Venstre kræver, at udenrigsminister Lene Espersen (K) går i skarp dialog med Canada om skibstrafik ved Arktis.
3. marts 2010, 08:43 – opdateret 3. marts 2010, 08:45
Udenrigsminister Lene Espersen (K) kommer på sin første diplomatiske udfordring i en sag om skibstrafik ved Arktis.
Venstres nye udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen kræver nemlig, at udenrigsministeren hurtigst muligt går i kritisk dialog med Canada, der fra første juli vil oprette et tvungent skibsregister for alle større skibe, der sejler gennem den omdiskuterede Nordvestpassage mellem Grønland og Canada.
- Jeg er meget overrasket over denne udvikling. Det er helt afgørende, at Nordvestpassagen forbliver internationalt farvand. Vi har samme interesse som amerikanerne i, at farvandet forbliver internationalt og åbent. Derfor vil jeg tage sagen op med ministeren, siger Michael Aastrup Jensen.
Det var den canadiske transportminister, John Baird, som i fredags ifølge Canwest News Service bebudede, at Canada fra første juli 2010 vil indføre et tvungent skibsregister for alle større skibe, der sejler gennem Nordvestpassagen.
En passage, som på grund af klimaforandringerne ventes at blive langt mere befærdet i de kommende år.
- Obligatorisk registrering vil gøre den maritime trafik mere sikker og effektiv, sagde John Baird i følge Canwest News Service ved præsentationen.
Han tilkendegav, at registreringskravet vil gælde for både canadiske og internationale fartøjer.
Den canadiske regering har længe været klar over, at skibsregistreringen kunne blive en diplomatisk varm kartoffel. Da den canadiske premierminister Stephen Harper første gang bebudede ideen under en rejse til Arktis i august i fjor, tilkendegav han ifølge den canadiske avis The Star, at han "forventede, at nogle lande ville protestere".
I modsætning til Canada mener f.eks. USA, at Nordvestpassagen skal forblive internationalt farvand.
Det samme mener Michael Aastrup Jensen, som finder det afgørende, at Danmark og Grønland i fællesskab reagerer.
- Det kan ikke passe, at et land bare kan gå ind og sige, at nu er det vores farvand og så skal alle verdens skibe lige registrere sig hos os. Næste skridt er jo, at de så siger, at nu har vi alle sammen anerkendt, at det er deres farvand. Siger vi først ja til, at skibe skal registreres, har vi næsten også sagt b. Altså at det er deres farvand, siger Michael Aastrup Jensen.
Danmark og Canada har tidligere været på kant med Canada om de arktiske områder, nemlig i spørgsmålet om den lille Hans Ø, som ligger mellem Canada og Grønland.
Berlingske.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lene Espersen.
Nordvestpassagen


































