Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair drak heftigt og dagligt i takt med, at han kom mere og mere under pres, fortæller han sin erindringsbog.
1. september 2010, 10:16
LONDON. Til stor overraskelse for selv Tony Blairs tidligere spindoktor Alastair Campbell, der selv er tørlagt alkoholiker, kommer Storbritanniens tidligere premierminister fra 1997 til 2007 nu med opsigtsvækkende indrømmelser om sit alkoholforbrug.
Tony Blair fortæller i sin erindringsborg, The Journey, der udkommer i dag, at han drak mere og mere i takt med, at han selv og hans parti Labour kom under pres. I bogen beskriver han, at han til sidst normalt drak en whiskey eller en gin og tonic før aftensmaden, hvorefter han under maden fik adskillige glas vin. Efterhånden blev han klar over, at det ”blev en støtte” for at klare arbejdet.
- Som tiden går, bliver det nemt en daglig vane, som din krop behøver for at slappe af. For at kompensere for pres. For at stimulere. For at gøre en kedelig aften udholdelig.
Irakkrigen var et mareridt
Presset voksede blandt andet på grund af den omstridte Irakkrig. Tony Blair forklarer i sin bog, at han stadig føler “smerte” over Irakkrigen, og han aldrig havde forestillet sig det ”mareridt”, som ville udfolde sig, efter han tog beslutningen om at lade britiske tropper deltage i den amerikanskledede invasion. Men han fastholder samtidig, at det var rigtigt at fjerne Saddam Hussein.
Brown var vanvittigt irriterende
Internt i Labour voksede presset på Tony Blair fra hans egen partifælle, finansminister Gordon Brown, som ikke blot ”ubarmhjertigt lagde personligt pres” på ham, skriver Blair. Brown kunne ifølge Blair være ”vanvittig irriterende”, og Blair overvejede flere gange at fjerne Brown fra posten som finansminister. Men han fandt det bedre, at Brown var ”indenfor og begrænset” end ”udenfor og lukket løs”.
Ifølge den tidligere erhvervsminister Peter Mandelsons erindringsbog, som kom i sommer, kunne Browns pres også forklares på anden vis. Ifølge Mandelson lovede Tony Blair allerede i 2003 Gordon Brown, at han ville vige pladsen, så Brown kunne tage over som premierminister.
Men Blair løb fra sit løfte, og løftebruddet fik blot magtkampen mellem Labours to fremmeste til at eskalere yderligere. Først i 2007 fik Brown chancen og tog over som Storbritanniens førstemand, da Blair blev presset til at gå af.
