10. december 2005, 03:30

BRUXELLES: Det var den 7. august 1995, tre dage inde i den kroatiske hærs storoffensiv Operation Storm, der havde sendt titusinder af serbere på flugt ud af den omstridte Krajina-provins.

Den danske FN-soldat Heidi Villa var på vagt i signalcenteret, hvor hun iført hjelm og fragmentationsvest modtog meldinger fra den danske bataljons observatører i området. Den danske lejr lå i nogle bygninger på en skole i byen Dvor, mens andre af skolens bygninger fortsat blev brugt af de lokale.

Der var masser af kroatiske soldater i området, og de danske FN-soldater kunne ikke gøre andet end at sidde på deres poster og observere, hvad der foregik.

»Vi fik melding over radioen, at flygtningene havde efterladt de handicappede i en stor hall med panoramavinduer på begge sider, og at kroaterne var på vej. Pludselig råbte den næstkommanderende: Kom vi løber ud på gangen,« fortæller Heida Villa og fortsætter:

»Vi kunne se de handicappede med rullestole og krykker gennem døren. Og pludselig kunne vi se døren gå op henne i den anden ende af hall'en, hvorefter der blev kastet håndgranater. Lidt efter lød der nogle voldsomme eksplosioner, og alt glasset gik itu - også i den dør vi lige havde kigget ind ad.«

Heidi Villa og kollegerne begyndte at løbe tilbage mod signalcenteret.

»Så kunne vi høre, at de gjorde det færdigt med automatvåben.«

Heidi Villa forklarer over telefonen fra Vordingborg, at hun ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, at der var tale om kroatiske soldater i uniform.

»Det var jo et tilfælde, at vi så, hvad der foregik. Serberne var flygtet på traktorer, og hvad de ellers havde til rådighed, og så havde de åbenbart efterladt de voksne handicappede,« fortæller Heidi Villa, der i dag gør tjeneste som overkonstabel ved Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg.

Et muligt vidneudsagn
Heidi Villa har, som hun siger, aldrig haft traumer over oplevelserne i Kroatien i sommeren 1995, og hun har aldrig skænket det en tanke, at hun måske kunne blive brugt som vidne i den sag, som Den Internationale Domstol for Det Tidligere Jugoslavien i Haag, ICTY, igennem fire år har forberedt mod den kroatiske hærfører Ante Gotovina.

»Bagefter lavede vi indberetningen sammen med de overordnede, og det må være den, du har fundet spor af.«

Berlingske Tidende fandt i går et meget kortfattet vidnesbyrd om mordet på de ni handicappede på en serbisk hjemmeside www.veritas.org.yu hvor man opregner de kroatiske krigsforbrydelser i Krajina-provinsen i umiddelbar forlængelse af Operation Storm.

»7.8. 1995. Dvor. Ni fysisk handicappede civile dræbt af bevæbnede, uniformerede mænd. Kilde: DanBat,« står der blot.

Den slags kan man ikke nødvendigvis sætte megen lid til, eftersom konflikten mellem serbere og kroatere den dag i dag er ekstremt betændt, ligesom den har været det flere hundrede år tilbage i tiden.

Det er først, da det efter flere times heftig research lykkedes at finde frem til Heidi Villa, som meget nøgternt bekræfter oplysningerne, at det står klart, at hun måske kan være et brugbart vidne i sagen mod Gotovina.

Om det så bliver aktuelt, stod i går endnu uklart. En talskvinde for krigsforbrydertribunalet i Haag siger til Berlingske Tidende, at der ikke er taget stilling til vidneførelsen i Gotovina-sagen, og at man i øvrigt ikke diskuterer den slags med pressen.

Af anklageskriftet mod Ante Gotovina, der beskrives som øverste operationelle leder af Operation Storm fremgår det, at han er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden, 150 mord og fordrivelse af titusinder af serbere fra Krajina-provinsen.

»Ante Gotovina havde magten, autoriteten og ansvaret for at forebygge eller at straffe alvorlige krænkelser af international humanitær lovgivning begået af kroatiske styrker i kølvandet på Operation Storm .... Den tiltalte er derfor individuelt strafferetligt ansvarlig ...«

Soldier of Fortune
Den kroatiske eks-general Gotovina blev medlem af den franske fremmedlegion, da han endnu blot var teenager. Han har ifølge den franske efterretningstjeneste været involveret i organiseret kriminalitet og i forretninger med hvervning af lejesoldater til paramilitære styrker i sydamerikanske militærdiktaturer.

Det var først efter mere end to årtier som lejesoldat, at han i 1990 tilsluttede sig de nationalistiske kredse, som i hjemlandet Kroatien kæmpede for deres nations fremtid i den smuldrende socialistiske forbundsstat Jugoslavien.

Under nu afdøde præsident Franjo Tudmans stærkt nationalistiske regime steg Gotovina hurtigt i graderne. Og efter den militære sejr over Krajina-serberne i 1995 fik han status som regulær folkehelt med blandt andre tennisstjernen Goran Ivanisevic som en af sine store beundrere.

Og der skulle gå hele seks år efter krigens reelle afslutning, før det internationale samfund kom til den konklusion, at kroaternes fremfærd i Krajina i nogen grad kunne ligestilles med de forbrydelser mod menneskeheden, som de bosnisk-serbiske ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic gjorde sig skyldige i.

Derfor kom anklageskriftet mod Gotovina først i 2001, og derefter skulle der gå endnu fire år, før regeringen i Kroatiens hovedstad Zagreb indså, at man måtte ofre helten Gotovina, hvis man ville gøre sig forhåbninger om at blive optaget i det EU, der trods intern krise forsat er det forjættede land for lande som Kroatien.