole i Vestjerusalem ned med en AK-47. Den såkaldte Yeshiva, Mercas Harav, hvor attentatet fandt sted, er en højborg for bosætterbevægelsen.

Ahmed Qurie, den palæstinensiske chefforhandler, sagde, at han håbede at se resultater af de egyptiske forhandlinger ”i løbet af den kommende uge.”

Både repræsentanter for Hamas og Israel har de sidste dage været i Egypten. Yemen står bag et nyt udspil, der vil forsøge at skabe forsoning mellem Hamas og Det palæstinensiske Selvstyre, der siden juni kun har haft magt over Vestbredden.

Ehud Olmert insisterede i går fortsat på, at Israel hverken ”direkte eller indirekte” forhandler med Hamas. Men han gentog, at hvis raketter ikke bliver affyret over Israel, ”har vi ingen grund til at skyde.”