En amerikansk-iransk journalist blev lokket til at erkende sig skyldig, siger hendes far efter dom på otte års fængsel.
18. april 2009, 15:40
En revolutionsdomstol i Iran har idømt den amerikansk-iranske journalist Roxana Saberi otte års fængsel for at spionere til fordel for USA.
Det bekræfter hendes advokat og et familiemedlem i dag.
Dommen, der er den hidtil strengeste mod en person med dobbelt statsborgerskab i Iran, blev modtaget med "chok" af Saberis far. Han siger, at datteren er blevet "lokket" til at erkende sig skyldig.
Roxana Saberi har både amerikansk og iransk statsborgerskab, men de iranske myndigheder anerkender ikke dobbelt statsborgerskab.
Den 31-årige journalist har siddet indespærret i det berygtede Evin-fængsel i Teheran siden januar. Retssagen imod hende indledtes i mandags bag lukkede døre.
- Roxana sagde i retssalen, at hendes tidligere erkendelse af skyld ikke var sand, og hun sagde til mig, at hun blev lokket til at erklære sig skyldig, fordi hun troede, at hun ville blive løsladt, hvis hun samarbejdede, siger faderen Reza Saberi.
Dommen falder på et tidspunkt, hvor præsident Barack Obamas regering i USA forsøger at komme i dialog med Iran efter næsten 30 års bundfrosne relationer.
/ritzau/AFP

































