Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni.
25. april 2009, 22:30
Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. I forvejen bliver der fremover kun 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet mod de nuværende 14, idet der skal laves en omfordeling til fordel for de nye medlemslande.
Ifølge analysen vil Socialdemokraterne miste et af partiets nuværende fem mandater i Europa-Parlamentet og gå betydeligt tilbage i stemmer, idet partiets store trækplaster fra valget i 2004, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke genopstiller.
Desuden står Det Radikale Venstre til at miste sit mandat på grund af partiets faldende tilslutning i meningsmålingerne, og Folkebevægelsen mod EU står også til at ryge ud.
Det vil være første gang siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet, at Folkebevægelsen ikke vil være at finde i parlamentet i Strasbourg og Bruxelles.
Valgets vindere bliver SF og Dansk Folkeparti, der begge står til to mandater i stedet for det ene, de hver har nu. De øvrige partier står uændret ifølge analysen, der dog ikke er nogen egentlig meningsmåling. Samlet spår den (med valget i 2004 i parentes): Socialdemokraterne 4 mandater (5), Venstre 3 (3), SF 2 (1), Dansk Folkeparti 2 (1), Konservative 1 (1), Junibevægelsen 1 (1).
































