17. oktober 2010, 09:51 – opdateret 17. oktober 2010, 15:00

KANSAS CITY, Missouri: Bagefter er det nemt at rulle med øjnene og spørge: Hvad i alverden så hun i ham? Men de rullende øjne forstår ikke et suk af teenagekulturen. For selvfølgelig kunne Bristol se noget i ham.

Hendes hjem var heller ikke just tapeseret med bøger, hendes far tjente pengene som fisker eller borebisse, i fritiden gik familien på elgjagt eller kørte snescooterræs, og de elskede alle sammen ishockey. Så hold nu op. Selvfølgelig kunne hun se noget i ham.

Levi Johnston var det hele til overmål. Ingen kunne gå på jagt, som han gik på jagt, ingen kunne køre sne-scooter, som han kørte snescooter, han var den bedste ishockeyspiller i gymnasiet, og han var en hunk. Bred og firskåren, naturlig mørk, Carhartt-arbejdsstøvler og en aura af antiintellektuel krudtslam. På MySpace kaldte han sig for en »fuckin’ redneck«, og dem, der kom på tværs af ham – de fik »en røvfuld«, skrev han. Og så blev Bristol gravid.

June Carbone ligner ikke en spåkone.

Når jeg forestiller mig en spåkone, så forestiller jeg mig en ældre kone med flere rynker end en sveske og et navn, der lyder som en kombination mellem en krydderurt og en pornofilm. June Carbone ligner dét, som hun er – en juraprofessor. Men ikke desto mindre kom hun før præsidentvalget i 2008 med to forudsigelser, der viste sig profetiske. For det første forudsagde hun ned til hver enkelt delstat resultatet af valget, og for det andet forudsagde hun, at forholdet mellem Bristol Palin og Levi Johnston ville falde fra hinanden. Bristol var vicepræsident Sarah Palins ældste datter, hun var 17 år, gravid og forlovet med den kun lidt ældre Levi.

June Carbone fik ret. Valget gik akkurat, som hun havde forestillet sig – hun vandt hele puljen i fakultetets væddemål – og forholdet mellem Bristol og Levi gik også, som hun havde forestillet sig. Tre måneder efter fødslen var Bristol alenemor. Hvordan June Carbone kunne vide det? Hun kunne vide det, fordi hun har studeret amerikanernes sex- og familiekultur, og forklaringen på både valgresultatet og bruddet mellem Bristol og Levi skal findes i amerikanernes sex- og familiekultur. Alaska er en smuk stat, men Wasilla er ikke en smuk by, og magasinet GQs beskrivelse er øreskurrende, men ikke helt forkert – »et lokum omgivet af uendelig megen skønhed«. I baggrunden troner bjergene, træer ruller som en grøn løber ned ad siderne og ender i Mat-Su dalen.

Her ligger ’Silla, som de lokale kalder byen, med døde søer, et lækkende kloaksystem, skurbygninger og statsrekord for flest gravide teenagere og narkomaner. »Jeg er Mat-Su hvidt skidt,« praler indbyggerne på bil-stickere, og sådan bliver de også betragtet i resten af en stat, som ellers ikke lider af fine fornemmelser.

Levi Johnston var fra ’Silla. Fra et lille hus med et stort hul i baghaven, omgivet af gevirer og geværer og en mor, som tjente lidt ekstra lommepenge ved at sælge amfetamin og smertestillende piller. Faderen arbejdede et eller andet sted i den arktiske olieindustri, og han var sjældent hjemme.

Det var selvfølgelig – set i bakspejlet – en tvivlsom baggrund, men det var ’Silla, og i 2005 var Levi bare Levi, Bristol bare Bristol, han var 15 år, hun var 14 år, og de var kærester. Nogle år senere droppede Levi ud af skolen, kort efter gjorde Bristol det samme, og de befandt sig begge to i ’Silla med masser af tid på hånden, ofte sammen, i det samme hus, det samme værelse og uden forældre. Og så blev Bristol gravid.

Kansas City er en kasse af en by delt mellem to stater – Kansas og Missouri – og med flere minder om fortiden end løfter om fremtiden. Forstæderne er den slags, som altid dukker op i artikler om forstadskonservatisme, menuen er spareribs og amerikansk fodbold, og man hører ekkoet af Ernest Stavros Blofeld, som i en James Bond-film beslutter sig for ikke at udslette byen. 

»Verden vil aldrig høre om det,« snøfter han hånligt. Men så er der også kvarteret rundt om universitetet, »ti gader på langs og ti gader på tværs omgivet af alt det andet«, som en caféejer i nabolaget forklarer, og jeg forstår, hvad han mener. Her er gamle træer, velholdte huse med frontverandaer, snusfornuftige japanske biler med Obama-klistermærker, kvinder med pagehår og en følelse af meningsfuld samtale. Her bor June Carbone. Vi sidder i hendes køkken. Eller rettere: Jeg sidder, mens professor Carbone rydder til side. Hun havde en sammenkomst af ligesindede i aftes, og »det blev lidt sent,« siger hun.

Men hun er både professor og mor, så hun har ingen problemer med multitasking, og hun sætter glas af vejen, mens hun besvarer det første – og mest oplagte – spørgsmål: Hvorfor i alverden kunne hun i 2008 forudsige resultatet af præsidentvalget helt ned til sidste decimal? Hvordan kunne hun f.eks. forudsige, at Virginia, der ikke har stemt demokratisk siden 1964, ville stemme demokratisk? Eller at Missouri, som siden 1956 altid har stemt på vinderen af præsidentvalget, ikke ville gøre det?

»Jeg brugte min statistiske model, og den siger groft sagt: Hvis en stat har mange teenagegraviditeter, hvis indbyggerne gifter sig i en ung alder, og hvis staten har en høj frekvens af skilsmisser – så stemmer staten republikansk. I Virginia noterede jeg markant færre teenagegraviditeter, det gjorde jeg ikke i Missouri, og derfor måtte det blive, som det blev.«

Umiddelbart kan det lyde som en statistisk model opfundet i en bizarroverden. De republikanske politikere taler altid om familieværdier; om hænder, som skal foldes og for alt i verden over dynen, om ægteskabets hellighed og ubrydelighed, og om vigtigheden af at stå brud og brudgom i uberørt tilstand – og så er det i virkeligheden de republikanske stater, der efter denne moral er de værste syndere?

»Det er et faktum. Hvis du vil se teenagere, som har sex i en tidlig alder, så skal du til konservative stater og især højrereligiøse grupper. Hvis du vil se teenagemødre, som er single – så skal du samme sted hen,« siger June Carbone.

Hun og hendes professorkollega Naomi Cahn har netop udgivet bogen »Red Families vs. Blue Families«, og heri forklarer hun, hvorfor de konservative stater har tidlig sex og mange teenagegravidteter – og hvorfor det er en af hovedforklaringerne på, at der i dag i USA er to vidt forskellige slags USA. Og det er her, vi kommer ind i billedet.

Denne serie om USA frem mod et historisk midtvejsvalg begyndte med Bill Bishop og hans ide om den store selvsortering – at amerikanerne i stigende grad bosætter sig i politiske ghettoer, tænker og handler i politiske ghettoer, og at ghettoficeringen er hovedforklaringen på radikaliseringen af amerikansk politik – og June Carbones forskning peger i samme retning, og netop derfor kan man også se to helt distinkte familiemønstre i USA, fastslår hun.

En konservativ model og en progressiv model – og de er så forskellige som nat og dag, og det er resultatet af dem også. Og dermed er vi fremme ved den anden af hendes spådomme – at Bristol Palin ville blive alenemor kort efter, hun havde født sit barn. At forholdet mellem hende og Levi ikke ville holde.

Sarah Palin var dengang netop blevet præsenteret som vicepræsidentkandidat, og hun var et uortodokst valg. Hun havde bygget sin politiske karriere på en blanding af socialkonservatisme og populisme. Hun appellerede til de højrereligiøse med sin modstand mod seksualundervisning, homoseksualitet og abort, og hun appellerede til en særlig redneckpopulisme med sin snobben for arbejderklasseværdier.

Umiddelbart efter offentliggørelsen af hendes kandidatur troede Demokraterne, at de havde et scoop – for de kunne afsløre, at Palins 17-årige datter var gravid. Moderen var højrereligiøs og imod seksualundervisning, og så var datteren ugift, umyndig og gravid. Faderen var en ishockeybisse, der var droppet ud af skolen. Ha!

Men Demokraterne forregnede sig. Reaktionen blev slet ikke, som de havde ventet. Tværtimod var der i det meste af det højrereligiøse og republikanske USA en forståelse for Palin, for det er hverdag i det konservative Amerika, forklarer June Carbone. Eller som en af de højrereligiøse talsmænd dengang sagde til National Review:

»Der er ikke en eneste evangelisk familie, som ikke selv har været i tilsvarende situation.«

Det er uden tvivl korrekt – og June Carbones statistikker bekræfter det: Antallet af teenagegraviditeter er højest i de mest konservative stater. De ti bundstater på listen stemte alle republikansk i 2004. n Kvinder får børn meget tidligere i de mest konservative stater. I Texas, Mississippi og Alabama føder den gennemsnitlige kvinde sit første barn som 23-årig. I Massachusetts sker det først fem år senere. n Kvinder gifter sig tidligst i konservative stater.

I Utah er den gennemsnitlige giftealder for kvinder 22,8 år, og i Arkansas, Oklahoma og Kansas er den 24 år. I Massachusetts er den gennemsnitlige brud knap 29 år. Så var de konservative stater og vælgere lykkelige for, at Sarah Palins ugifte og umyndige datter var gravid? Sikkert ikke. Men fordømte de hende eller slog hånden af hende? Heller ikke, for så skulle de også fordømme og slå hånden af deres egne døtre, søstre og niecer. Det er den konservative virkelighed.

Tallene lyver ikke, og June Carbone har ret. Men har hun også ret i, at det er et problem? Hvis nu pigerne i Alabama, Texas og Kentucky vil være gravide og gifte sig som 18-årige – må de så ikke selv om det? I princippet jo, siger hun, men problemet er, at 18-årige ikke bliver gravide og gifter sig, fordi de gerne vil. 82 pct. af alle teenagegraviditeter er uplanlagte og uønskede, og familiemodellen og familiepolitikken i de konservative stater fører direkte til graviditeterne og ægteskaberne – og det får alvorlige konsekvenser.

Tag skilsmisser. En høj skilsmissefrekvens er sjældent en god frekvens – og især ikke for de involverede børn – og der er en grund til, at de ti stater med højest skilsmissefrekvens, alle stemte republikansk ved valget i 2004. For jo yngre en mand og en kvinde er, når de bliver gift, desto større er risikoen for skilsmisse. Hvis en kvinde gifter sig, inden hun fylder 18 år, vil ægteskabet med 59 procents sandsynlighed ende i skilsmisse. Hvis hun derimod venter, ind til hun fylder 25 år eller endnu senere, falder tallet til 35 procent. Tag fattigdom.

De konservative stater er fattigere end de progressive stater, og det er af samme grund. Fattigdom målt i penge, fattigdom i innovation målt i patenter, fattigdom målt i sundhed og gennemsnitlig levealder. Ligegyldigt hvordan de måler det, så sidder de konservative stater med få undtagelser på bund-15, og det hænger sammen med familiemodellen: At de unge i de konservative stater føder børn og gifter sig i stedet for at få en uddannelse og et godt job. Og den model er ude af sync med den moderne verden.

I 1960 var en kvinde klar til at sætte sig tungt i den dybe ende af sofaen, når hun var først i 20erne, viser statistikken. Så havde hun overstået de fleste af sine store livsbegivenheder, skriver Carbone i bogen. I dag er det anderledes.

Den gennemsnitlige kvinde er på den anden side af 30 år, før hun har overstået de samme begivenheder. Eller med andre ord: I 1960 var en kvinde eller mand på 22 år voksen. I dag er han eller hun ikke voksen førend efter 30 år. De progressive stater har taget bestik af den udvikling. De har taget bestik af, at unge i dag skal have mere uddannelse og kompetencegivende erfaring, før end de kommer ind på det lange flade stykke. Men de konservative stater har ikke, og det koster dem.

For unge mænd og kvinder, der får børn og gifter sig tidligt, må som oftest skippe uddannelsen og tage det første og det bedste job for at forsøge familien, og over et livsforløb vil de kun tjene halvdelen af, hvad en person med en videregående uddannelse tjener. Når de konservative stater sidder på bund-15-placeringerne på de dårligst uddannede stater, så forklarer det også, hvorfor de sidder på tilsvarende placeringer på fattigdomshitlisterne. Det er en ond cirkel, men en ond cirkel, som kan brydes, og den kan brydes ved teenagegraviditeterne, forklarer Carbone.

»Hvis færre unge kvinder bliver gravide, bliver færre unge gift og dropper ud af uddannelsessystemet og bliver senere skilt. Den onde cirkel begynder med teenagegraviditeterne,« siger Carbone. Hvordan gør man så det? Ved at tale om sex.

I konservative stater taler man først og fremmest om sex i to sammenhænge: Nemlig at skolerne kun skal undervise i seksuel afholdenhed, og at abort er tabu. Dermed stilles de unge mennesker i den værst tænkelige situation, siger Carbone. De får ingen seksualundervisning, i stedet må de eksperimentere sig frem, og når det så går galt, har de ikke andre muligheder end at føde barnet og få et job i Wal-Mart. De højrereligiøse leverer selv bevis nummer ét.

Ifølge den såkaldte Regnerus-undersøgelse fra 2007 går 74 pct. af alle højrereligiøse ind for kun at undervise i seksuel afholdenhed, men ingen religiøs gruppe har en tidligere seksuel debut end netop de højrereligiøse. I gennemsnit har højrereligiøse piger sex for første gang som 16-årige, og hver syvende af dem har tre eller flere seksuelle partnere, inden de er fyldt 17 år. Andre undersøgelser viser, at højrereligiøse har en højere frekvens af teenagegraviditet og en ditto højere frekvens af kønssygdomme end andre religiøse grupper.

Det er den konservative familiemodel i en nøddeskal, og det er årsag og løsning i en nøddeskal. Tal om prævention. Undervis i prævention, siger Carbone. Fortæl de unge, at de gør klogest i – for deres egen skyld – først at få en uddannelse og derefter tænke på børn og ægteskab. Det er ikke hele løsningen, men det er dér, hvor det begynder, siger hun. Indtil den begynder, fortsætter USA i to hastigheder og i to vidt forskellige samfund.

Et konservativt USA, der tror på en traditionel familiemodel, og et progressivt USA, der tror på en moderne familiemodel. June Carbone kalder det i sin bog »røde familier mod blå familier«, men hun kunne lige så godt have kaldt det 1960 mod 2010, og det er med til at gøre USA så uforenet, som USA er – i tid, rum og sex.

Det er tvivlsomt, om Levi nogensinde har læst Bill Bishops bog om den store selvsortering eller Carbones bog om de forskellige familiemodeller, der splitter landet. Men han behøver for såvidt heller ikke læse bøgerne, for han har allerede levet dem. Efter valgnederlaget i 2008 vendte Sarah Palin hjem til Alaska, og det hele begyndte at gå i kludder, har Levi fortalt til GQ. Han og Bristol skændtes, Sarah ville ikke have ham i huset, og han undrede sig over, at hun kunne undre sig over, at det var gået, som det gik, har han sagt til Vanity Fair.

Sarah havde aldrig fortalt Bristol om piller og gummimænd, Sarah var imod seksualundervisning, og hun vidste samtidigt, at Levi og Bristol havde sex – så do’h! Kunne hun ikke lægge to og to sammen?

Tre måneder efter sønnen Tripps fødsel røg Levi ud. Forlovelsen var forbi, han og Bristol var »eks«, og siden har de råbt til hinanden gennem medierne og optrådt i reality-TV. Bristol er sin mors datter og taler for seksuel afholdenhed. Levi er sig selv, og han siger, at det »er helt urealistisk at forestille sig, at unge ikke har sex,« og derfor skal de vide, hvad et kondom er.

Han har aldrig taget en uddannelse, og Bristol er heller ikke nået videre end sin studentereksamen, og hvis de ikke var TV-materiale – så ville de formentlig bo i hver deres beboelsesvogn. Bristol ville arbejde i en frisørsalon, Levi ville gå til hånde på et værksted, og lille Tripp ville vokse op midt mellem dem, måske med store blå øjne og en drengedrøm, og så en dag – efter en nat med en pige – ville han gøre sine forældre til bedsteforældre. Og det hele begynder igen.