Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Blå bog: Hobbydigter og krigsforbryder

Radovan Karadzic, en af verdens mest eftersøgte mænd, blev mandag aften anholdt og overdraget til krigsforbryderdomstolens undersøgelsesdommer i Beograd. Sigtelserne mod ham tæller blandt andet to tilfælde af folkedrab.

Radovan Karadzic blev født 19. juni 1945 i en fattig familie i en lille landsby i Montenegros bjerge. Hans familie var stærkt imod den jugoslaviske præsident Josip Broz Titos styre. Faderen var en serbisk nationalist, der kæmpede mod Titos partisaner og blev såret af dem ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

Karadzic uddannede sig til psykiater med speciale i neuroser og depression. Som hobby skrev han digte, ofte med en grotesk og morbid humor.

Karadzic blev i 1992 den første præsident i den bosnisk-serbiske regering. Umiddelbart inden krigen i Bosnien brød ud, advarede han mod at gør Bosnien til en selvstændig stat. Det ville gøre landet til et helvede og muligvis "få muslimerne til at forsvinde, for muslimerne kan ikke forsvare sig, hvis der bliver krig".

I juli 1995 sigtede FN's krigsforbryderdomstol i Haag ham for at havde givet tilladelse til at skyde civile under den 43 måneder lange belejring af Sarajevo. Fire måneder senere blev han for anden gang sigtet for folkedrab i forbindelse med massakren på op mod 8000 muslimer i Srebrenica.

Frem til 1997 levede Karadzic i fuld åbenhed i den bosnisk-serbiske hovedby Pale, hvor han var beskyttet af serbisk politi. Men i 1997 mistede han sit greb om magten og gik under jorden.

Karadzics tilhængere betragter ham som en helt. Hans portræt sælges på t-shirts, kalendere, badges og flag mange steder i Serbien og den serbiske del af Bosnien, og den ortodokse kirke sælger hans bøger i kirkens boghandel.

/ritzau/Reuters