Men det er måske sket mest tydeligt efter regeringsskiftet i London, hvor den nye premierminister, David Cameron, erklærede, at en række fokusområder for britisk politik vil skifte til lande som Brasilien, Tyrkiet, Sydafrika, Indien og Kina.

Det er der ikke noget underligt i, fordi en række lande i den nu tidligere »tredje verden« buldrer frem på verdensscenen og forsøger at sætte sig ikke alene på den handelspolitiske , men også på den internationale dagsorden.

I løbet af få år vil vi se, at disse stater får relativt mere magt. Ikke fordi deres økonomiske velstand på kort tid nødvendigvis fører dem i nærheden af rigdommen i Vesten, men fordi den takt, de forandrer sig med, giver anledning til nye langsigtede strategier i de europæiske lande. Europa er allerede blevet mere forsigtig med, hvem man lægger sig ud med.

Nu har Cameron lagt for ved at tilrettelægge en tur rundt til de lande, som Storbritannien har en interesse i at dyrke. Indien og Tyrkiet har netop haft besøg af den britiske premierminister. I Tyrkiet lovede han, at tyrkerne kunne se frem til en optagelse i EU samtidig med, at han stærkt kritiserede Israel for at omdanne Gaza-striben til et fængsel. I Indien rettede han det skarpe skyts direkte mod indernes ærkefjende Pakistan og fulgte op på den såkaldte »WikiLeaks-affære« med at advare pakistanerne mod at støtte Taleban, som de i en række offentliggjorte dokumenter beskyldes for fortsat at gøre.

Og Cameron vil følge sine udenrigspolitiske besøg op i Kina og i andre lignende økonomiske turbolande. Udenrigspolitik og eksport har altid hængt godt sammen. Handelsbalancen skal vedligeholdes.

Hvis man som premierminister samtidig kan strikke en strategi sammen, som virker gennemtænkt og meget lidt præget af økonomisk tænkning, så gør det heller ikke noget. Det har Cameron til dels gjort ved at fremlægge nogle retningslinjer for britisk udenrigspolitik. Men man er naiv, hvis ikke man kan se, at det er økonomien, der betyder noget. Spørsmålet er, hvad det på lang sigt betyder for Vestens værdipolitik.

Både Tyskland og Frankrig gør det samme, og Danmark har selvfølgelig også lignende interesser, hvilket ses i den måde, vores udenrigs- og bistandspolitik udvikler sig på. Noget for noget, og der stilles i disse år særdeles skarpt både på de lande, vi støtter, og de lande, vi fremtidigt gerne vil støtte.

Den ideologiske profil skærpes både i Udenrigsministeriet og hos udviklingsministeren, men den følger også et økonomisk nytteprincip. Udviklingsministeren har forlængst omdøbt sit ministerium til et frihedsministerium ud fra devisen om, at frihed er den eneste vej for de lande, der vil vækst og velstand. Og en forbrugervenlig middelklasse, forstås.

Og hvad er der så at hente? The Economist skriver i det seneste nummer, at hvis det lykkes kineserne at få arbejderklassen til at forbruge 20 procent mere end i dag, hvilket ikke er usandsynligt, så betyder det, at den amerikanske eksport stiger med 25 mia. dollar og dermed skaber jobs til 200.000 amerikanere. Ikke ringe for verdensøkonomien.

Berlingske Tidende har det seneste halve år sat fokus på den nye verdensorden. Vi har været i Afrika, hvor kinesernes er ved at opkøbe råstoffer. Vi har været i Brasilien, i Sydafrika, Indien og Kina for at tage temperaturen på de fremadstormende økonomier. Vi har mødt forretningsfolk og politikere, der ved, at disse lande kommer til at dominere om nogle få år. For verdensøkonomien er fremgangen god. Men hvad betyder det for Vestens værdier? Det kommer vi også til at sætte fokus på.