Den tibetanske eksilleder fordømmer Kinas "terrorstyre" og "kulturelle folkedrab" i Tibet.
16. marts 2008, 10:59
Den tibetanske eksilleder, Dalai Lama, fordømte i dag, hvad han kaldte Kinas "terrorstyre" og "kulturelle folkedrab" i Tibet. Han opfordrede til, at der gennemføres en international undersøgelse af, hvad der er sket under uroen i Lhasa.
"Uanset om det er med hensigt eller uoverlagt, så sker der en form for kulturelt folkedrab," sagde Dalai Lama og tilføjede, at tibetanerne bliver behandlet som "andenklassesborgere" i den kinesisk kontrollere region i Himalaya.
"De forlader sig simpelt hen på magtanvendelse for at simulere fred. En fred, der er skabt ved hjælp af et terrorstyre," sagde den tibetanske eksilleder videre i den nordindiske by Dharamshala, hvor eksilregeringen har sit hovedsæde.
"Vær venlig, hvis det er muligt, at foretage en undersøgelse. . . En international organisation kan starte med at spørge til situationen i Tibet," sagde han.
Tibets eksilregering siger, at den har fået bekræftede oplysninger om, at mindst 80 mennesker er blevet dræbt under urolighederne i regionen.
/ritzau/Reuters

































