20. november 2007, 18:33

To nye skoleskyderier blev i denne uge afværget. Denne gang i Bergen og Köln. Hvad foregår der inde i de unges hoveder? Hvorfor er skoleskyderier blevet »det kulturelle manuskript« for kiksede eller utilpassede unge?

Lad os kalde ham et vilkårligt drengenavn. Lad os kalde ham Albert.

De fleste af os har gået i skole med Albert. Han kunne være et kvaj eller en klovn, han kunne være en nørd, og under alle omstændigheder var han kikset. Han ziggede, når andre zaggede, og ikke på den gode måde, og det var altid taknemmeligt at gøre ham til en vittighed. Drengene gjorde det, pigerne gjorde det, lærerne gjorde det.

Stakkels Albert. Han stod der med en selvtillid, som lignede et flosset fiskenet, og han stod der uden anden identitet end prügelknabe, taber, tossefår, morsomhed og bondeknold.

De fleste overlever at være »stakkels,« de fleste får et tåleligt voksenliv, men nogle stakler – nogle få stakler – vil ikke finde sig i at være »stakkels,« og vi hører fra dem.

Politiet i Köln meddelte søndag, at to drenge, en 17-årig og en 18-årig, havde udfærdiget en liste med 17 navne på studerende og lærere på et lokalt gymnasium, som skulle dø, og til sidst ville de to selv gøre selvmord, og det skulle ske præcist på ét års dagen for en skolemassakre i et nabosamfund. Til trods for at det viste sig, at de havde droppet deres morderiske plan, begik den ene selvmord efter politiafhøringen.

Mandag oplyste norsk politi, at myndighederne i en mindre by ved Bergen havde anholdt en ung mand, som truede med en skolemassakre. Nordmanden havde lagt en video ud på YouTube, og i videoen hyldede han det finske skolemord i forrige uge. Og i går blev en tysk skole ved Düsseldorf lukket efter advarsel om massakre.

Luke Woodham var Albert.

Han var kejtet, han var tyk, og fra sine yngste skoleår slæbte han rundt på et par store, uklædelige briller. Hans syn var så dårligt, at hans mor hver morgen var nødt til at køre ham i skole. Hans mor var fraskilt, de to havde kun hinanden, og han syntes i det hele taget afhængig af hendes råd og dåd.

Ifølge bogen »Blindsided« tog han i årevis drillerierne med fatning; han koncentrerede sig om sine lektier og om sit fritidsjob som pizzabud hos Domino’s, og han var ikke i tvivl om, at fremtiden også på en eller anden måde havde bud efter ham.

Men da han kom op i de år, hvor mor ikke længere kan løse problemerne, men tværtimod synes at være en del af problemerne, spidsede situationen til. Han var træt af at være »tykke« eller »blinde,« han var træt af altid at være på den våde ende af vandballonerne og den smertefulde ende af vittighederne, og han var træt af, nej, han var knust over, at hans kæreste slog op efter bare tre uger. Kærsten Christina kunne dårligt få sig selv til at slå op, for hun var »Lukes eneste ven,« som hun sagde til sin far.

Luke Woodham ville være noget andet end taber og tossefår, han ville være noget, og han begyndte at eksperimentere med en teenage-cocktail af Hitler, Nietzsche og sort magi, og han lød i sin dagbog som en blanding af alle tre:

»Jeg er indbegrebet af ondskab. Jeg har ingen medlidenhed med menneskeheden, for menneskeheden skabte mig, den torterede mig, ind til jeg fik nok ...«

Han prøvekørte sin ondskab på sin hund. Han tævede den næsten ihjel, puttede den i en plastikpose, overhældte posen med lighterbenzin og satte ild til den; han kastede derefter de forkullede rester i en sø. »Sidste lørdag begik jeg mit første mord,« skrev han. »Offeret var en nær ven, min elskede hund Sparkle.«

Hvorfor gjorde de det? Hvorfor gør de det?

Hvorfor gav Pekka-Eric Auvinen sin overophedede nihilisme udtryk i 76 skud og ni døde i Jokela i Finland? Hvorfor besluttede Seung Cho at lade sin sårede forfængelighed og mutisme gå ud over 32 mennesker i Blacksburg i USA? Hvorfor skulle det koste 16 mennesker livet, at Robert Steinhäuser blev smidt ud af et gymnasium i Erfurt i Tyskland? Hvorfor så de unge mennesker i Bergen og Köln i denne uge angiveligt ikke anden udvej end at slå deres lærere og medstuderende ihjel? Hvorfor gjorde de ikke bare, som millioner før dem gjorde? Hvorfor bed de ikke bare drillerier, buksevand og suspension i sig, og hvorfor bed studentikose sværmerier og kærestesorg så hårdt på dem?

Fordi nogle unge mænd – og det er næsten altid mænd – bare får nok, og inde i deres hoveder vokser ideen om vold, massevold, som den eneste acceptable løsning, siger professor i sociologi Richard Arum, og selv om det er oppe i tiden at sige, at det er »noget i tiden,« så er det ikke desto mindre rigtigt: »Der er i dag i USA, men ikke kun i USA, et kulturelt manuskript, som er voldelig i sin natur, og som medierne og underholdningsindustrien har udbredt. Især drenge indprenter sig dette manuskript – drenge, der er socialt marginaliserede, forstyrrede eller har problemer – og de bruger manuskriptet til at genvinde deres maskulinitet,« forklarer professoren til radionetværket VOA.

»Læg mærke til, hvordan billederne eller idealerne omkring skoleskydningerne næsten altid kommer fra populærkulturen,« siger han.

Det er velkendt, at sindslidelser ofte har et tidstypisk tilsnit, en kulturel kontekst, og unge mennesker, der lider af f.eks. vrangforestillinger, hallucinationer eller en forstyrret opfattelse af virkeligheden, vil have det ud fra det fokus, som ungdommen har i det øjeblik, og – sindslidende eller ej – det gælder også skolemorderne.

Det er f.eks. ikke noget nyt, at en ungdommelig subkultur dyrker ondskab eller nihilisme; udtalt eller u-udtalt har Nietszche og hans skole af bøh-filosoffer altid haft en plads på hylden hos unge, der synes, at det hele er noget lort, og som har behov for at se sig selv som evnerige og alle andre som evneløse, og subkulturen har alt efter tiden og alt efter personen givet sig forskellige udtryk, fra svulstig poesi til nazisme, fra druk og hærværk til en mærkelig, mørk periode. Det er ikke nyt. Men det er nyt, og det er »noget i tiden,« at subkulturen nu kan udarte sig til skoleskydninger. Det er tidens »kulturelle manuskript.«

1. oktober 1997 var Luke Woodham tanket op – fyldt til randen af drillerier, kærestesorg, sort magi og ondskab – og verden gik i sort i den lille by Pearl i Mississippi.

Lukes mor sov i naboværelset, og tidligt om morgenen tog han en kniv og stak den i hendes bryst, stak og stak, indtil hun døde, og derefter navigerede han med sit svage syn vej til gymnasiet, ekviperet med en riffel og en ide om hvilke medlemmer af menneskeheden, som skulle undgælde for det monster, som den havde skabt. Han gav en medstuderende et – som han kaldte det – »manifest,« og han styrede derefter direkte hen mod Christina og skød hende i nakken, han skød en anden pige, som forsøgte at flygte, og i 11 minutter skød han vildt omkring sig.

Derefter satte han sig ud i sin bil og begav sig på vej til den folkeskole, som han også havde gået på, og hvor han også var blevet drillet. Gymnasiets viceinspektør, Joel Myrick, indhentede ham og bevæbnet med en 9mm revolver stoppede ham.

Mens de stod og ventede på politiet, spurgte viceinspektøren om baggrunden – »hvorfor gjorde du det, Luke?«

»Hr. Myrick,« svarede Luke, »verden havde gjort mig ondt.«

Ville Luke Woodham have gjort, hvad han gjorde for 20 år siden? Ville Pekka-Eric Auvinen, Seung Cho eller Robert Steinhäuser? Eller Dylan Klebold og Eric Harris, som stod bag massakren på Columbine?

Formentlig ikke.

Ikke fordi de ikke kunne – der var også for 20 år siden unge mennesker med et kaotisk sind, våben var lige så tilgængelige dengang, og skoler var det sted, hvor datidens kiksede unge led mange af deres nederlag. Så forklaringen er hverken manglende evne eller manglende vilje; forklaringen er snarere manglende eksekution; de rasende unge mænd gjorde det ikke. De gjorde alt mulig andet, de gik amok på McDonald’s, de skød på restauranter og brændte natklubber ned, de slog deres familier ihjel, og vel var der skyderier på skoler, men det var ikke, som det næsten er i dag – en rite de passage for de meget vrede og utilpassede.

Sociologen Richard Arum overdriver ikke, når han taler om »det kulturelle manuskript« omkring skoleskyderier.

Hvis førnævnte Albert en dag får nok af at være stakkels, kan han på internettet søge ind i en kultur eller en kult, som med en chokerende pietet hylder skoleskyderne, og Albert kan bl.a. logge sig ind på en af de mindst 20 adresser, som hylder Dylan Klebold og Eric Harris. For alle andre virker det som om, man træder ind i en bizar verden, hvor godt er ondt, og ondt er godt, men for Albert og hans tilsyneladende mange ligesindede er bizar verden den rigtige eller den ønskede verden. Avisen Rocky Mountain News fulgte kommunikationen på nogle af disse sites, og her var bl.a. en 15-årig pige, som skrev:

»De er virkelig mine helte. De er på en måde guder, for jeg tror ikke på GUD og noget at alt det skidt, som følger med. De er det tætteste, som vi kommer på guder, og jeg mener, at de er gode til det. De mente noget, og de gjorde noget ved det.«

»Jeg er så forelsket i Dylan. Jeg ville ønske, at jeg kunne være gået i seng med ham,« skriver en anden pige.

Avisen interviewer Jessica Rowe, som er 15 år og en fan af de to massemordere, og hun siger, at det handler om »ligesind«.

»Jeg går ikke ind for, hvad de gjorde. Men jeg ved, hvordan det er at blive mobbet dag efter dag. Mange unge kender den følelse, og de gjorde noget ved den fantasi, som mange af os har.«

Når man læser den vrede, som kommer til udtryk på bl.a. disse Klebold-og-Harris fansites, så er det ikke forbavsende, at der forekommer skoleskydninger; snarere er det forbavsende, at der ikke forekommer flere – for tusindvis af unge leger tilsyneladende med tanken.

Det er ikke tilfældigt, at der samme dag, som Seung Cho myrdede sine medstuderende i Virginia, blev meldt om trusler på universiteter i Tennessee og Texas og to gymnasier i Louisiana, og det er ikke en tilfældighed, at samme dag, som Pekka-Eric Auvinen myrdede sine medstuderende i Finland, blev der meldt om trusler på tre andre skoler i Finland og en skole i Sverige.

I 1993 opstod i USA udtrykket »going postal;« udtrykket betyder at være rødglødende rasende og gå bersærk, og det opstod, fordi tidligere ansatte ved postvæsenet på det tidspunkt havde foretaget massakerer på 11 postkontorer og dræbt 35 mennesker. At skyde løs på sin tidligere arbejdsplads blev det kulturelle manuskript for fyrede postarbejdere, og på akkurat samme måde er skoleskyderier blevet manuskriptet for unge studerende, når de er allermest rasende og går allermest besærk. Når Albert siger til sig selv, som en af de unge skolemordere bagefter forklarede politiet:

»Jeg tænkte længe over det, men jeg kunne ikke finde ét eneste argument for ikke at gøre det.«

Luke Woodham nåede til samme konklusion.

Der var ingen grund til ikke at gøre det, han måtte gøre det, det var en nødvendighed at gøre det, og som han skrev i sit manifest, som siden – på internettet – er blevet et manifest for ofrene for mobning.

»Jeg er ikke sindssyg. Jeg er vred. Jeg slog ihjel, fordi folk som mig bliver mobbet hver dag. Jeg gjorde det for at sige til samfundet, at hvis I bliver ved med at slå på os, så slår vi på et tidspunkt igen ... Gennem hele mit liv er jeg blevet gjort til grin, jeg har altid fået tæv, jeg er altid blevet lagt for had. Kan I i samfundet virkelig bebrejde mig, hvad jeg gør. Det kan I sikkert ... Men det var ikke et råb om opmærksomhed, det var ikke et råb om hjælp. Det var et råb i ren og skær smerte, og råbet siger til jer, at hvis jeg ikke kan åbne jeres øjne, hvis jeg ikke kan gøre det med fredelige midler, hvis jeg ikke kan gøre det ved at udvise intelligens, så vil jeg gøre det med en kugle.«