Dansk bistand til Georgien tidobles

Efter den russiske invasion af Georgien skruer udenrigsminister Per Stig Møller kraftigt op for bistanden til det lille land i Sydkaukasus.

Denne georgiske kvinde kunne forleden hente tiltrængte forsyninger hos Røde Kors i FNs flygtningelejr i Gori vest for den georgiske hovedstad Tbilisi. Men der er behov for meget mere hjælp til Georgien – ikke mindst til genopbygning af de krigshærgede dele af det kaukasiske land. Derfor skruer blandt andre Danmark nu kraftigt op for bistandsblusset.
Denne georgiske kvinde kunne forleden hente tiltrængte forsyninger hos Røde Kors i FNs flygtningelejr i Gori vest for den georgiske hovedstad Tbilisi. Men der er behov for meget mere hjælp til Georgien – ikke mindst til genopbygning af de krigshærgede dele af det kaukasiske land. Derfor skruer blandt andre Danmark nu kraftigt op for bistandsblusset.
Som et kontant svar på Ruslands militære overfald på Georgien giver Danmark nu det lille land i Sydkaukasus en kraftfuld økonomisk håndsrækning.

Det oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), der understreger, at det ikke bekymrer ham, hvis den danske bistand tirrer den russiske bjørn.

»Der foreligger nu en helt ny situation i Georgien med endnu flere internt fordrevne og delvise ødelæggelser af georgisk infrastruktur. Derfor skal den nye danske bistand til landet for det første gå til et 50 millioner kroner stort privat- sektorprogram med henblik på at skabe vækst og beskæftigelse i de fattige og i nogle tilfælde ødelagte regioner af Georgien,« siger Per Stig Møller til Berlingske Tidende.

Flere penge til stabilitet
Derudover arbejder Udenrigsministeriet på at forberede et nyt program til fremme af reformerne i Georgiens offentlige sektor. Her har Danmark også bidraget med bistand i de seneste par år, men nu skal der altså skrues op for blusset.

Endelig har Danmark allerede forpligtet sig til at skyde flere penge ind i de projekter, der skal stabilisere forholdene for de mange nye flygtninge i Georgien som følge af krigen, oplyser udenrigsministeren.

»Fra dansk side har vi en klar interesse i at udvide det politiske og økonomiske samarbejde med vores naboer mod øst og at inddrage dem mest muligt i de vestlige samarbejdsstrukturer. Den seneste krise i Georgien har klart øget behovet for også at udbygge bistandssamarbejdet med lande, som er nabolande til både EU og til Rusland: Georgien i første række, men også andre lande i regionen som Ukraine, Moldova og Armenien,« fastslår Per Stig Møller.

Afviser rå magt
Navnlig Ukraine indgår i planerne for en styrket indsats. Her planlægger Udenrigsministeriet under det såkaldte Naboskabsprogram i 2009 at bevilge 40 millioner kroner til et nyt privatsektorprogram til den fattige russisk-sprogede del af landet. Også i Armenien vil der ske en opgradering med et nyt bistandsprogram på 30 mio. kr. til vækst og beskæftigelse i de øde landområder blandt andet tæt ved grænsen til Aserbajdsjan.

»Mine embedsmænd undersøger lige nu også mulighederne for at iværksætte et nyt program i Europas fattigste land, Moldova. Endelig skal vi også se på mulighederne for en styrket indsats i det politisk vanskelige Belarus,« påpeger Per Stig Møller.

Er du ikke bange for, at den danske bistand vil tirre Rusland?

»Nej, det må jeg ikke være bange for. Suverænitet betyder, at man gør det, man mener er rigtigt. Ellers er det 1930erne om igen, hvor der var en hel masse ting, som man ikke turde gøre. Georgien og de andre lande ønsker at stå på egne ben i frihed, og det må vi hjælpe dem med,« fastslår Per Stig Møller, der ikke vil bøje sig for »rå magtanvendelse.«

»Vi vil ikke tolerere, at udviklingen mod øget demokrati, overholdelse af menneskerettigheder og økonomisk integration i det 21. århundrede lader sig knægte af rå magtanvendelse, som vi så det udstillet i Georgien denne sommer. Bistanden indtager her en central rolle i at fastholde nabolandene på sporet mod den langsigtede integration i de vestlige strukturer,« mener udenrigsministeren, der også arbejder på at udvide støtten til de trængte lande i Østeuropa gennem den såkaldte Investeringsfond for Østlandene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.