Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Blodbad i Gaza bringer fredsforhandlinger i fare

Israel trængte lørdag længere og blodigere ind i Gaza end hidtil siden 2005, hvor de forlod striben. Mindst 46 palæstinensere blev dræbt, mindst halvdelen civile. En decideret invasion af Gaza-striben er uundgåelig, siger nogle israelske autoriteter.

JERUSALEM: Det israelske militær dræbte i løbet af lørdag 46 palæstinensere i den blodigste og dybeste militæraktion ind i Gaza-striben, siden Israel i 2005 trak sig ud af Gaza.

To israelske soldater meldes dræbt.

Angrebet øgede frygten for en videre krig og kastede en skygge over den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rices fredsmission i den kommende uge.

Flere end 70 palæstinensere er i løbet af de sidste fire dage blevet dræbt af israelske luftangreb og inkursioner ind i Gaza-striben, som den islamiske militante Hamas-gruppe tog magten over i et blodigt kup i juni.

Et øjenvidne, 31-årige Mahmoud Hammad fra området al Tofah, beskrev overfor Berlingske Tidende angrebet således:

"Israelerne skød på alting – civile, børn, vandtanke. Dette er en krig. Vi har ingen magt, ingen vand. De vil ødelægge Hamas – men det er ikke det, de gør. Vi betaler prisen – mens verden bare ser til.”

Israelske talsmænd sagde, at Israel gengældte palæstinensiske raketter på tværs af grænsen. En israelsk lastbilchauffør blev onsdag dræbt i den israelske by Sderot. Og raketangreb på den sydlige by Ashkelon torsdag øgede sandsynligheden for, at Israel indenfor den kommende tid vil foretage en decideret invasion af Gaza-striben, som ligger langs Middelhavet og er hjem for 1.5 millioner palæstinensere.

Ud af de 35 dræbte palæstinensere var mindst 16 civile, lød det fra hospitalskilder.

To børn og en 13 måneder gammel pige var blandt de omkomne. Dr. Moaiya Hassanain fra Gazas sundhedsministerium sagde, at 35 ambulancer var strandet midt i det dødelige kaos på grund af mangel på benzin.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, der kun har kontrol over Vestbredden, men forsøger at forhandle en fredsaftale med Israel, fordømte de høje civile dødstal:

”Vi siger til verden; se og døm selv, hvad det er, der sker, og hvem, der begår international terrorisme.” Præsidenten sagde, at begivenhederne ”er mere end et holocaust” med reference til udtalelser fra Israels viceforsvarsminister Matan Vilnai dagen før.

Vilnai havde advaret Gazas beboere mod, at de risikerede et ”shoah,” hvis raketbeskydningen fortsatte. En talsmand for Vilnai præciserede, at han mente ”ulykke” snarere end ”holocaust,” som er ordets mest almindelige betydning.

David Baker, en talsmand for Israels regering, beskyldte Hamas for ”hæmningsløst og skamløst at bruge civile beboere som menneskelige skjolde for at beskyde israelske civile.”

Skiftende kampscener
Den sidste bølge af blodsudgydelser begyndte før midnat fredag i Gazas nordlige by Beit Hanoun, hvor israelske soldater mødte modstand fra palæstinensiske militante. Israels militær sagde, at de kun angriber steder, hvor raketter er blevet affyret fra, men at militante opererer fra civile områder.

Før daggry lørdag skiftede kampscenen til Jebaliya, en overbefolket flygtningelejr i den nordlige Gaza-stribe, hvor militante opererer tæt ved. Indenfor 12 timer var yderligere 32 palæstinensere blevet dræbt.

USA, der i november var vært for en fredskonference mellem Israel og palæstinenserne, opfordrede fredag Israel til at “tage højde for konsekvenserne” af aktioner op til næste uge, hvor udenrigsminister Rice besøger regionen i et nyt fremstød for at fremme forhandlingerne.

Fredsforhandlinger i fare
Israelske ledere siger, at de muligvis ikke har andet valg end at lancere en decideret landoffensiv ind i Gaza-striben for at stoppe raketter mod Israels sydlige byer.

Hidtil har udsigten til store tab på begge sider afholdt Israel fra at invadere. Men Hamas ramte torsdag den sydlige by Ashkelon, der hidtil kun har været et sporadisk mål, med iransk-producerede raketter. En udvikling, der kan ændre vurderingen. Forsvarsminister Ehud Barak sagde efterfølgende, at en landoffensiv nu var ”virkeligt sandsynlig.”

Talsmænd for Hamas’ væbnede gren udtalte hoverende, at Israel ”aldrig vil stoppe raketterne.” Lørdagens høje dødstal kan øge presset på præsident Abbas for at indstille fredsforhandlinger med Israel. Og den palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat udtalte, at en decideret invasion vil ”begrave” fredsforhandlinger.