De vil skræmme os til tavshed, siger kolleger til myrdet russisk menneskeretsadvokat. Han arbejdede for den russiske journalist Anna Politkovskaja, der blev dræbt for to år siden.
20. januar 2009, 17:22 – opdateret 20. januar 2009, 17:33
MOSKVA: Sneen var stadig plettet af blod, da sørgende russere tirsdag eftermiddag samledes ved gerningsstedet i det centrale Moskva.
Stearinlys og blomster fyldte hele fortorvet, hvor en menneskeretsadvokat og en 25-årig journalist blev skudt og dræbt mandag eftermiddag af en ukendt gerningsmand.
»Myrdet for at skræmme os fra friheden,« stod der under et fotografi af den dræbte advokat, Stanislav Markelov, der arbejdede med talrige højtprofilerede retsager om Tjetjenien og politisk motiveret vold.
»Hvorfor blev han myrdet? Så vi ikke længere skal føle os som mennesker. Så vi skal føle os som skræmte dyr,« sagde en af de fremmødte, Svetlana Levitjisjina, til Berlingske Tidende.
Hun arbejder selv i et advokatfirma i Moskva og kendte den dræbte, der ifølge hende »tog de kriminalsager, som ingen andre turde tage«.
Iskold morder
34-årige Stanislav Markelov arbejdede i 2004 tæt sammen med den prisbelønnede oppositionsjournalist Anna Politkovskaja, der blev skudt og dræbt i 2006.
Han arbejdede tillige for hendes avis, Novaja Gaseta. For netop denne avis skrev også den unge journalist, Anastasija Baburova, der blev dræbt under samme angreb mandag.
Begge ofre blev skudt ned af en maskeret mand, som ifølge kilder i politiet opførte sig som en professionel lejemorder.
Han benyttede sig af en pisol med lyddæmper og forlod roligt stedet efter mordet. Det rapporterer radiostationen Ekho Moskvy. Manden er fortsat på fri fod, selv om politiet angiveligt har overvågningsmateriale, der viser mordet.
Dobbeltmordet har chokeret Moskvas menneskeretsforkæmpere og den lille gruppe af advokater, som tør arbejde med de betændte sager, hvor både korrupte myndigheder, nordkaukasiske klaner og mafiagrupper kan være indblandet.
»Vi har i forvejen svært ved at finde russiske advokater, som tør beskæftige sig med vores sager. Der er ingen tvivl om, at mordet vil gøre det endnu sværere,« siger Roemer Lemaitre, der er direktør i Russian Justice Initiative.
Morddømt oberst kan være indblandet
Organisationen fører en lang række sager om forbrydelser begået under de to krige i Tjetjenien ved menneskeretsdomstolen i Strasbourg.
Også mordet på Markelov kan have forbindelse til krigsforbrydelser.
Det mener i hvert fald de efterladte til en 18-årig tjetjensk kvinde, der i 2000 blev kvalt af en russisk oberst. Obersten blev senere idømt 10 års fængsel, men blev for bare fem dage siden løsladt 15 måneder før tid.
Den dræbte advokat, Stanislav Markelov, var familiens advokat og havde umiddelbart før mordet holdt et pressemøde, hvor han slog fast, at han ville appellere løsladelsen. Den morddømte oberst, Jurij Budanov, er populær blandt ultranationalistiske grupper i Rusland.
Markelov arbejdede imidlertid med mange sager, der kunne give ham fjender. Det gælder sager for oppositionsavisen Novaja Gaseta, en sag om en redaktør for en provinsavis, der blev forsøgt myrdet i efteråret og en højtprofileret sag om en tjetjener, som siger, at han blev torteret efter at have kritiseret den tjetjenske præsident Ramsan Kadyrov.
»Ruslands internationale partnere, især EU, bør hurtigst muligt presse de russiske myndigheder til at finde og retsforfølge de ansvarlige for disse mord,« siger Rachel Denber fra menneskeretsgruppen Human Rights Watch.
Også i Tjetjenien blev der i går holdt mindebegivenheder for den dræbte advokat.

































