Priserne er sat af hensyn til forsikringsspørgsmålet.
20. maj 2010, 13:03 – opdateret 20. maj 2010, 13:06
De enorme priser på kunstværker af den slags er først og fremmest sat af hensyn til forsikringsspørgsmålet. Billederne, der ikke kan sælges på det officielle kunstmarked men kun kan interessere en kriminel samler, er i sin tid erhvervet for langt lavere summer. Også relativt set.
Museer er ofte i et dilemma, når der skal købes ind. På den ene side bliver man nødt til at afvente, om kunstneren nu også står distancen. Er der virkelig tale om et livsværk så betydningsfuldt, at det er uundværligt i de offentligt tilgængelige samlinger, der er rundt omkring i verden. På den anden side nytter det ikke noget at vente, til kunstnerne bliver så dyre, at de er uden for rækkevidde.
Også derfor spiller de private samlere en afgørende rolle. Det er ofte dem, der har vovet pelsen og købt ind, før kunstneren var anerkendt. Eller har midlerne til at erhverve billeder i mange-millioner-kroners-klassen, når kunstneren er blevet berømt
Med Modigliani som undtagelsen havde de kunstnere, hvis værker er blevet stjålet i Paris en enorm produktion. Navnlig Picasso og Matisse, der var livslange venner og konkurrenter. Det er altså ikke sådan, at det er fuldstændig enestående og uundværlige værker, der er blevet stjålet. Men derfor er det alligevel en katastrofe for museet i Paris
