Kinesisk militær holder den tibetanske hovedby i et jerngreb, fortæller danske Bente Walle, der netop har forladt Tibet.
15. marts 2008, 12:57
Lhasa ligger øde hen.
Kinesiske militærstyrker har sat sig tungt på den tibetanske hovedby efter en dag med kaos og vold i gaderne, som normalt er fulde af turister og buddhistiske pilgrimme.
”I dag er Lhasa fuldstændig lukket ned, og det er kinesisk militær overalt,” sagde den danske turist, Bente Walle til nyhedsbureauet Reuters.
”Det lignede en spøgelsesby.”
Andre udenlandske turister kan fortælle den samme historie som Bente Walle fra et Lhasa, der er blevet gennemrystet af de værste uroligheder i to årtier. Ifølge regeringen er der ti døde, men blandt andre CNN taler om helt op mod hundrede døde.
”Vi bliver nødt til at løbe”
Det første tegn på, at der var noget i gære, var en ildebrand på Tromsikhang-markedet i nærheden af Bente Walles hotel.
”Jeg så en masse flammer, og alle mennesker løb. Min guide sagde til mig: ’Vi bliver nødt til at løbe.’ Så vi løb,” fortalte den 58-årige Bente Walle i den centralkinesiske by Chengdu, efter at hun var fløjet ud af Tibet.
”Her bor tibetanere”
”Bagefter var der nogen, der tog os ind i deres hus og låste døren. Og senere fik vi så fat i en taxa, men chaufføren ville ikke køre til det sted, hvor jeg boede, fordi der var kampe i gaderne. Så han satte os af på vejen, og vi måtte løbe igen.”
”Det tog mig en time eller halvanden at nå tilbage til mit hotel,” fortsatte Bente Walle, der kunne fortælle, at mange i Lhasa hængte hvide bedetørklæder ud på deres gadedøre.
”Tibetanerne hængte dem op for at sige til andre: her bor tibetanere.”
Udenlandske journalister har fået forbud mod at rejse ind i Tibet, med mindre de har en særlig tilladelse fra regeringen i Beijing. Alle udlændinge skal have særlige tilladelser for at besøge den fjerntliggende region i Himalaya.

































