10. maj 2010, 21:58 – opdateret 10. maj 2010, 22:30

Netop som de Konservative efter fire dages intense forhandlinger i går var tæt på at lukke en aftale med Liberaldemokraterne om dannelse af en ny konservativ mindretalsregering med Liberaldemoraterne som støtteparti, poppede Labours slagne Gordon Brown pludselig op og vendte alting på hovedet.

Efter i flere dage at have været under internt pres for at træde tilbage som Labourleder som følge af det gamle arbejderpartis store valgnederlag i torsdags, meddelte Brown, at han ville gå af. Godt nok ikke lige nu og her, men i hvert fald inden Labours årskonference til efteråret.

Gordon Brown blev dermed ganske overraskende manden, der selv fjernede den sidste, store barriere for, at Labour kan deltage i spillet om at beholde magten og i givet fald slukke den konservative leder David Camerons store drøm om at indtage Downing Street 10 som den første konservative premierminister i 13 år.

Kongemageren Nick Clegg har nemlig igen og igen gjort klart, at Brown skulle væk, for at der kunne blive tale om en koalition mellem Labour og Liberaldemokraterne. Allerede under valgkampen påpegede Clegg, at han sagtens kunne arbejde sammen med Labour, ja sågar »en mand fra månen«, som han formulerede det, men bare ikke Brown.

Nick Cleggs gentagne udfald mod Brown - han har kaldt ham for både »en desperat mand« og en »BZer« i Downing Street 10 - har at gøre med dårlig kemi mellem de to partiledere. Men ikke kun det. Nick Cleggs ser også Gordon Brown som manden, der har ansvaret for det økonomiske kaos, som Storbritannien er havnet i. Ikke blot fordi Brown har været premierminister de seneste tre år, men også fordi han før det var finansminister i ti år.

Nu hvor Brown har erklæret sin afgang, taler man i Labour kredse om muligheden for en »regnbue-koalition« af Labour, Liberaldemokraterne og flere af de små partier, herunder blandt andet de skotske og walisiske nationalister.

Nick Clegg vil uden tvivl føle sig fristet. Hans parti ligger politisk tættere på Labour end de Konservative, og så er der den ikke uvæsentlige detalje, at Labour i modsætning til de Konservative lokker med en valgreform, hvilket Nick Clegg hele tiden har sat som ultimativ betingelse for at lade sine Liberaldemokrater agere støtteparti.

Sagen er, at valgsystemet favoriserer Labour og de Konservative i en grad, så det næsten er umuligt for Liberaldemokraterne at komme i den favorable situation, som partiet er i netop nu, som det afgørende parti til at danne flertal. Faktisk er det ikke sket siden 1974.

Årsagen er, at der ikke er proportional repræsentation i Storbritannien, hvor kun vinderen af hver valgkreds kommer i parlamentet. I praksis betyder det, at selv om Liberaldemokraterne ved valget i torsdag fik 23 procent af de afgivne stemmer, har de i parlamentet kun fået godt 10 procent af pladserne.

Men med en valgreform, der retter op på dette, vil Nick Cleggs parti ved fremtidige valg igen og igen kunne blive midterpartiet med de afgørende stemmer, som kan bestemme farven på regeringen. Man kan ikke fortænke Nick Clegg i at være fristet til at gafle sig en sådan gevinst ved at indgå en aftale med Labour. Om så Labour er valgets taber eller ej.