Al-Qaeda stod bag ambassadeangreb

Al-Qaeda tager skylden for angreb på den israelske ambassade i Mauretanien, hvor tre mennesker blev såret.

Terrororganisationen al-Qeada i Maghreb har i et brev til den arabiske tv-station al-Jazeera påtaget sig skylden for angrebet på den israelske ambassade i Mauretaniens hovedstad Nouakchott. Det oplyser tv-stationen i dag.

En gruppe bevæbnede mænd skød tidligt fredag mod ambassaden og en nærliggende bar, mens de råbte "Gud er stor" på arabisk.

Tre mænd, der opholdt i baren nær ambassaden blev såret ved angrebet. Ambassadens personale slap uskadt.

Attentatet skete angiveligt som svar på den israelske politik.

"Arabiske lande må ikke have diplomatiske forbindelser til Israel", hed det blandt andet i meddelelsen fra al-Qeada.

Mauretanien har som en af de få arabiske lande haft diplomatiske forbindelse med Israel siden 1999.

/ritzau/dpa