2. oktober 2008, 22:30

Forsvarets budget udhules, og det er især krigen i Afghanistan, der koster mere en ventet. Derfor beder forsvarsminister Søren Gade (V) som omtalt i Berlingske Tidende i går om flere penge til blandt andet »tidssvarende materiel«. Det har soldaternes kærester, familie og soldaterne selv en berettiget forventning om, forklarede Søren Gade. Det handler jo om soldaternes overlevelse, understreger ministeren, men det handler også om meget andet.

Det handler blandt andet om, at regeringen er stærkt optaget af, at de danske soldater på slagmarken i Afghanistan bakker 100 procent op om missionen. Skrider denne opbakning, smuldrer vælgernes støtte til krigen, og den støtte er trods tabet af indtil videre 17 danske soldater relativ god, konstaterer regeringen.

Men alting har en pris, og det koster ikke kun skattekroner at udstyre soldaterne med »tidssvarende materiel«. Det koster også penge at give soldaterne den lønforhøjelse, som der synes at være politisk opbakning til, selvom Søren Gade selv er betænkelig, da det ikke skal være lønnens størrelse, der motiverer de unge til at drage i krig.

Såvel behovet for nyt materiel som højere løn er udtryk for den logik, som ikke alene Danmark, men alle lande i Afghanistan er fanget af: Har man sagt A, må man også sige B. Vi har ikke råd til at tabe kampen i Afghanistan, Hvis vi ikke bekæmper terroristerne dernede, kommer de op til os, lyder argumentet igen og igen, mens det bliver mere og mere åbenbart, at terrorcellerne har fundet et nyt fristed i nabolandet Pakistan.

Spørgsmålet er imidlertid, om krigen kan vindes ved hjælp af flere penge til den militære side af kampen. Søren Gade har ligesom andre ministre igen og igen understreget, at der ikke er en ren militær løsning på konflikten. Uden genopbygning – massiv genopbygning – kan det ikke lade sig gøre at overbevise afghanerne om, at de skal satse på deres regering/NATO fremfor Taleban-militsen. Og så er det tilmed ikke gjort med genopbygningen af det krigsarrede Afghanistan – der i parentes bemærket både er besværlig, langsommelig og omkostningstung. Som det understreges fra flere og flere sider - og af en fremtrædende oppositionspolitiker i dagens Berlingske Tidende - så handler krigen også om, i hvor høj grad den afghanske regering og landets præsident kan leverere de politiske resultater, der er nødvendige. Og heller ikke på det punkt ser det særligt lyst ud. Senest har den afghanske præsident inviteret lederne af Taleban-militsen, Mullah Omar – superislamisten, der gjorde der muligt for al-Qaeda at terrorisere New York – til fredsforhandlinger. Er det målet med forsvarets budgetoverskridelser og tabet af unge danske soldater?

Mullah Omar eller ej, er der imidlertid grænser for Danmarks og det øvrige NATOs muligheder for at blande sig i afghanske indenrigspolitik. Jo mere indblanding, desto større risiko er der for, at afghanerne opfatter NATO-tropperne som en besættelsesstyrke, og så bliver det for alvor svært - for ikke at sige umuligt - at sejre.

Det stigende antal civile tab som følge af NATO-styrkens jagt på Taleban-militsen gør det svært nok for de vestlige regeringer at overbevise afghanerne om, at de er på deres side. Netop den problemstiling - de civile tab - skyldes, at der ikke er tilstrækkeligt med NATO-soldater i Afghanistan (og ingen udsigt til voldsomt mange flere), og at soldaterne af gode grunde forsøger at minimere egne tab. Derfor brugen af luftstøtte, der giver uhensigtsmæssige tab af civile afghanere. Og det dilemma kan udstyr og løn til de danske soldater heller ikke udrydde.

Ikke desto mindre ender det formemtlig med flere midler til den danske Afghanistanstyrke. Socialdemokraterne, de Radikale og det nu mere forsvarsvillige SF, der alle er mere optaget af genopbygning end krigsførsel i Afghanistan, og som også gør opmærksom på behovet for flere penge til hjemlige problemer, vil i sidste ende nok heller ikke tage ansvaret for tabet af en dansk soldat, der kunne have reddet livet med det »tidsvarende« udstyr.