Australien melder sig nu ind i gruppen af lande, der boykotter FNs racismekonference den kommende uge. Det sker af frygt for en antisemitisk udvikling.
19. april 2009, 08:56
USA har gjort det. Canada har gjort det. Og nu følger Australien trop. Det drejer sig om boykot af FN's omstridte racismekonference, Durban II, der løber af stablen i Geneve i den kommende uge.
- Australien har besluttet ikke at deltage i Durban konferencen, udtaler landets udenrigsminister, Stephen Smith, i en pressemeddelelse.
Det er frygten for, at konferencen udvikler sig til en platform for antisemitiske synspunkter, der får australierne til at holde sig væk.
Konferencen har længe været plaget af trusler om boykot fra en række centrale lande. Det skyldes, at flere muslimske stater har betegnet Israel som racistisk og har krævet et forbud mod religionskritik. Teksten i det nuværende slutdokument er dog blevet ændret væsentligt, men alligevel får det nu flere lande til helt at droppe konferencen.
Det vides endnu ikke, om Danmark vil være repræsenteret ved forhandlingsbordet i Geneve.
/ritzau/Reuters

































