Den aldrende men indflydelsesrige storayatollah Montazeri opfordrer Irans unge til at fortsætte med deres protester.
16. juni 2009, 10:12
En af Irans mest indflydelsesrige systemkritikere, Hossein Ali Montazeri, opfordrede i dag landets unge til at fortsætte deres demonstrationer mod styret i Teheran.
I en erklæring til den "ædle og undertrykte iranske nation" siger storayatollahen:
- Alle mennesker, især de kære unge bedes om at forfølge deres krav med tålmodighed og tilbageholdenhed.
Den 87-årige ayatollah har i mange år været at finde på reformfløjen i Iran. Fra 1997 til 2003 sad han i husarrest for sin kritik af styret.
Montezari var i 1980'erne udset til at efterfølge den nu afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini. Men han røg ud i kulden i marts 1989 efter at have kritiseret den islamiske stats overgreb på systemkritikere.
/ritzau/

































