Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Blå bog: »Sarah Barracuda«

Sarah Palin personificerer den ramsaltede ånd i sin hjemstat, Alaska.

Sarah Palins historie er den slags, der venter på, at den rigtige forfatter eller instruktør skal komme forbi.

Hun er født i Idaho, men voksede op i Alaska – »det sidste vilde Vesten«, som de lokale elsker at kalde deres stat – og hun personificerer den ramsaltede ånd i det sidste vilde Vesten. Som basketball-spiller fik hun tilnavnet »Sarah Barracuda«, fordi hun altid gik på med krum hals, hun gik på elgjagt eller isfiskeri med sin mor og far, hun røg hash, og hun giftede sig med en mand, der passede til hendes temperament. Manden, Todd, er et medlem af Yupik eskimostammen, han er tidligere verdensmester i snescooterræs, og uden for jagt- og fiskerisæsonen arbejder han på en BP-boreplatform. Sammen har de fem børn.

Den ældste søn, Track, meldte sig sidste år til hæren, og i næste måned vil han blive sendt til Irak. Den yngste søn, Trig, lider af Down’s syndrom; hun fødte Trig 18. april i år – for godt fire måneder siden – og hun gik på arbejde tre dage efter fødslen.

Det republikanske parti i Alaska er berygtet som det mest korrumperede partiapparat i USA; Palins forgænger forlod sin stilling i vanære, og både statens enlige medlem af Kongressen og den ene af statens senatorer er sigtet for magtmisbrug. Palin var ikke et medlem af toppen af det republikanske parti, hun var borgmester i byen Wasilla med omkring 6.000 indbyggere, og hun vandt i 2006 guvernørvalget netop på et løfte om at rydde op. Det er ikke desto mindre lykkedes hende selv at blive sovset ind i en skandale. 11. juli i år fyrede hun statens topansvarlige for politi og sikkerhed, Walter Monegan, angiveligt fordi Monegan ikke ville fyre en bestemt politibetjent. Den pågældende politibetjent var Palins tidligere svoger, og han havde ikke behandlet Palins søster videre godt, sagde Palin og hendes familie. Han drak, og han tævede søsteren, og derfor skulle han ud, men både Monegan og fagforeningerne kalder det embedsmisbrug.

Statens senat er nu i gang med en undersøgelse.­