Mens USA jagter kilden til lækken af efterretninger, vil briterne kulegrave civile tabstal i Afghanistan efter dokumenternes afsløringer af urapporterede drab på civile. Ny sag om 52 muligt dræbte civile truer med at ødelægge forholdet mellem koalitionen og afghanerne.
29. juli 2010, 08:17
LONDON: Netsiden Wikileaks offentliggørelse af over 92.000 lækkede amerikanske efterretninger fra Afghanistan får nu det britiske parlament til at kulegrave sit eget forsvarsministeriums oplysninger om civile tabstal.
Det sker samtidig med, at USAs præsident Barack Obama har slået offentliggørelsen hen med, at der intet nyt er i dokumenterne, da det kaotiske billede af krigen i Afghanistan allerede var kendt, og at det netop er derfor, han har iværksat en ny strategi med en »bølge« af tusindvis af ekstra soldater. USA undersøger derfor ikke officielt indholdet i efterretningerne, men jagter kun synderen, der lækkede dokumenterne.
Briternes beslutning om at undersøge det reelle antal dræbte civile er taget af parlamentets forsvarskomité. Et af medlemmerne, Labours John Woodcock, som har været specialrådgiver for den tidligere forsvarsminister John Hutton, siger, at han personligt tror på, at britiske soldater forsøger at minimere civile tab, men også at der mangler gennemsigtighed. De lækkede efterretninger peger på, at der er hundredvis af civile, der er blevet dræbt i Afghanistan, uden at det er rapporteret.
Blodbad
Den umiddelbart mest opsigtsvækkende sag handler om en amerikansk patrulje, der i 2007 udførte et massakrelignende blodbad på teenagepiger, bilister og gamle mænd. 19 omkom, og 50 blev såret, men affæren blev dysset ned, og ingen af de involverede amerikanske soldater er blevet straffet.
Men de lækkede papirer peger også på, at britiske tropper gentagne gange skød civile i Kabuls gader i 2007, og at britiske jægersoldater skød uskyldige bilister og motorcyklister otte gange i Helmand i løbet af en seks måneders periode i 2008.
Samtidig er der dukket en ny eksplosiv sag op, som truer med at ødelægge NATOs forsøg på at overbevise afghanerne om, at koalitionen tager uskyldige civiles liv alvorligt. Præsident Karzai har fordømt, at NATO-styrker har dræbt 52 civile i Sangin i Helmand i fredags i et raketangreb, som angiveligt ramte et hus, hvor en stor flok civile havde søgt tilflugt under et angreb.
Løgn eller sandhed?
En bonde, Haji Abdul Ghafar, som avisen The Guardian har mødt på hospitalet i Kandahar By, fortæller til avisen, at 17 medlemmer af hans familie blev dræbt, herunder tre søstre, tre døtre og en søn. Han mener, at NATO angreb de civile »med vilje«.
»De udenlandske styrker kunne se os,« siger den 38-årige bonde. »Folk som stod lidt fra os fortalte, at de udenlandske styrker affyrede et missil fra en kampvogn. Den ramte huset og ødelagde fronten af huset og den venstre væg.«
NATO påpeger, at det fælles undersøgelseshold af folk fra NATO og den afghanske regering ikke har kunnet bekræftet anklagen om de 52 dræbte.
»Landsbybeboerne kan have løjet,« siger Dawood Ahmadi, talsmand for den lokale guvernør. »Landsbyens beboere tog undersøgelsesholdet til en gravplads i landsbyen Regey, og de hævdede, at 35 personer var blevet begravet der, men gravene så gamle ud.«

































