17. maj 2008, 20:00

Oppe langs de små veje bag landsbyen An Xian, tæt på epicenteret for det enorme Sichuan jordskælv, ligger grus og asfalt synderrevet af mandagens katastrofe. Huse ligger knust, og beboerne bor nu i hjemmelavede telte omkring ruinerne af deres hjem.

Men det er ikke kun dem, hvis hus er blevet pulveriseret, der er blevet gjort hjemløse.

»Vi tør ikke vende tilbage til vores hjem,« siger Li Pei, en 30-årig kvinde, som går ned langs en ødelagt landevej.

»Det ligge dernede,« siger hun og peger ned af gaden på en lang række huse, der mirakuløst stadig står, og som ser ud til kun at have pådraget sig minimale skader.

»Min familie og jeg har boet på gaden siden jordskælvet, for vi tør ikke tage tilbage til huset af frygt for efterskælv.« Hun stirrer ned af gaden og siger så: »Men selv, hvis der ikke kommer flere efterskælv, vil jeg ikke tilbage. Hvad nu hvis bygningen braser sammen af sig selv?«

Li Pei er ikke alene med sin frygt. Overalt i det katastroferamte område sidder i tusindvis af flygtninge, der, selvom det nu næsten er en uge siden jordskælvet ramte Sichuan-provinsen, ikke tør vende hjem til huse. Og det selv om de stadig står. Kinas byggestandarder er længe blevet kritiseret for at være alt for lave i områder, hvor jordskælv er almindelige – og skælv af samme størrelsesorden som i mandags ikke er ukendte.

SELV I CENTRUM af An Xian står det galt til. An Xian er den sidste by mellem de store flygtningelejre i periferien af jordskælvsområdet og selve epicenteret, der stadig står i nogenlunde hel tilstand, men byens gader er forladte, og indbyggerne hytter sig på pladser, i parker og andre områder langt fra bygninger. De små gader er dækket af knust glas, men selv steder, hvor ingen af boligblokkene er faldet sammen, er der ikke en eneste at se.

»Regeringen siger, at flere af husene er sikre,« siger en ældre mand, der står ved et træ over for hans butik, der står lukket med et tungt metalgitter trukket ned over indgangen. Træet er krumt, men rødderne har holdt, og det står stadig godt fast i jorden. Hans telt ligger i skyggen af den skæve stamme. »Men vi kan ikke løbe den risiko. Vi kan ikke vide, om det er sikkert. Jeg tog mig kun lige tid til at lukke butikken ordentligt af, så ingen kunne komme og stjæle.«

Han hentyder til byggesektorens kontroversielle mangel på jordskælvsikkerhed. Før 1954 var der ingen regler for sikkerhed overhovedet, og helt op til 1978 var der stort set stadig ingen regler. I 1976 blev det nordlige Kina ramt af et af det tyvende århundredes største naturkatastrofer, det såkaldte Tangshan-jordskælv, og de enorme ødelæggelser skyldtes ikke mindst regeringens mangel på indførelse af nogen form for sikkerhedsstandard. Efter jordskælvet blev der indført strenge regler, og regeringen lovede at tage hånd om sagen.

Det løfte ser nu ud til at være brudt. I det jordskælvsramte område er det ofte småt med nødhjælp, og en åbning af de lokale forretninger, hvor det var muligt, ville for byer som An Xian gøre en stor forskel i mængden af tilgængelig mad. Dette ville samtidig lette noget af trykket for det enorme behov, de ulykkesramte områder har omkring basale nødvendigheder som mad og rent vand. I over tyve kommuner er der ingen vandforsyning, og lastbiler tætpakket med vandflasker kører i en konstant strøm fra lagrene i Chengdu.

Også nødhjælpsstrømmen bliver sagte kritiseret. Ingen ønsker at virke utaknemmelige, men det er klart, at der samtidig er en uforståenhed overfor den ofte manglende hjælp.

PÅ VEJ LÆNGERE op mod epicenteret ser vi en gammel mand komme gående langsomt op ad vejen.

Hans tøj er mudret, hans skridt tunge. På ryggen har han en bastkurv næsten lige så stor som ham selv, fyldt til randen med mad og vandflasker.

»Jeg har gået rundt og samlet sammen fra de forskellige steder, hvor nødhjælpen bliver bragt op,« siger han, da vi stopper ved siden af ham.

»Der er så mange biler og ambulancer på vej op til Beichuan,« siger han og hentyder til en af de byer, der lå tættest på epicenteret, og som alle kilder nu siger er blevet fuldstændigt knust.

»Det er jo godt, men, hvad så med alle os her?« Han ser rundt. »Vi har også brug for mad, og der er ikke lastbiler nok til at tage os alle ned til Mianyang.«

Der har regeringen oprettet lejre for størstedelen af de mange tusinde fra Beichuan-området, der nu står uden tag over hovedet.

»Jeg er på vej op til min gade, hvor vi er et par familier, der sidder sammen.«

Er der andre, der har gjort samme indsats?

»Nej,« siger han og griner: »Men nogle skal jo.«

Jeg spørger, om han har tænkt sig at flytte ind i sit hus igen, hvis det altså stadig står.

»Det gør det, men det har jeg ikke,« siger han.

Mianyang Kommune, hvori An Xian ligger, er et af landets store forskningscentre, når det gælder teknologi og elektronik, men også her lyder klagen, at regeringen har svigtet sin befolkning og samtidig hyttet sit eget skind. Vi kører hen for at se nærmere på et af de mere berømte forskningscentre, China Air Dynamics Research and Development. Det står endnu, rankt bag sit hegn.

»Hvorfor er alle skolerne faldet sammen, mens alle de regeringsbygninger, vi har set, står endnu?« spørger min tolk og gentager hermed en klage, vi hører fra flere kanter, især i hovedstaden Chengdu.

Forklaringen er trist, men simpel. For at spare penge har den kinesiske regering inddelt landet i zoner, alt efter hvad risikoen for stærke jordskælv menes at være. 9 signalerer den højeste risiko, og Beijing er kategoriseret som 8. Miangyan og Chengdu får kategorien 7, og der kan dermed spares mange penge ved at skære ned på sikkerhedsomkostningerne omkring bygningen af områdets huse. Men, siger eksperter fra både USA og Japan enstemmigt, dette jordskælv brød skalaen og bør kategoriseres som 10 på den kinesiske skala. Det er derfor ikke underligt, at byer som Beichuan er blevet udslettet totalt.

For at leve op til kategori-7 standarder skal der indsættes hærdet beton og jernbjælker i de bærende vægge.

PÅ VEJ TILBAGE ud af epicenteret ser vi huse sunket i grus på rad og række, væggene bygget med intet andet end mursten og mørtel. I byer som Dujingyan vest for Chengdu er selv mange af de hærdede bygninger flået fra hinanden, i snesevis af mennesker begravet under murbrokkerne. Det er dog ikke kun i de yderligt liggende byer, at frygten for nye ødelæggelser holder folk fra at vende tilbage til hjemmet. Selv i Chengdu, hovedstaden i Sichuan-provinsen, ser man stadig store grupper af folk, unge som gamle, der er bange for at vende hjem.

»Jeg har boet her i parken sammen med venner i næsten en uge,« siger 28-årige Cathy Zhang, der er tjener på en restaurant: »Vi tør ikke vende tilbage – hvad nu, hvis det sker igen?«

I det nybyggede Century Citys enorme forum lige syd for Chengdu ligger et af centrene for oplagringen af nødhjælp. Jeg tager dertil om aftenen og får adgang til hallen – gulvet er dækket med paller af flasker, mad og tæpper. Overraskelsen kommer, da jeg diskret spørger en af arbejderne, hvor længe det har ligget.

»I flere dage,« siger han og vil ikke oplyse sit navn. »Man kan nok ikke få det op til de værst ramte områder.«

Hvad med de mere yderliggende områder, hvor nøden stadig er enorm? spørger jeg. Han trækker på skulderen.

»Denne redningsaktion er typisk for Kinas regering,« siger Ryan Pyle, fotograf for New York Times.

Han har boet i Kina i syv år og taler sproget flydende.

»De er ekstremt enøjede. De kaster ressourcer derhen, hvor man mener, nøden er størst, men ser ikke andet, uanset konsekvenserne. Når den mere dramatiske nød er væk, forsvinder både soldater og nødhjælp også. Tro mig – når det akutte oprydningsarbejde er overstået, vil regeringen glemme alt om Beichuan, Dujingyan og An Xian. Så må folk klare sig selv.«